Menu luk

Bankdirektør har gennemført 30 maratonløb og 5 ironman

Efter 103 år fik Arbejdernes Landsbank sidste år en kvinde i direktionen, Gry Bandholm. Hun er vant til store udfordringer.

22. jan. 2024
6 min
Gry Bandholm, bankdirektør, Arbejdernes Landsbank

”Kvinder har brug for flere opfordringer end mænd, hvis de skal gå ledelsesvejen. De er meget pligtopfyldende og vil leve op til alle krav, før de søger et job. Mænd er tilfredse med at kunne mindre som udgangspunkt og regner med at lære resten undervejs.”

Sådan mener bankdirektør Gry Bandholm overordnet det er, og derfor har hun ekstra fokus på at få flere kvinder op gennem ledelseslagene i Arbejdernes Landsbank.

”Jeg har naturligt et forstærket fokus på kvinder i kraft af mit køn. Jeg håber, der kommer flere kvinder i direktionen og vil arbejde for det. Blandt andet ved at snakke med mine ledere om, hvordan de kan være med til at talentudvikle”.

Gry Bandholm vil desuden arbejde for den fleksibilitet i arbejdslivet, som især kvinder traditionelt efterspørger, men som kommer begge køn til gode. Hun henviser også til, at banken de senere år har haft fokus på diversitet.

(Artiklen fortsætter efter boksen)
”Vi har en ret flad organisation, og albuer med rundsave er ikke udbredte.”
- Gry Bandholm, bankdirektør, Arbejdernes Landsbank

”Vi skal turde satse på kvinderne og være bevidste om det. Hvis man er mand og sidder i ledelsestrup, der består af mænd over 50 år, finder man måske nemmere kandidater, der ligner en selv. Det er ubevidst bias.”

Vigtigt værdisæt

Nyhedsbrevet Finans møder hende i bankens hovedkontor på Vesterbrogade, hvor smalle gange og uprætentiøse mødelokaler adskiller sig fra de fleste danske bankers hovedsæde. Banken har altid haft nære bånd til Socialdemokratiet, og Gry Bandholm lægger vægt på de værdier, der er indlejret i banken.

”Værdisættet er vigtigt for mig. Jeg har fået følere med andre jobtilbud, men aldrig haft lyst til at takke ja. Jeg har fået lov at udvikle mig her - jeg er, hvor jeg gerne vil være.”

At andre også mener, hun er det rigtige sted, er blevet stadig tydeligere. Siden hun begyndte sin karriere i banken i 2011, er hun støt vokset i graderne.

Sidste år nåede hun så en markant milepæl. Hun blev den første kvinde i bankens direktion nogensinde.

”Pilen pegede på mig. Det er jeg stolt af. Efter 103 år uden kvinder i direktionen var det også på tide, at der skete noget.”

Alligevel kom forfremmelsen hurtigere end forventet, for selv om hun har været ansat siden 2011, nåede hun kun at sidde ti måneder på posten som vicedirektør. Hun var i den stilling risikoansvarlig for hele koncernen, som siden 2021 har omfattet aktiemajoriteten i Vestjysk Bank.

”Det var naturligt, at jeg blev bankdirektør i forlængelse af posten som vicedirektør og det arbejde, jeg udførte i den funktion. Men fordi det kom hurtigere end forventet, skulle jeg lige mærke efter, at det var det, jeg ville. Det var det.”

Fem karriereråd fra Gry Bandholm

  1. Hav fokus på at få balance i dit liv.
  2. Forfølg det, der er sjovt og giver dig værdi.
  3. Du skal kunne lide at gå forrest, hvis du vil ledelse.
  4. Du skal være god til at samarbejde med mange mennesketyper.
  5. Tal altid ordentligt til andre. 

Sætte sig mål

Stærk vilje og evne til at omsætte den til handling synes at være nogle af Gry Bandholms karaktertræk – som meget konkret kan aflæses i hendes fritidsliv.

