Revolution på vej i finanssektoren: "Bankerne har tabt den yngre generation"
”Mener man ikke, at neobanker udgør en trussel, så tror jeg ikke, man er klar over, hvad de går og laver," siger futurist Nils Elmark, der opfordrer danske banker til at genopfinde sig selv.
Kæmpe udfordring for de traditionelle banker
Fra sit kontor har han de seneste år kunnet følge fintech-skylinen i London hæve sig mod skyerne.
”Der er 23 neobanker, og 40 procent af befolkningen har en konto hos en af dem," siger han, inden han tilføjer:
"Forestil dig, hvordan danske banker vil have det, hvis det også var sådan i Danmark?"
Ud over London fremhæver Nils Elmark Berlin som et af de steder, hvor man kan få et unikt indblik i den nye digitale bankverden.
I flæng kaster han om sig med navne på forskellige neobanker. Tilfælles har de ifølge Elmark det, at de gør noget helt anderledes.
Det kan være i forhold til de teknologiske løsninger, gebyrerne eller brandet.
”Det tager 5 minutter at åbne en konto, de kan håndtere forskellige valutaer, kryptovalutaer, og flere steder kan du også lige få en gratis rejseforsikring,” siger han og fortsætter:
”Mener man ikke, at neobanker udgør en trussel, tror jeg ikke, man er klar over, hvad de går og laver. Det er en kæmpe udfordring."
"Vi er nødt til at være nysgerrige"
Forleden blev Nordic Blockchain Conference afholdt i Langelinje Pavillonen i København med indblik i de teknologiske landvindinger, som kan være på vej.
Kredsbestyrelsesmedlem i Finansforbundet i Nordea Kasper S. Pedersen var på scenen for at tale om, hvorvidt den traditionelle finanssektor skal åbne armene overfor den nye udvikling.
En debat, der er enormt vigtig, siger han.
”Vi skal fortsætte med at være åben for innovationen. Fremtidens fagbevægelse er nødt til at hilse det nye velkommen. Vi er nødt til at være nysgerrige, selvom det lige nu går meget godt."
Kasper S. Pedersen fremhæver den nye fintech-overenskomst, som Finansforbundet har været med til at etablere, som et godt eksempel på, at Finansforbundet kan være med til at være brobyggere mellem traditionelle banker og iværksættere.
Men bankerne skal generelt være bedre til at omfavne den innovation og udvikling, der er i gang, mener han.
”Polarisering mellem traditionelle banker og fintech gavner ingen. Vi skal arbejde på at nedbryde fordomme og fremme samarbejde. Som eksempel synes jeg, at bankerne skal blive meget bedre til at turde at skabe ’sandkasser’ for eksperimenter og ny teknologi."
5 eksempler på neobank
Nils Elmarks bud på neobanker, der er i gang med at ændre spillereglerne.
- N26: Tysk neobank, grundlagt i 2013. Har over 8 millioner kunder i 24 lande, men "kun" 1.500 ansatte. Tilbyder katyptovaluta-handel, hurtig bankoplevelse og rejseforsikring til deres premium-kunder.
- Starling Bank: Britisk neobank, specialiseret i Banking as a Service (BaaS). Tilbyder også en række finansielle produkter.
- WISE: Grundlagt af stifterne bag Skype. Tager 5 min. at åbne en konto, og du kan næsten gratis foretage internationale overførsler.
- Tomorrow: Tysk neobank bygget på Solaris (BaaS) med fokus på bæredygtighed og miljøvenlige tjenester. Tilbyder blandt andet kreditkort lavet af træ.
- GetIsha: Også bygget på Solaris. Er 'sharia-compliant' og henvender sig primært til muslimske brugere.
Tysk neobank med fokus på bæredygtighed
Nils Elmark og Kasper S. Pedersen fremhæver, at det er vigtigt, at sektoren skaber meningsfyldte fællesskaber fremfor at fokusere på modsætningsforholdene mellem det nye og det klassiske.
Det er det, der kan være med til at drive en sund innovation frem i sektoren, mener de.
Det er blandt andet på den baggrund, at Nils Elmark fra tid til anden agerer tourleder i London eller Berlin, hvor besøgende på egen krop kan møde nogle af de neobanker, der forsøger at skubbe grænserne for, hvad en bank og finansiel service egentlig er.
"Man er nødt til at tage ud og få inspiration. Opleve at verdenen kan se meget anderledes ud, og tage det med hjem til sin egen virksomhed,” siger han.
Noget af det ,som overrasker mange af dem, Nils Elmark har haft med rundt, er den alternative forretningsmodel, som neobankerne har fokus på. Det er fx de såkaldte Tribal banks, der tager afsæt i en mere snæver kundemålgruppe baseret på identitet, race, sociale eller faglige fællesskaber.
Et eksempel på den bølge er Tomorrow. En tysk neobank, der har lagt et benhårdt fokus på bæredygtighed.
"De er ligeglade med, at det koster dem kunder, der ikke matcher det brand. De ved godt, at det handler om brandværdi, og at det kommer til at betyde noget."