Bankdirektør: Jeg begår fejl hver dag

Hun er selv god til at lære af fejl og komme videre, siger hun: 

”Helt ærlig, det er bare arbejde, og ingen er døde. Det virkeligt vigtige her i livet er de mennesker, der er tæt på dig. Selvfølgelig din familie, men også kolleger. Det kan bekymre mig meget mere, hvis jeg ser, at nogen tæt på mig ikke trives.” 

I hendes bog er utilgivelige fejl de fejl, man ikke vil indrømme.

”Jeg kan tilgive brølere, men det er vigtigt, at kollegerne erkender dem. At de ikke prøver at bortforklare dem eller venter, til andre opdager dem.” 

Ville være sportsjournalist

”Egentlig ville jeg være sportsjournalist, det vil jeg faktisk stadig gerne. Ligesom Luna Christofi som var mit store forbillede,” siger bankdirektøren, der også har opkaldt den ene af sine døtre efter idolet. 

I stedet blev Helene Bløcher i rollen som leder af Business Banking Danmark i nu halvandet år forbillede i en sektor, hvor der er langt mellem højt placerede kvinder. 

”Jeg tager min position som rollemodel meget alvorligt. Det betyder virkelig noget for mig at vise andre kvinder, at de godt kan det her, at de ikke skal holde sig tilbage, men gå efter karriere, hvis de har lyst.” 

For Helene Bløcher stod billedet af, hvad hun gerne ville på sigt, ikke knivskarpt før studiestart.

Hun voksede op i Gladsaxe sammen med sin mor, der var sygeplejerske, og sendte datteren i katolsk privatskole i Hellerup. 

Flid var en egenskab, både moderen og skolen lagde vægt på, og samtidig så Helene Bløcher via privatskolen ind i miljøer med flere penge – og mange muligheder. 

”På et tidligt tidspunkt var jeg klar over, at jeg gerne ville opnå økonomisk frihed. Min mor var også meget glad for sit job, det tror jeg også smittede af. Jeg har altid villet beskæftige mig med noget, der var sjovt. Ikke lårklaskende, men interessant og omgivet af gode kolleger.” 

Omgivet i bogstaveligste forstand. Hun kan lide at sidde i fælleskontor:

”Der er en enorm energi i at være del af det fællesskab, jeg har meldt mig ind i med mit arbejde. Jeg bryder mig ikke om at arbejde hjemme – men jeg sætter pris på fleksibilitet og muligheden for at gøre det, når det er mest praktisk.”

Kapital i at rejse

Længe før hun meldte sig ind i Nordea-fællesskabet, mens hun som ung ventede på at finde frem til, hvad hun skulle studere, rejste hun i tre år verden rundt med en veninde. 

”Vi var hjemme at tjene lidt penge i forskellige jobs og tog så ud i verden igen. Det at have kontakt med så mange forskellige mennesker og opleve så mange forskellige kulturer og miljøer, tror jeg har været med til at forme mig. Det har givet mig en kapital at trække på i livet.” 

Derfor ser Helene Bløcher det også som et plus, når hun ansætter nye medarbejdere, at kandidaterne har oplevet noget andet og ikke bare er gået den snorlige vej gennem uddannelsessystemet. 

Selv læste hun cand.merc. på CBS. Mens hun var i det første job i DSB's regi, som hun ikke var alt for begejstret for, anbefalede en studiekammerat hende Nordea, hvor hun har holdt til lige siden. 

”Jeg har aldrig seriøst overvejet at søge væk fra Nordea. Der har hele tiden været mulighed for, at jeg kunne udvikle mig og prøve nye spændende ting.” 

Forfulgte muligheder

Mulighederne er ikke kommet af sig selv, for selv om hun aldrig har haft en karriereplan eller noget, der ligner, har hun haft en indstilling om at gribe mulighederne – kombineret med evnerne og fliden:

”Der er mange måder at nå et job som mit. Jeg har aldrig været i et talentprogram, ja – jeg har ikke engang været indstillet til et. Jeg har ikke været i Børsnes Top 100 over talenter eller noget andet i den stil. Det skal man ikke lade sig kue af.”

