Menu luk

Her træner de ansatte i arbejdstiden hver fredag: ”Der er mere smil og glæde”

Væk er spændingshovedpine og andre skavanker, og ind er kommet flere smil og mere glæde. I Hvidbjerg Bank har man stor succes med et særligt træningsforløb i arbejdstiden.

20. mar. 2023
3 min
Sundhedscoach Steen Mogensen har sammensat et program med 12-15 øvelser, han skifter imellem. De kan laves i almindeligt arbejdstøj uden at få sved på panden. Foto: Johan Gadegaard, jfm

Lidt efter lidt tikker de forskellige filialer ind på Teams. Det er fredag og klokken er 8.30. I Hvidbjerg Bank er det ensbetydende med fælles 10-minutters træning foran skærmen i alle bankens fem filialer.

Det er sundhedscoach Steen Mogensen, der styrer slagets gang og guider kollegerne gennem øvelserne. I dag er han i Struer, hvor resten af afdelingens ansatte står bag ham i et mødelokale. Samtidig følger de ansatte i bankens andre filialer med på skærmen, mens Steen Mogensen får dem alle til at squatte, bokse og stå i planke.

I næste uge vil sundhedscoachen være at finde i en af de andre filialer.

”Så man ikke kan gemme sig,” siger han og griner.

"Der er flere, der har været vant til at gå til fysioterapeut og har døjet med spændingshovedpine. Det er forsvundet på bare fem måneder."
- Steen Mogensen, sundhedscoach Hvidbjerg Bank

Stor opbakning

Men de ansatte gemmer sig ikke. Snarere tværtimod. Der er stor opbakning til initiativet, der har været i gang de sidste fem måneder.

Det er på frivillig basis, men alle vil gerne være med, forklarer Steen Mogensen, der er hyret ind i en funktion, hvor han både træner med medarbejderne og samtidig løser pedelopgaver i banken.

”Alle er med - medmindre man er booket til et morgenmøde. Og er folk ikke fysisk til stede, kan de logge på hjemmefra. Det er jo også i arbejdstiden, så banken betaler,” siger han.

Samtidig kan de ansatte også se effekten af træningen. Da de startede, blev der nemlig lavet en bodytest og et spørgeskema, der viste, at 45 procent havde problemer med skulder, nakke og ryg.

Derfor har Steen Mogensen sammensat et program med 12-15 øvelser, han skifter imellem. De kan laves i almindeligt arbejdstøj uden at få sved på panden og skulle samtidig gerne afhjælpe kollegernes problemer. Og det gør de.

”Der er flere, der har været vant til at gå til fysioterapeut og har døjet med spændingshovedpine. Det er forsvundet på bare fem måneder. Mange siger også, at der er mere smil og glæde,” siger han.

Og tillidsrepræsentant Anders Sletting bakker op.

”Vi har fået en meget gladere arbejdsplads ud af det. Det kan man mærke på stemningen. Det er blevet meget bedre,” siger han.

Der er stor opbakning til morgentræningen, der har været i gang de sidste fem måneder.

Cheferne står forrest

Og der er også stor opbakning til træningen fra ledelsen, fortæller Steen Mogensen og Anders Sletting.

”Direktøren plejer at stå forrest, og det gør de andre afdelingschefer også,” fortæller Anders Sletting.

Som noget nyt er Steen Mogensen også begyndt at lave en lidt hårdere træning om aftenen et par gange om ugen. Der kan medarbejderne være med hjemme fra køkkenet i de 20 minutter, det tager.

Og de skal ikke ud at investere i alverdens træningsudstyr. Alt, det kræver at være med, er en sten, som kan variere i størrelse, alt efter hvor tungt man vil have det.

”Hvidbjerg Bank er bæredygtig bank, så jeg har sagt, at folk skal finde en sten, der passer til dem. Og kan de ikke selv finde en, så finder jeg en til dem. Jeg bor tæt ved Limfjorden, hvor der er masser at tage af,” siger han.

Indtil videre er der ikke sat en slutdato på projektet.

”Der er ikke sat en deadline på. Direktøren har sagt, at så længe der er opbakning og positive og glade mennesker, så fortsætter vi,” slutter Steen Mogensen.


Emner

Seneste nyt