Menu luk

Midler til psykisk arbejdsmiljø er hårdt tiltrængt

Ny politisk aftale adresserer det psykiske arbejdsmiljø i højere grad end tidligere, og det er både positivt og helt nødvendigt, mener Finansforbundet.

Et ellers stramt første finanslovsforslag fra SVM-regeringen indeholdt tidligere på måneden finansiering af en ny arbejdsmiljøaftale, hvor arbejdsmiljøområdet i perioden 2023-26 tilføres 1,3 mia. kr. Indholdet er nu på plads via en bred politisk aftale. Ud over bl.a. indsats mod social dumping og arbejdsulykker fylder forbedring af det psykiske arbejdsmiljø mere end tidligere.

Mental sundhed og trivsel er desværre enormt store samfundsproblemer, som vi er nødt til at adressere på alle de fronter, vi kan.
- Michael Budolfsen, næstformand i Finansforbundet.

”Mental sundhed og trivsel er desværre enormt store samfundsproblemer, som vi er nødt til at adressere på alle de fronter, vi kan. Her er det psykiske arbejdsmiljø en enormt vigtig faktor, som det er helt nødvendigt at prioritere. Derfor er det også positivt, at det også i højere grad er prioriteret i den nye arbejdsmiljøaftale end det tidligere har været tilfældet – f.eks. gennem en styrkelse af Arbejdstilsynet’, siger Michael Budolfsen, næstformand i Finansforbundet.

Den hidtidige arbejdsmiljøaftale udløb med udgangen af 2022. Den 14. marts begyndte de politiske forhandlinger om en ny arbejdsmiljøaftale i Beskæftigelsesministeriet, og bag den nye aftale står regeringen, SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, De Konservative, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige,

’Arbejdsmiljøindsatsen handler jo helt grundlæggende om, at ingen skal komme til skade eller blive syge af at passe deres arbejde. Det kræver et bredt fokus på de konkrete problemer, der findes på arbejdsmarkedet lige nu, her er den psykiske del af arbejdsmiljøet en helt afgørende del af billedet. Derfor er det både positivt og helt nødvendigt, at der kommer mere fokus på den mentale sundhed’, siger Michael Budolfsen.

Kontakt

61 20 42 14

Kristian Lind

Politisk kommunikationsansvarlig

61204214

Seneste nyt