Debatten om e-kroner presser sig på: Innovativ fremtid eller jagt på et Ikke-problem?
Debatten om en dansk centralbankudstedt e-krone intensiveres, mens EU arbejder på en digital euro. Professor Jan Damsgaard presser på for hurtig handling, mens Finans Danmark og Nationalbanken udviser forsigtighed.
Digitale pengealternativer skyller ind
Professor Jan Damsgaard mener et af de oplagt argumenter for at arbejde med en danske e-krone er, at vi risikerer at blive oversvømmet af digitale pengealternativer, som kun vil blive intensiveret i styrke over de næste par år.
Han henviser blandt andet til PayPal, der har lanceret en stable coin understøttet af dollaren, og altså så både EU og en række andre lande, der arbejder på digital valuta.
”Det er en ufravigelig udvikling. Venter man tre til fem år med at tage de nødvendige skridt, tror jeg, det er for sent. Er vi ikke klar med en løsning, kan vi risikere en stor valutasubstitution på meget kort tid,” siger han.
Hos bankernes interesseorganisation giver man dog ikke meget for den analyse.
”Jeg kan slet ikke se en risiko for, at en digital euro eller andre digitale valuter vil invadere Danmark. Vi har masser af innovation, og der bliver hele tiden arbejdet på at udvikle og forfine vores betalingssystemer. Vi er langt fremme i Danmark sammenlignet med andre lande, men selvfølgelig skal bankerne holde sig til,” siger han.
Nationalbanken afventer
Nyhedsbrevet Finans har foreholdt debatten for Danmarks Nationalbank.
Her erkender man, at der er en række bevæggrund for at indføre digitale penge. Det omfatter ifølge den danske centralbank blandt andet ”finansiel inklusion, bred anvendelse af teknologi og innovation samt at sikre kritisk infrastruktur.”
Men også her er holdningen, at det ikke er stærke nok argumenter til at kaste Danmark ud i et e-pengeeventyr.
”Med den velfungerende finansielle infrastruktur, vi har i Danmark, er det ikke tydeligt, hvordan en borgervendt CBDC i danske kroner kan bidrage til bedre og mere sikker adgang til betalinger og finansielle ydelser eller til at skabe mere sikre og effektive løsninger for borgere og samfundet generelt,” lyder det i et svar til Finansforbundet.
Spørgsmålet om e-penge er dog på radaren hos Nationalbanken, som gør det klart, at det på sigt godt kan blive aktuelt.
”Med ny teknologi er det dog ofte sådan, at udvikling og modning tager tid, hvorfor det fra start ikke er tydeligt, under hvilke forudsætninger og i hvilket omfang en ny løsning vil skabe værdi.”
”Det kan også være svært at forudse, hvilke finansielle løsninger og services, der vil blive efterspurgt i fremtiden. Digitale centralbankpenge er derfor et område, som vi følger tæt.”
Nationalbanken oplyser, at den blandt andet udgav en analyse i 2022 om bevæggrunde for at udvikle digitale centralbankpenge og er aktiv på den internationale scene om emnet.
Skal vi have en e-krone?
En centralbankudstedt digital valuta (CBDC) er en digital form for en lands valuta, der er udstedt og reguleret af landets centralbank.
Den fungerer som et digitalt alternativ til fysiske penge og er designet til at blive brugt sideløbende med traditionelle penge.
Argumenter for en dansk e-krone:
-
Innovation og konkurrence: Danmark kan tage føringen i den digitale økonomi og ikke blive overhalet af andre lande eller private initiativer.
-
Finansiel inklusion: Gør det lettere for borgere uden adgang til traditionelle bankydelser at deltage i økonomien.
-
Sikkerhed og transparens: En e-krone kan designes med fokus på sikkerhed og mod forfalskning og potentielt tilbyde mere transparente transaktioner.
-
Hurtigere og billigere transaktioner: Digital valuta kan gøre overførsler hurtigere og potentielt billigere.
-
National Kontrol: En e-krone ville potentielt kunne give Danmark mere kontrol over sin egen monetære politik, især i lyset af EU's planer om en digital euro.
Argumenter imod en dansk e-krone:
-
Ubesvarede spørgsmål: Der er stadig mange ubekendte faktorer, herunder hvordan en e-krone ville påvirke den finansielle stabilitet eller kan lede til 'bank runs'.
-
Overvågning og privatliv: Risiko for øget overvågning af borgernes finansielle transaktioner.
-
Omkostninger: Udvikling og vedligeholdelse af en digital valuta ville kræve betydelige investeringer.
-
Teknologiske risici: Risiko for fejl eller sikkerhedsbrud, der kunne underminere tilliden til den digitale valuta.
-
Eksisterende løsninger: Danmarks finansielle system er allerede højt digitaliseret, og det er usikkert, hvad en e-Krone egentlig vil tilbyde af væsentlige fordele i forhold til de nuværende betalingssystemer.