Menu luk

Skræddersyede tilbud på vej til it-medlemmerne

Finansforbundet er på vej med nye målrettede tilbud til de medlemmer, der arbejder med it i hverdagen i den finansielle sektor. Det fortjener medlemmerne, lyder det fra næstformand Steen Lund Olsen. Se også resultaterne fra stor it-undersøgelse.

"It-medarbejdere er en essentiel del af den finansielle sektor, og det skal de også kunne mærke hos os. Vi er nødt til selv at tage hånd om den indsats. Derfor trækker vi det hjem og investerer markant op i nye tilbud til it-medlemmerne. Det fortjener de."

Ordene falder fra Finansforbundets næstformand Steen Lund Olsen.

Når han taler om at trække it-indsatsen hjem i huset, handler det om, at det område førhen især blev varetaget via et samarbejde med Dansk IT.

60 procent af Finansforbundets it-medlemmer svarer imidlertid i en spørgeskemaundersøgelse, at de ikke har deltaget i it-relaterede arrangementer udbudt af Dansk IT, som de til en god pris ellers har haft adgang til.  

Det er blandt årsagerne til, at Finansforbundet for nyligt har valgt at opsige samarbejdet med Dansk IT.

Aftalen ophører 31. maj 2023, og dermed har it-medlemmer hos Finansforbundet ikke længere mulighed for at få et gratis medlemskab hos Dansk IT med i pakken hos Finansforbundet.


Steen Lund Olsen, næstformand hos Finansforbundet.

Flere indsatsområder

Steen Lund Olsen pointerer, at Finansforbundet nu selv skal tage ansvaret for at løfte indsatsen over for de flere tusinde medlemmer, der arbejder med it.

"For at være hudløst ærlig er årsagen, at vi ønsker at stille objektivet fuldstændig skarpt på it og digitalisering. Det kan vi ikke, hvis andre skal gøre det for os," siger han og tilføjer:

"For mig er der ingen tvivl om, at en finansiel virksomhed er en digital virksomhed. Derfor er vores medlemmer, der arbejder med it i hverdagen, også et kernesegment. De kræver lige så meget kærlighed som kunderådgiveren eller den klassiske bankansat."

Det får betydning for medlemmerne på flere forskellige parametre, at it er et centralt strategisk indsatsområde hos Finansforbundet. 

It og digitalisering har allerede en fremtrædende rolle i den løbende politiske udvikling, der skal komme medlemmerne af Finansforbundet til gode. Det har eksempelvis slået igennem i det senest lancerede fyrtårn, hvor Finansforbundet har sat fokus på dataetik.

Dataetik i den finansielle sektor

Under udvikling er et endnu større katalog af kurser og arrangementer, målrettet it-medlemmerne. Det betyder flere tilbud enten gratis eller med meget store rabatter. 

Endelig er Finansforbundet også journalistisk begyndt at dække it-området i den finansielle sektor mere fokuseret.

Steen Lund Olsen mener, at det er på sin plads med de nye tilbud til medlemmerne.

"Jeg er meget optaget af vores it-medlemmer, og jeg kan godt forstå, hvis de nogle gange i finansverdenen ikke føler sig set, hørt og forstået. Jeg vil gerne slå fast, at Finansforbundet er for både finans og it. It fylder enormt meget politisk, og nu fylder vi også endnu mere op på hylderne med forskellige tilbud," siger han.

Nogle af Danmarks bedste og billigste it-kurser og -arrangementer

Finansforbundet har nogle af Danmarks bedste og billigste kurser og arrangementer til dig, der arbejder med it.

Vi har mange gratis arrangementer om tech-trends og du kan spare tusindvis af kroner på de enkelte arrangementer og kurser.

Efteråret byder blandt andet på:

  • NIS2 på én dag
  • ITIL® 4 Foundation 
  • ChatGPT grundkursus
  • Projektledelse af it-projekter
  • Python for begyndere og øvede

Sådan kan du følge med

Du kan altid gå ind på Finansforbundets side for kurser og arrangementer, som du finder her.

Vil du løbende opdateres på de mange udbud, vi har på vej, kan du tilmelde dig nyhedsbrevet Medlemsnyt for It, der udkommer hver 2. uge.

For at få Medlemsnyt for It skal din jobfunktion være sat til it-arbejde (drift eller udvikling). 

Sådan gør du: 

1. Log ind på Mit Forbund

2. I fanen Profil og medlemskort/nyhedsbrev skal du tillmede dig medlemsnyt

3. Under personlige oplysninger skal du ændre din jobfunktion til it-arbejde

4. Nu får du automatisk tilsendt Medlemsnyt for It med gode tilbud.

Her er resultaterne fra stor it-undersøgelse i Finansforbundet

Som led i at styrke fokus mod it-medlemmerne har Finansforbundet foretaget en stor spørgeskemaundersøgelse og afholdt to workshops i Horsens og København.

Finansforbundet har generelt oplevet en engageret gruppe it-medlemmer, hvor løbende kompetenceudvikling blev fremhævet igen og igen som et vigtigt parameter for at fastholde sin værdi.

Udfordringer og bekymringer fylder dog også - her eksempelvis konkurrencen med billig udenlandsk it-arbejdskraft, kommunikation med ledelse, den hurtige teknologiske udvikling, it-kriminelle og gamle systemer og teknologier.

Det har samlet givet værdifuldt input til den rolle, Finansforbundet skal spille nu og i fremtiden, fortæller Steen Lund Olsen, der selv deltog ved de to workshops.

Hver tredje it-medlem er kvinde

Knap 2.000 it-medlemmer besvarede en spørgeskemaundersøgelse, som nu giver et billede af flere interessante perspektiver om de mange it-ansatte i finanssektoren. 

Her et par highlights og nederst i artiklen kan du selv bladre dig igennem nogle af resultaterne.

En konklusion er blandt andet, at mange it-medlemmer har flere forskellige kasketter på i deres arbejdsliv. Mange forskellige stillingsbetegnelser er i spil, når man arbejder med it enten i forretningen eller direkte fra it-afdelingen.

Overordnet er de fleste placeret inden for it-drift, administration og vedligehold, mens også udvikling og arbejdet med kravspecifikationer fylder godt blandt Finansforbundets medlemmer.

Cirka hver tredje it-medlem er kvinde. Den største aldersgruppe er de 50- til 59-årige, som 36 procent falder inden for. 22 procent er over 60 år, mens 37 procent er under 49 år.

Især cloud-teknologier, automatisering og kunstig intelligens ses som de mest relevante teknologier i fremtiden.

Du kan selv tjekke nogle af resultaterne fra den store undersøgelse herunder. Blandt andet kan du se, hvilke programmeringssprog, der anses som vigtigste nu og i fremtiden. 

Seneste nyt