Menu luk

Lønforskelle kan koste virksomheder dyrt

Et nyt EU-direktiv giver virksomheder pligt til at være åbne om lønforskelle mellem kvinder og mænd.

26. jun. 2023
2 min

”Det handler dybest set bare om at opføre sig ordentligt.”

Men det gør ikke alle arbejdsgivere. Heller ikke i finanssektoren, hvor man stadig kan registrere en uforklarlig lønforskel mellem mænd og kvinder, der udfører nøjagtigt samme job.

Derfor er næstformand i Finansforbundet, Steen Lund Olsen, godt tilfreds med, at et EU-direktiv pålægger virksomheder en højere grad af gennemsigtighed i forhold til løn.

”Det giver os nye redskaber til at kigge ned i løndannelsen i virksomhederne. Det vil vi bestemt gøre brug af.”

Slut med: Hvad synes du selv?

Blandt andet skal man som kandidat til et job have oplyst, hvilket spænd lønnen ligger i – man kan altså ikke afkræves selv at spille ud.

Virksomheder med over 250 ansatte pålægges også årligt at dokumentere, at der ikke er mere end fem procent lønforskel mellem personer, der udfører samme job.

Hvis der er større forskel, skal der gøres noget ved det, og der kan blive tale om både erstatning og bøder. I hvert fald ifølge direktivet, som skal masseres ind i den danske virkelighed og først forventes at være på plads om nogle år.

”Vi vil i Finansforbundet følge tæt, hvordan det implementeres herhjemme og efterleves i vores sektor,” siger Steen Lund Olsen.

Han tror på, det vil få effekt og påvirke hele sektoren, også mindre virksomheder:

”Jeg kan ikke forestille mig, at virksomheder vil være dem, der er kendt for forskelsbehandling. Det er svært at forsvare.”

”Det er godt at sker noget. Bare ærgerligt, der skal et direktiv til, før det sker.”
- Steen Lund Olsen, næstformand i Finansforbundet

Generelt er der herhjemme en uforklarlig lønforskel mellem mænd og kvinder på 7 procent.

Analyse af ulige løn: 7,7 pct forskel kan ikke forklares

I finanssektoren er den på 7,7 procent i mænds favør, selv om man tager højde for uddannelse, erhvervserfaring, fravær, branche, arbejdstid, personaleansvar og arbejdsfunktion.

”Det er godt at sker noget. Bare ærgerligt, der skal et direktiv til, før det sker,” siger næstformanden.

 

Artiklen er rettet 28.6. Eksemplet med tidshorisonten for ligeløn er fjernet, da det ikke var retvisende for den finansielle sektor. 

Seneste nyt