Menu luk

Dorthe har PTSD efter røverier: "Jeg har brug for en fast plads i et hjørne”

Free seating er ikke for alle. Slet ikke for Dorthe Hey Hinnerskov. Hun har været udsat for en række bankrøverier, som har givet hende PTSD.

20. jun 2022
7 min

Første gang var den 10. december 1998. Dorthe Hey Hinnerskov arbejdede i Danske Banks filial i Smørum. En lille afdeling på 50-60 kvadratmeter med 5-6 medarbejdere.

“Jeg sad ved et skrivebord omkring fem meter fra kassen. En helt ung gut kom ind. Han råbte højt og viftede med en pistol. Det var tydeligt, at han var skæv på stoffer. Han havde stirrende øjne og var meget aggressiv.”

Røveren forlangte kontanter. Dorthes unge chef forsøgte at afværge ved at sige, at han ikke havde de rigtige nøgler.

“Så blev han ekstremt truende. Jeg tænkte: ‘Giv ham dog pengene’. Som jeg husker det, var jeg ret fattet. Fuldstændig koncentreret om at jeg ikke skulle spille helt, men hjem til mine to drenge, der var helt små på det tidspunkt,” husker Dorthe.

Røveren fik pengene, men blev senere fanget af politiet.

For Dorthe sluttede det ikke der. 

"Jeg skal være sikker på, at jeg kan finde en plads i et hjørne. For jeg skal kunne holde øje med folk, der kommer ind og bevæger sig rundt."
- Dorthe Hey Hinnerskov

Tung mental rygsæk

Det blev det første i en række af seks røverier, Dorthe Hey Hinnerskov var helt tæt på. I årene 1998 til slutningen af 2004, hvor de skete, var bankrøverier langt hyppigere end i dag, hvor fysiske banker som oftest er kontantfri.

Røverierne var traumatiserende oplevelser, som Dorthe pakkede ned i sin mentale rygsæk, der blev stadig tungere at bære, hver gang nye mænd kom ind af hovedindgangen og truede sig til kontanter med våben.

“Vi fik selvfølgelig debriefing hver gang med psykologer, der rykkede ud og havde samtaler med os,” siger Dorthe, der ikke følte sig så påvirket under samtalerne og heller ikke havde sygedage i kølvandet på røverierne.

Dorthe Hey Hinnerskov, Web Tekst
Dorthe reagerede aldrig voldsomt efter røverierne. "Jeg tænkte, jeg skulle være stærk for mine børns skyld. Samtidig var jeg jo rigtig glad for mit job som rådgiver og kontakten med kunderne. Jeg kunne ikke forestille mig at lave andet”. Foto: Charlotte Holst

“Jeg reagerede aldrig meget, når jeg sad med de her psykologer. Jeg tænkte, jeg skulle være stærk for mine børns skyld. Samtidig var jeg jo rigtig glad for mit job som rådgiver og kontakten med kunderne. Jeg kunne ikke forestille mig at lave andet.”

Når han kommer

Men Dorthe brugte gennem årene meget energi på at være i konstant alarmberedskab, når hun var på arbejde. Først i filialen i Smørum og senere, hvor hun kom til Ballerup og også her var vidne til røverier to gange.

“Til sidst var det for mig ikke længere, hvis han kom ind af døren, men når han kom ind af døren. Jeg holdt konstant øje.”

Dorthe udviklede personlige sikkerhedsstrategier. Hun sørgede for at få en plads bag i lokalet, hvor hun ikke kunne se hovedindgangen og havde svært ved at gå derud, når hun skulle hente sine kunder.

Og når hun hentede frokost gik hun en omvej.

“Jeg kunne ikke gå ud af hovedindgangen og over i Menu. For jeg havde den der følelse af, at så løber han jo lige ind i mig, når han kommer. Så jeg brugte personaleindgangen og gik hele vejen rundt om bygningen i stedet.”

Svært at tackle drengeleg

I de mange arbejdsår hvor Dorthe brugte energi på at være i konstant alarmberedskab, var hun helt udkørt, når hun kom hjem.

“Min mand nok tog 80 procent af det huslige. Det var også ham, der legede mest med drengene. Kroppen gemmer jo på de oplevelser, og jeg havde ikke mere at give af. En psykolog har senere sagt, at jeg må have haft ekstremt god opbakning fra familien for at kunne klare det i så mange år.”

“Det her er min bagage, så længe jeg skal arbejde, og jeg orker ikke den uro, hver gang jeg kører hjemmefra. Free seating er bare ikke for alle, så vi skal have fundet en løsning på det.”
- Dorthe Hey Hinnerskov

Dorthes udmattelse og følsomhed påvirkede hendes samvær med børnene.

“Når mine to drenge legede med legetøjspistoler og havde masker på, var det svært. En del af legen var at gemme sig og springe frem og overraske. Det havde jeg store problemer med at tackle.”

Begyndte at krakelere

Efter det sidste røveri Ballerup kunne psykologen ved debriefingen dagen efter for første gang tydeligt mærke, at Dorthe var hårdt ramt.

“Der begyndte at krakelere for mig. Der skulle ikke pilles ret meget, så brød jeg sammen. Han sagde, han ikke kunne forstå, jeg overhovedet havde været i stand til at arbejde så længe.”

Dorthes symptomer blev anmeldt som arbejdsskade og hun fik diagnosen PTSD med en méngrad på 20 procent.

Efter en sygemelding måtte hun erkende, at det var for hårdt for hende at fortsætte med kunderådgivning i Ballerup, og derfor kom hun til Danske Banks hvidvask-afdeling i Taastrup i 2018.

“Jeg fik en fast plads i et hjørne, og det fungerede nogenlunde for mig,” siger hun.

Men efter corona og hjemmearbejde blev både chefen, teamet og lokalet skiftet ud. Og så var der også sket noget andet. Free seating havde vokset sig rigtig stort.

Der rodes op i det

Det giver i dag Dorthe udfordringer. For de to dage om ugen, hvor hun arbejder på kontoret, er hun ikke sikret en fast plads.

"Kroppen gemmer jo på de oplevelser, og jeg havde ikke mere at give af."
- Dorthe Hey Hinnerskov

“Derfor kører jeg altid tidligt hjemmefra. Jeg skal være sikker på, at jeg kan finde en plads i et hjørne. For jeg skal kunne holde øje med folk, der kommer ind og bevæger sig rundt.”

Hendes chef har lyttet og foreslået, at hun sætter en lap på bordet med sit navn. Eller får en anden til det, hvis hun ikke er der.

“Men så skal jeg hver eneste uge have fat i en kollega og bede vedkommende om noget. Det fylder meget for mig. Jeg føler, jeg er særlig og til besvær, og hver gang rodes der op i det hele. Det er ikke sundt.”

Hun synes, det er fint med en kultur, hvor arbejdsstationer er mere flydende, men mener også der bør være plads til minoriteter som hende, der har brug for en fast plads.

“Det her er min bagage, så længe jeg skal arbejde, og jeg orker ikke den uro, hver gang jeg kører hjemmefra. Free seating er bare ikke for alle, så vi skal have fundet en løsning på det.”