Menu luk

Michelle er leder:
3 ting du ikke må gå glip af til Dining Days

Michelle Kristensen er afdelingsleder i Lån og Spar Bank. Læs hendes 3 tips til, hvad du skal opleve til Finansforbundets lederkonference, Dining Days 2023.

21. apr. 2023
3 min

”Jeg forventer at blive inspireret og bekræftet i nogle af de ting, jeg gør og tror på, som leder. Og selvfølgelig at netværke med andre ledere fra den finansielle sektor.”

Sådan siger Michelle Kristensen, afdelingsleder i Lån og Spar Bank, forud for Finansforbundets lederkonference, Dining Days 2023.

Konferencen er specifikt for ledere i den finansielle sektor og finder sted den 9-11. maj i Bella Sky, København.

Hele 14 forskellige oplægsholdere og talere fylder programmet. Så vi har bedt Michelle fortælle, hvilke 3 hun glæder sig mest til at opleve – og hvorfor?

Tilmeld dig her: Dining Days for ledere

1. Karen Humle og Ole Fogh Kirkeby – ”Lyt til intuitionens klang og filosoffens undren”

”Det giver mening, når Karen Humle og Ole Fogh Kirkeby taler om problemer som noget, vi er fælles om. Hvor vi sætter os ud over de antagelser og roller, vi normalt har om hinanden – og i stedet for kigger på, hvad problemet egentligt er her?" siger Michelle Kristensen: 

"Filosofiens vinkel kan hjælpe os til at se problemet som noget vi skal løse i fællesskab. Jeg kan godt lide, at der dermed bliver lagt op til, at alle skal bidrage, så vi kan flytte noget fokus væk fra magtstrukturen i de organisatoriske lag. Løser vi udfordringerne i fællesskab, kan vi i stedet fokusere på hver vores rolle og styrker.

Jeg er glad for, at Finansforbundet som en vigtig spiller i finanssektoren inviterer filosofien ind og dermed inspirerer til bevægelse, for det er helt i tråd med min overbevisning.”

2. Marie Kronquist – ”Balance i arbejdslivet med buddhistisk sindsro”

”Jeg er vild med, at Marie Kronquist får fat i topledere med noget så simpelt som vejrtrækning, lukke døren og sætte tempoet ned.

Hun inviterer til eftertænksomhed og et opgør med en ukritisk tankegang om, at vi blot skal have mere og mere og hele tiden overgå os selv. 

For mig legitimerer det, at vi kan stoppe op, finde ro i 2 minutter og opnå bedre resultater – i stedet for, at vi ukritisk skal sætte tempoet op. Jeg tror på, det bidrager til bedre beslutninger.”

3. Kasper Holten – ”Slip det kreative lederskab løs”

”Jeg synes, det kreative lederskab er en spændende vinkel. Kasper Holten taler med en anden vægt og fra en anden verden, og jeg er sikker på, jeg bliver inspireret. At kunne referere til ideer eller tanker herfra kan bidrage til mere kreativitet i mit eget lederskab. Jeg kan selv godt lide at eksperimentere og slippe noget af kontrollen en gang imellem.

Jeg tror, at fremtiden kalder på noget andet og mere nuanceret, end vi har gjort i fortiden. Hvis vi skal være klar til næste generation af medarbejdere, skal vi også være klar til at bryde med noget af det gamle for at give plads til noget nyt. Og måske se om vi kan skabe nogle løsninger, der kan bære sig selv i længere tid og derigennem skabe en anden værdi.

Jeg er helt overbevist om, at både Kasper og alle de andre oplægsholdere kan inspirere til bevægelse og justeringer, så vi kan begynde at tage nogle skridt imod den fremtid, der står lige foran os. Det kræver mod og samarbejde og meget mere, og jeg glæder mig til det.”

Navn: Michelle Kristensen.

Titel: Afdelingsleder for 23 ansatte i Lån og Spar Bank. Medlem af Finansforbundets nyopstartede Innovationsboard for ledere.

Uddannelse: HD i Organisation og Ledelse, enkeltfag i Filosofisk vejledning, enkeltfag i Bæredygtig Forretningsforståelse.

Dining days er både for medlemmer og ikke-medlemmer. Du behøver ikke at tilmelde dig alle tre dage for at deltage. Du kan tilmelde dig en halv dag, en hel dag, to dage eller alle tre dage.

Du kan læse hele programmet og tilmelde dig her: Dining Days for ledere

Seneste nyt