Helene Bløcher forklarer, at hun hen ad vejen har lært meget af kolleger, der var dygtigere end hende.

”Mens jeg var i indkøbsafdelingen, skulle de bruge en, der tog referat til et møde. Havde jeg været syg den dag, havde mit arbejdsliv måske formet sig helt anderledes.”

På mødet lagde Peter Lybecker, bankdirektør og landechef for Nordea Danmark, mærke til hende.

”Der var god kemi, og han tog mig ind som sin personlige assistent. Så man skal huske, at i karriere spiller held også en stor rolle.”

Dygtige mennesker er ofte heldige med deres karriere?

”I hvert fald har jeg aldrig været for fin til noget. Hvis vi fik at vide i morgen, at det vigtigste for Nordea var, at vi fik gjort rent på 6. sal, så ville jeg gå i gang med kost og spand. Man skal gøre det, arbejdsgiveren har brug for.”

Også i sine yngre år var hun meget åben overfor forskellige opgaver:

”Det kaster chancer af sig. Vær ikke for firkantet med, at ”Det kan jeg ikke”, eller ”Det er ikke min opgave”.

Trænet længe til jobbet

Sit nuværende job har hun bygget op til gennem mange år:

”Det er ingen hemmelighed, at jeg nu sidder i et job, jeg virkelig gerne ville have. Jeg har trænet mig op til det igennem det meste af min karriere og er blevet dygtig til det. Jeg forstår maskinrummet, jeg har været i så mange funktioner, at jeg ved præcis, hvordan de har det rundt i Nordea.”

Den viden bruger hun på mange måder som leder.

”Det at få folk med sig er spændende - selv om ikke alle synes, jeg er fantastisk. Man får folk med sig ved at være sig selv. Jeg tror heller aldrig, jeg har kunnet andet. Jeg er ikke en person på arbejde og noget andet i en anden kontekst. Jeg kan tage et jakkesæt på, men jeg bliver ikke en anden.”

Nordea har også troet på og investeret i hende, konstaterer hun.

”Du får ikke dit næste job, medmindre du er godt til det, du gør nu. Nu er jeg i en stilling, hvor vil gerne vil bevise, at jeg var en god investering. At jeg kan tiltrække gode erhvervskunder og tjene penge til virksomheden. Det er også godt at få på sit CV.”

Rollemodel

At der nu også står bankdirektør, håber hun kan få flere – uanset køn - til at forfølge mulighederne. Stadig er hun så sjælden, at hun kan møde forbavselse:

 ”Det at jeg både er kvinde og yngre end de fleste andre bankdirektører kan give reaktioner. Men min oplevelse er, at det mest har været positivt overraskelse over, at Nordea også kan have sådan en bankdirektør.”

Hun tænker ikke selv videre over, at hun stikker ud.

”Når man altid går ind i mødelokaler med fem-seks mænd, så vænner man sig til at være den anderledes.”

Så det er bare om at klø på for andre kvinder med lyst til et job som hendes, lyder opfordringen:

”Hvis bare én kvinde eller pige vil sige: ”Når hun kan, så kan jeg også!”, så ville jeg være lykkelig”, siger hun, der har to teenagedøtre.

De er elitesvømmere, og derfor skal familien meget tidligt op, så træningen kan passes.

Helene Bløcher og pigerens far blev skilt for otte år siden, så det kan være intense dagsprogrammer at være alene voksen om ind imellem:

”Jeg har arbejdet hårdt, man kommer ikke til den her stilling ved at arbejde 25 timer om ugen. Men mine piger kan se, jeg er glad for mit job. Jeg kommer også til forældremøder. Overordnet synes jeg ikke, jeg har ofret noget med mit arbejde – men jeg har fået meget.”