Hvordan lokker banker akademikerne til?
Landbobank har nyt bud
Funktioner som compliance og hvidvaskbekæmpelse er vokset gennem en årrække, og ifølge små og mellemstore banker kan det være en udfordring at tiltrække de rigtige faggrupper. Ringkjøbing Landbobank vil rekruttere akademikere med nyt uddannelsesprogram.
Bankernes behov for universitetsuddannede medarbejdere til områder som compliance og hvidvaskbekæmpelse er steget i takt med mængden af komplekse regler. Men de akademikere, som bankerne skal rekruttere, kender ikke nødvendigvis alle mulighederne. Det mener man hos Ringkjøbing Landbobank, som vil søsætte et nyt uddannelsesprogram målrettet universitetsuddannede på bachelor- og kandidatniveau.
"Der er et nyere felt, hvor jeg tror, at vi bare ikke har været gode nok til at fortælle, hvilke muligheder, der er,” siger Mogens Olesen, underdirektør i Ringkjøbing Landbobank
Bred rekruttering
Planen er at lave et forløb, hvor nyuddannede kan prøve forskellige jobfunktioner af i løbet af en ansættelsestid på 12-18 måneder. På den måde kan man få fat i nogle af dem, som ikke er sikre på, hvad de vil arbejde med, men som er interesserede i at prøve kræfter med blandt andet compliance, risikostyring og bekæmpelse af hvidvask.
”Vi vil sammensætte noget, som ikke er for smalt. Der kan være nogle, som ikke ved, om de lige lander i AML-kassen, compliance eller noget helt tredje,” siger Mogens Olesen, som forestiller sig, at kandidaterne til det såkaldte graduate-forløb eksempelvis kan komme fra jura- eller økonomiuddannelserne.
Samtidig understreger han, at banken vil rekruttere bredt. Ringkjøbing Landbobank har allerede et graduateforløb rådgiverfunktionerne, og det nye uddannelsesforløb skal opbygges efter nogenlunde samme skabelon, bortset fra at det kommer til at foregå på hovedkontoret i Ringkøbing og ikke i de lokale afdelinger.
Kontor i klitterne
”Vi plejer at sige - lidt billedligt - at vores hovedkontor ligger ude i klitterne. For nogle kan det godt føles langt væk, men vores erfaring siger os, at hvis vi kan lave noget, der er attraktivt, så lykkes det også at tiltrække nogle dygtige unge mennesker,” siger Mogens Olesen.
Hos Skjern Bank roser direktør Per Munck ideen om brede uddannelsesforløb til akademikere og fortæller, at han godt kan genkende udfordringerne med rekruttering.
”Områder som compliance og AML er vokset og vokset, og det stopper nok ikke. For 10-15 år siden havde vi svært ved at tiltrække de akademikere, vi havde brug for til den type jobs. Det skyldes også geografien."
Velforberedt studerende
Hos Sparekassen Kronjylland har man haft graduate-programmer siden 2015. Hvert enkelt program, er skræddersyet efter det forventede jobmål, og undervejs tages desuden højde for den ansattes interesser og kompetencer, så medarbejderen tilegner sig de kompetencer og fagligheder, som er mest relevante.
Sparekassen rekrutterer graduate-kandidater med vidt forskellige uddannelsesbaggrunde. Lotte Hougaard, afdelingsdirektør for HR i Sparekassen Kronjylland, oplever, at de studerendes kendskab til funktioner som compliance og risikostyring er vokset de seneste år.
"Tidligere var der en del, som ikke kendte så meget til mulighederne. Men der er sket en udvikling, som vi også kan mærke, når vi f.eks. tager til jobmesser på universiteterne. De studerende stiller nogle gode spørgsmål og ved godt, hvad det drejer sig om. Vi oplever at universiteterne også har gjort et godt stykke arbejde med at ruste de studerende til at komme ud på jobmarkedet," siger Lotte Hougaard.