Således har hun gennemført over 30 maratonløb - senest Bruxelles i oktober - og fem ironman.  Hun prioriterer at holde formen også som bankdirektør, holder løbeturene i skoven ved lige og cykler 30 kilometer hver vej mellem jobbet og hjemmet i Allerød.

I arbejdslivet har hun også altid haft lyst til at rykke og grebet udfordringer.

”Jeg har altid budt ind på opgaver, og de har det med at søge hen, hvor de bliver løst. Jeg kan også godt lide at konkurrere, men mest med mig selv. At blive dygtigere og udvikle mig.”

Den indstilling er et godt match med Arbejdernes Landsbank:

”Vi har en ret flad organisation, og albuer med rundsave er ikke udbredte,” siger hun, der også gennem arbejdslivet har mødt ledere, der har troet på og støttet hende. 

Overblik over sektoren

Gry Bandholm er opvokset i Hillerød, blev tidligt i skolelivet glad for matematik og fortsatte i det spor på CBS, hvor hun læste cand. merc. mat.

”Jeg har altid været til det, man kan sætte to streger under.”

Lidt tilfældigt begyndte hun sit arbejdsliv som studentermedhjælper hos det daværende Unibank. Det førte hende videre til det første fuldtidsjob hos Finanstilsynet.

”Der fik jeg et godt overordnet overblik over sektoren. Jeg så og lærte om de mange lag, der er i den.”

Det næste job blev hos BRFkredit, hvor hun arbejdede med risikostyring.

”De ville gerne vokse og ud over stepperne på det tidspunkt. Jeg var specialist og med til at rykke kulturen.”

Det var en spændende og lærerig tid, fortæller hun. Mange af de daværende kolleger sad med årtiers erfaring og skulle se formålet med diverse ændringer i virksomheden:

”De sad med den praktiske erfaring, mens jeg var med på det mere akademiske hold. Det var vildt spændende og lærte mig en masse om, hvor vigtigt det er at lære af hinanden, når kulturen skal ændres.”

Ledelse på distancen

Efter barsel med sin nu 17-årige søn, skiftede hun job til tyske HSH Nordbanks danske filial.

Finanskrisen tog livet af den og hun blev i stedet del af DNB Nord. Her blev hun leder for første gang – det foregik på distancen og var for teams i Baltikum, hvor hun var tilkoblet et udviklingsprojekt.

Da jobbet efter et par år krævede, at hun flyttede til Oslo, var det tid til at se sig om efter noget andet. Hun og hendes mand, der er selvstændig ejendomsmægler, var ikke klar til at bosætte sig i Norge med sønnen, der lige var begyndt i børnehave.

Derfor fik Gry Bandholm øje på et annonceret analytikerjob i Arbejdernes Landsbank:

”Dengang havde banken et lidt støvet image og ikke den position, den har i dag. Men jeg kunne med det samme lide de værdier, den stod og står for. Desuden tiltalte det mig at skulle virke på tværs og være med til at rykke banken.”

Gradvist har hun gennem årene fået stadig flere muskler til den øvelse, og i sin nuværende position har hun for alvor fået mulighed for at gøre sin indflydelse gældende.

”Der har været meget at sætte sig ind i her det første år som bankdirektør og direktionsmedlem. Det er krævende og meget spændende at have det ansvar – der er meget, jeg gerne vil påvirke.”

Blå bog Gry Bandholm

Sidste år som første kvinde medlem af direktionen hos Arbejdernes Landsbank, hvor hun har arbejdet siden 2011.

Før Arbejdernes Landsbank ansættelser i BRFkredit, HSH Nordbank og Finanstilsynet.

Bor i Allerød med ægtefællen Nikolaj Anker-Møller, der er selvstændig ejendomsmægler, og deres 17-årige søn.

Motionerer flittigt. Har gennemført over 30 maraton og en håndfuld ironman.

Seneste nyt