Menu luk

Har du en fysisk arbejdsplads i 2028? Gå på opdagelse i fremtiden

Med et nyt fremtidsprojekt stiller Finansforbundet skarpt på fremtiden. Det er nødvendigt, mener Finansforbundets formand Kent Petersen.

27. mar. 2023
3 min

Hvordan ser samfundet ud, når kalenderen skriver 2035?

Det forsøger Finansforbundet at indkredse med fremtidsprojektet Scenarie 2035.
Formålet med projektet er at forstå, hvordan fællesskaber skal udvikles for at bevare deres relevans i fremtiden.

”Det er ikke sådan, når man laver et fremtidsscenarie, at man får et billede af en eksakt fremtid, men du får et ret godt billede af, hvad de store megatrends er. Og du begynder også at kunne afkode, hvilke forandringer der sker i måden, vi driver fællesskab på, måden en branche udvikler sig på eller måden hvorpå et samfund udvikler sig,” siger formand for Finansforbundet Kent Petersen.

"Vi er som organisation og fællesskab nødt til at have et blik på fremtiden for at være så meget på forkant som muligt med de behov hos vores medlemmer, vi hele tiden skal kunne afspejle og levere på."
- Kent Petersen, formand Finansforbundet

Scenarier som rettesnor

Projektet består af fire fremtidsscenarier, som man selv kan gå på opdagelse i her.

I et af scenarierne kan man blandt andet se, at det første konsulenthus, der er 100 procent på Metaverset, vil åbne i 2026, mens et andet scenarie viser, at 70 procent af vidensmedarbejderne ikke vil være tilknyttet en fysisk arbejdsplads i 2028.

Input til de fire scenarier kommer blandt andet fra syv workshops, hvor op mod 100 deltagere bestående af eksterne eksperter og aktører samt medlemmer, politisk valgte og medarbejdere fra Finansforbundet har deltaget.

”Der er opstillet fire hjørneflag, og et sted mellem de fire scenarier ligger der en sandhed,” forklarer Kent Petersen.

Tanken er, at projektet blandt andet skal danne grundlag for de strategiske beslutninger, som Finansforbundet skal træffe på landsmødet senere i år.

”Vi er som organisation og fællesskab nødt til at have et blik på fremtiden for at være så meget på forkant som muligt med de behov hos vores medlemmer, vi hele tiden skal kunne afspejle og levere på. At lave overenskomster eller tilpasse en organisation og forening som vores er ikke noget, man kan gøre fra den ene dag til den anden. Der er du nødt til at arbejde langsigtet,” siger Kent Petersen og forklarer, at scenarierne kan give nogle fingerpeg om, hvor man vil blive udfordret, eller hvor mulighederne vil være.

Tidligere scenarier i brug

Det er tredje gang, at Finansforbundet zoomer ind på fremtiden med et scenarieprojekt.

I de tidligste udgaver kunne man blandt andet se i scenarierne, at digitaliseringen ville tage fart, og at brugen af smartphones kunne ændre hele den måde, man driver bank på.

”Det kan måske lyde som en selvfølge i dag, men det var det ikke dengang, og det gav bl.a. senere en grobund for at være mere optaget af og fokuseret på fintech-området,” fortæller Kent Petersen.

Han peger samtidig på, at den måde, som forbundets uddannelsestænkning er udviklet på, også har grobund i et tidligere fremtidsscenarie, der viste, at kompetenceudvikling ville blive vigtigt.

Inviterer til dialog på arbejdspladsen

Fremtidsprojektet er også et godt debatredskab, når Finansforbundet møder tillidsrepræsentanter og medlemmer, mener Kent Petersen.

”Man kan kalde det et dialogredskab, hvor vi får et bud på nogle scenarier, som er vigtige at få talt med sine kolleger på arbejdspladsen om, fordi det jo også bliver samtaler om, hvordan man så selv kan forholde sig til det, der er i sigte,” siger han og anerkender, at det kan være lidt abstrakt at skulle forholde sig til fremtiden.

”Men hvis man er lidt nysgerrig på fremtiden, kan man se, at der er nogle ting, vi skal gøre anderledes, fordi arbejdspladserne forandrer sig. Det vil være på rigtig mange områder, hvor vi jo godt kan se konturerne af nogle af dem i dag - for eksempel kommer vi til at arbejde endnu mere fleksibelt, og vi kommer til at arbejde endnu mere distanceret,” siger Kent Petersen.

Han fremhæver også, at fællesskaberne, som vi kender dem i dag, vil indtage nye former.

”Noget af det vi kan se med nogle af de tendenser, der er fremadrettet, er, at fællesskaberne skal have en meningsfuldhed. Der vil være en søgen efter meningsfuldhed både i måden, vi lever på, måden vi arbejder på, men også i de fællesskaber, vi indgår i,” lyder det fra formanden.

Seneste nyt