Menu luk

Her har du 5 skarpe it- og tech-nyheder

It-koks i irsk bank udløser midlertidig 'pengeregn'. Nyt studie: AI øger beskæftigelsen. Fintech-startup skal hente ny stor investering. Afmatning på vej i cloud-markedet. SimCorp ansætter på livet løs i udlandet.

15. aug. 2023
4 min

Velkommen inden for til endnu en omgang hurtige nyheder, der rimer på it, tech, arbejdsmarked og finans. 

I denne version begynder vi med en uheldig it-fejl, der førte til stormløb mod irske pengeautomater. 

It-koks i irsk bank udløser midlertidig 'pengeregn'

Et it-nedbrud hos Bank of Ireland medførte tirsdag aften, at kunder kunne hæve flere penge, end der stod på deres konti.

Et rygte om "gratis penge" spredte sig siden som en steppebrand på sociale medier, hvilket førte til usædvanlige scener med lange køer foran irske hæveautomater. Flere steder måtte politiet rykke ud.

Det skriver The Irish Times

Ved at flytte rundt på midler via bankens mobil-app og en Revolut-konto, kunne man hæve maksbeløb i hæveautomaterne uanset saldoen på sin konto. 

Banken bekræftede kort efter fejlen, men advarede hurtigt om, at der altså ikke eksisterer gratis penge, og at de skal betales tilbage. 

Onsdag morgen forlød det, at alle tjenester igen var retableret.  

Irere, der har hævet flere penge, end de har haft stående, vil desuden nu kunne se hævningerne på deres konti, hvilket dermed kan blive betragtet som uautoriseret overtræk, lyder det fra banken.

Du kan se en video af et par af optrinene her

Nyt studie: AI øger beskæftigelsen

Kunstig intelligens (AI) står til at blive en meget attraktiv arbejdskraft, der vil komme til at erstatte flere og flere opgaver, der i dag varetages af mennesker.

Men der er måske grund til at slå koldt vand i blodet. Ifølge en ny undersøgelse har kunstig intelligens, i hvert fald ind til videre, blot øget beskæftigelsen. 

Sådan skriver Finans, der har fundet frem til studiet, der har undersøgt sammenhængen mellem AI-teknologier og beskæftigelsen i 16 europæiske lande i perioden 2011 til 2019. 

"Automatisering foranlediget af kunstig intelligens har hidtil givet stigende beskæftigelse i Europa. Det er i kontrast til tidligere bølger af ny teknologi, som mindskede den relative andel af beskæftigede med korte uddannelser," lyder det fra forskerne fra blandt andet Den Europæiske Centralbank og Oxford University.

Eftersom perioden for studiet kun dækker frem til 2019, er effekterne af den nyeste eksplosive udvikling inden for AI-teknologier, så som ChatGPT, ikke med. Her har andre forudsagt, at AI vil tage millioner af jobs de næste par år. 

Fintech-startup skal hente ny stor investering

Det danske fintech-selskab Januar skal i en ny investeringsrunde hente mellem 3 og 4 millioner euro.

Det skriver FinansWatch

I 2022 hentede Januar 45 millioner kroner, men der er nu brug for yderligere kapital for at fortsætte driften de næste cirka to år.

Men det nuværende økonomiske klima har gjort det sværere at hente kapital fra investorer, siger meddirektør Simon Ousager hos Januar til Finanswatch. 

"Hele fintech- og kryptomarkedet er nede, og det påvirker værdisætningerne i de runder, der bliver rejst, men det tror jeg også er meget sundt. Markedet var meget varmt for to år siden."

Januar tilbyder kryptovirksomhgeder betalingskonti og fik i 2021 som den første kryptovirksomhed en begrænset betalingsinstitut-licens fra Finanstilsynet. 

"Vedvarende makroøkonomisk usikkerhed betyder, at kunderne fortsat fokuserer på at optimere skybrugen for at reducere omkostningerne."
- Analysehuset Canalys.

Afmatning på vej i cloud-markedet

Selvom de globale udgifter til cloud-tjenester steg med 16 procent til 72,4 milliarder dollar i andet kvartal, spores nu en mindre nedgang i forbruget af cloud-ydelser. 

Det er nemlig en nedgang i væksten, som i det foregående kvartal lød på 19 procent.

Det viser nye tal fra analysehuset Canalys

"Vedvarende makroøkonomisk usikkerhed betyder, at kunderne fortsat fokuserer på at optimere deres brug af cloud for at reducere omkostningerne," lyder det i rapporten.

Nedgangen i vækst tilskrives også som en naturlig konsekvens af cloud-markedets nuværende størrelse.

Tallene viser, at AWS, Microsoft Azure og Google Cloud øgede deres samlede omsætning inden for cloud-forretningen med 20 procent i andet kvartal. De tre leverandører står nu for 65 procent af det globale cloud-marked. 

SimCorp ansætter på livet løs i udlandet

SimCorp, der leverer finansielle softwareløsninger til kapitalforvaltere, har i det seneste år hævet antallet af ansatte gevaldigt. 

I perioden er antallet af medarbejdere skruet op med 350 ansatte, svarende til knap 17 procent. Det viser seneste regnskab fra selskabet, der i andet kvartal af 2023 kunne registrere 2.456 ansatte.

Det sker på trods af, at SimCorp fyrede 120 ansatte i foråret.

De mange nye ansættelser er dog især sket uden for landets grænser i SimCorps afdelinger i Polen, Indien og senest også Filippinerne, lyder det i regnskabet. 

Deutsche Börse har for tiden i fuld færd med at overtage SimCorp for omkring 29 milliarder kroner. Købet skal godkendes af EU-Kommissionen, der forventes klar med en beslutning 19. september, hvor overtagelsen i så fald kan eksekveres. 

 

Seneste nyt