Menu luk

Pas på du ikke mister dine feriedage

Det er nu, du skal til at gøre noget, hvis du har meget ferie tilbage, og du vil undgå, at det går tabt. Finansforbundets chefjurist guider dig gennem reglerne.

17. nov. 2023
3 min

Året er ved at gå på hæld, og det er nu, du skal til at være opmærksom, hvis du ikke vil risikere at miste dine hårdoptjente feriedage.

For har du knoklet løs hele året og sprunget feriedagene over, kan du risikere at de går tabt, hvis ikke du snart får dem afholdt.

Det forklarer advokat og chefjurist i Finansforbundet, Mette Hjøllund Schousboe.

”Hvis man har mere end fem feriedage tilbage, så må arbejdsgiveren ikke overføre eller udbetale dem, og så vil de falde bort,” siger hun og understreger, at hun her taler om de fem ugers ferie, som alle lønmodtagere har ret til ifølge ferieloven.

Foto: Carsten Andersen

"Det her er en pisk til, at de ansatte får holdt deres ferie."
- Mette Hjøllund Schousboe, advokat og chefjurist i Finansforbundet

Alt under fem dage forsvinder ikke

Arbejdsgiveren er nemlig bundet af det såkaldte Arbejdstidsdirektiv, der siger, at man skal holde fire ugers ferie med løn hvert år.

”Man har valgt at sige, at det er vigtigt at holde ferie og rekreere. Og så er det her en pisk til, at de ansatte får holdt deres ferie,” forklarer Mette Hjøllund Schousboe.

De første fire uges ferie går altså tabt, hvis man ikke får dem afholdt inden årets udgang. Der er dog en lille undtagelse for dem, der har været forhindret i at holde ferie på grund af eksempelvis sygdom eller barsel, forklarer Mette Hjøllund Schousboe.

Har man mindre end fem feriedage tilbage, behøver man ikke frygte, at de forsvinder. Alt under fem dage vil nemlig blive udbetalt, medmindre man laver en aftale med arbejdsgiveren om, at de skal overføres, forklarer hun.

Det skal du vide om feriereglerne

  • Ferieloven sikrer ret til 25 feriedage om året
  • Du optjener ferien løbende over 12 måneder fra 1. september til 31. august året efter
  • Du kan afholde din ferie over 16 måneder fra 1. september til 31. december året efter
  • Ferie, som ikke er afholdt, kan overføres til næste ferieår efter aftale med arbejdsgiveren (dog kun ferie ud over fire uger)
  • Ferie optjent hos en tidligere arbejdsgiver kan man få udbetalt efter ferieafholdelsesperiodens udløb, uanset antallet af dage. Det eneste krav er, at man ikke må have været på dagpenge eller kontanthjælp i ferieafholdelsesperioden
  • Er man forhindret i at afholde ferie på grund af eksempelvis barsel eller sygdom og består feriehindringen indtil ferieafholdelsesperiodens udløb, gælder der andre regler for overførsel af ferie. Læs mere her
  • Overenskomsten sikrer dig ret til yderligere fem feriedage (den 6. ferieuge) og 5 omsorgsdage – de berøres ikke af ferieafholdelsesperiodens afslutning, da de er i timebanken

Gælder ikke omsorgsdage og 6. ferieuge

Ansatte i finanssektoren har ifølge deres overenskomst også ret til 5 omsorgsdage og en 6. ferieuge ud over ferielovens fem uger.

Og hvis det er nogle af disse dage, man har tilbage på feriekontoen, skal man heller ikke være bekymret, understreger chefjuristen.

De restriktive regler gælder kun de fem ugers ferie, som ferieloven giver ret til.

”For omsorgsdage og den sjette ferieuge gælder der andre regler. Dem er der ikke binding på, og den saldo bliver ikke nulstillet ved årsskiftet, da dagene er i de finansansattes timebank. Det er en opsparing, som de selv bestemmer, hvornår de bruger, og dem er der ikke deadline for,” siger hun.

Seneste nyt