Menu luk

Sådan holder du hjernen ung

Ikke alene er der en lang række ting vi bliver bedre til med alderen, vi kan også holde hjernen skarp og undgå blodpropper og demens med simple metoder, afslørede aldringsforsker Henning Kirk på fyraftensmøde i Finansforbundet

21. mar. 2022
3 min

Vi hviler mere i os selv, bliver bedre til at lytte til andre, kan se sager fra flere sider, har større empati, er mere tolerante, har større overblik, er bedre til at prioritere og sige pyt er bare enkelte eksempler af en lang række, de cirka 25 deltagere fortalte, de var blevet bedre til med alderen. Alle erfarne medarbejdere, der var mødt op i Finansforbundet i går den 15. marts til et fyraftensmøde, der skulle gøre dem mere bevidste om de styrker de har tilegnet sig som mennesker både privat og gennem arbejdslivet.

Færre får demens

En på alle måder opløftende og opbyggelig aften, ledet af den prisbelønnede aldringsforsker og læge dr.med. Henning Kirk, der gennem de sidste 20 år udelukkende har beskæftiget sig med, hvordan hjernen udvikler sig gennem livet. Han bidrog blandt andet med godt nyt fra videnskabens verden. For eksempel at der i Danmark siden 2004 hvert år været 2 procent færre som udvikler demens. Primært fordi vi får længere uddannelser, har flere kognitive udfordringer, og er blevet bedre til at behandle diabetes. Og ifølge ham vil vi inden længe have masser af 100årige uden demens.

Vi kan selv gøre meget

Henning Kirk fortalte også at hjernen (storhjernen) topper når den når 25 milliarder hjerneceller i teenageårene, men at den er et livslangt byggeprojekt, hvor vi selv kan gøre rigtig meget ved at bevare nysgerrigheden i livet og udfordre hjernen blandt andet i arbejdslivet. Hvorefter han kom med en række måder, hvor vi kan holde hjernen skarp, undgå blodpropper og udvikling af demens:

  • En halv times motion om dagen mindsker risiko for blodpropper, men giver også en bedre nattesøvn. Faktisk skyldes 75 procent af alle søvnproblemer, at vi får bevæget os for lidt om dagen.
  • 1-2 glas rødvin til aftensmaden mindsker risikoen for blodpropper, da vin indeholder polyfenoler som modvirker at blodpladerne klumper sig sammen. (men altså kun 1-2 glas og sammen med mad)
  • Mørk chokolade +70 kakao indeholder også polyfenoler, så det er ingen dum dessert.
  • Træning af balanceevnen er godt og kan udføres ved at stå på et ben, når man børster tænder. Det ene ben når du børster overmunden med skift til det andet, når du kommer til undermunden.
  • Musik og sang styrker hjernen, og det er nok bare at lytte til en masse musik.
  • Hjernetræning kan også udføres ved at rekonstruere oplevelser, man har haft tidligere i livet og måske skrive sine erindringer ned.
  • Også måske vigtigst bevar nysgerrigheden i livet og udfordrer din hjerne både på arbejde og privat.
Det er mærkeligt at teenagere ikke bruger hjernen mere fornuftigt, når det er det tidspunkt i livet, vi topper med flest hjerneceller
- Henning Kirk om den alder, hvor storhjernen er færdigudviklet med 25 milliarder hjerneceller

Deltager - Dorte Kold fra Totalkredit

  • Jeg er kommet i den sidste del af 50erne, hvor jeg i mange sammenhænge er den ældste på arbejdspladsen. Så er det fedt at komme her og være sammen med nogle på min egen alder. Men jeg er også kommet for at blive mere bevidst om mine styrker, så jeg får mest muligt ud af den sidste del af arbejdslivet.
  • Og det har været en alletiders aften. Jeg føler, at jeg har fået ranket ryggen, og det er enormt positivt alt det, man selv kan gøre for at holde sig fit for fight. Det er superspændende, hvad ens hjerne gør og jeg vil helt sikkert høre mere musik og det med rødvinen var heller ikke dumt(griner).

To fyraftensmøder mere

Har du også lyst til at opleve Henning Kirk, møde ligesindede og blive klogere på dine styrker som erfaren medarbejder, er der endnu to fyraftensmøder (Hvis arrangementet viser udsolgt/eller venteliste er du meget velkommen til at kontakte os på 32661307):

23. marts kl.17-20 i Syddanmark Bliv bevidst om dine kompetencer


19. april kl.17–20 i Hovedstaden Bliv bevidst om dine kompetencer

 

 


Emner

Seneste nyt