Menu luk

"Finansforbundet har mere for mig"

Efter syv år i Nordea meldte vicefilialdirektør Mikkel Johansen sig ind i Finansforbundet. ”Jeg var ikke klar over, hvor mange muligheder det indebar”

6. feb. 2023
2 min
"Tidligere var jeg medlem i en konkurrerende fagforening, DJØF,” fortæller vicefilialdirektør i Nordea Lyngby, Mikkel Johansen, der for et år siden skiftede til Finansforbundet. Foto: Lærke Posselt

”Foreløbig har jeg taget to-tre kurser. Desuden har jeg fået mere præcis viden om overenskomsten. Det er nyttigt som leder”.

Vicefilialdirektør i Nordea Lyngby, Mikkel Johansen, er glad for de muligheder, han har fået med sit et år gamle medlemskab af Finansforbundet.

”Jeg var ikke klar over, hvor mange muligheder det indebar. Tidligere var jeg medlem i en konkurrerende fagforening, DJØF. Jeg har familie, der arbejder i den; det var oprindeligt en del af grunden til, at jeg valgte den”, forklarer den 28-årige, der er leder for tyve medarbejdere og nu har arbejdet otte år i Nordea. 

Med i advisory board

Da Finansforbundet i Nordea sidste år nedsatte et advisory board for at få konstruktiv kritik og nye ideer fra medarbejderne i banken, blev Mikkel Johansen inspireret til at skifte fagforening.

Han blev opfordret til at deltage og var med i det tre måneder lange advisory board-forløb, hvor han blandt andet kunne give sine input til forbedringer og ideer til, hvordan Finansforbundet i Nordea kan udvikle sig som fagforening.

”Det var spændende at være med i. Jeg havde ikke tidligere nogen dybere indsigt i forskellene mellem fagforeningerne, men det gik op for mig, at DJØF var mere for jurister og offentligt ansatte, mens Finansforbundet er direkte rettet mod sektoren. Det føles naturligt at være med dér i stedet”.

Relevante kurser

Da han så nærmere på kursustilbuddene fra Finansforbundet, fandt han desuden hurtigt kurser, der appellerede til ham.

”Jeg har blandt andet taget et kursus om dagligdagen i banken som leder i fremtidens arbejdsmarked. Det var inspirerende, og jeg har lyst til at tage mange flere kurser. Jeg er supernysgerrig, både fagligt og teoretisk”.

Derfor er han glad for de mails, han løbende får fra Finansforbundet, som minder ham om kurser, der måske kunne have hans interesse:

”Finanskompetencepuljen og de muligheder, der er for at uddanne sig ad den vej, er også helt klart noget, jeg er interesseret i”.

Det bliver dog på den lidt længere bane en længere uddannelse kan komme på tale:

”Jeg har en datter på 18 måneder, så det er ikke lige nu, der er tid og nattesøvn til det”.

God baggrundsviden

Ud over tilbuddene om kurser, foredrag og uddannelse har Mikkel Johansen fået et ret indgående indblik i overenskomsten, dens indhold og de muligheder, den åbner for medarbejderne.

Han har også fået større indsigt i tillidsrepræsentant-uddannelsen.

”Det er ikke, fordi jeg sidder og tænker på det direkte, når jeg samarbejder med tillidsrepræsentanterne. Men det ligger jo ubevidst, at jeg har fået mere viden om, hvad deres rolle er og hvilke kompetencer, de har. Så det giver også god mening at have den viden med sig som leder”.

”Det gik op for mig, at DJØF var mere for jurister og offentligt ansatte, mens Finansforbundet er direkte rettet mod sektoren”
”Tidligere var jeg medlem i en konkurrerende fagforening, DJØF,” fortæller vicefilialdirektør i Nordea Lyngby, Mikkel Johansen, der for et år siden skiftede til Finansforbundet.

Seneste nyt