Menu luk

Ole droppede banken efter 20 år: Nu kører han ambulance

Ole Ahle Steffensen har sagt sit job i banken op. I stedet er han i lære som ambulance-redder.

14. nov. 2022
4 min

I mere end 20 år har Ole Ahle Steffensen haft sin daglige gang i en bank.

Men nu har han taget et anderledes karrierespring og skiftet hæve-sænkebordet i Sparekassen Thy i Ulfborg ud med ambulancens blå blink.

I marts fik han nemlig en elevplads hos Præhospitalsenheden i Region Midtjylland, og når han om fire år er færdig med uddannelsen, kan han kalde sig ambulancebehandler.

"Det duer ikke, at man går og drømmer og ikke gør noget ved det"
- Ole Ahle Steffensen, redderelev og tidligere bankrådgiver

”Det duer ikke, at man går og drømmer og ikke gør noget ved det,” siger den 43-årige familiefar, der blev udlært som 20-årig og siden har været både rådgiver og afdelingsdirektør i både Jyske Bank og Sparekassen Thy - i alle årene som medlem af Finansforbundet.

”Jeg vil gerne hjælpe andre. Jeg kan godt lide, at andre har det godt. Det har både fyldt noget i min banktid og fylder noget for mig i dag,” siger Ole Ahle Steffensen.

Fra jakkesæt til uniform

Drømmen om at køre ambulance kom ikke fra den ene dag til den anden. I ti år har han ved siden af jobbet i banken været deltidsbrandmand på den lokale brandstation. Her har han været med ude til blandt andet trafikulykker, hvor han har set redderne i aktion og talt med dem om deres job, der fascinerede ham.

”Det er noget, der er vokset i mig over mange år. Men jeg har også slået det hen flere gange,” forklarer han.

For det er sin sag at sige sit gode job op og skifte branche, når man har små børn. Skolen ligger i Esbjerg og med halvanden times kørsel hver vej til hjemmet i Bur ved Vemb i Vestjylland, er der en del tid væk fra familien.

Nu er børnene blevet store, og Ole Ahle Steffensens kone var med på, at nu skulle det være.

Så den erfarne bankmand smed jakkesættet og trak i træningstøjet, for det kræver mere end en god ansøgning og en samtale at komme ind på uddannelse. Også løb, dødløft, squats og andre fysiske udfordringer skulle den erfarne bankmand igennem, før han fik en elevplads med uniform.

Og Ole Ahle Steffensen blev med egne ord ”kistelykkelig”, da han fandt ud af, at han var kommet igennem nåleøjet.

Bruger sine erfaringer fra banken

Efter et halvt år på skolebænken er han lige nu ved at afslutte sit første praktikforløb, og det har kun bekræftet ham i, at han har truffet den rigtige beslutning.

”Nu har jeg mærket, hvad det her job består af, og det er lige mig,” siger Ole Ahle Steffensen.

Han mener selv, at der er nogle ting fra hans karriere i banken, som han kan trække på i sit nye arbejdsliv.

”Det falder mig meget naturligt at kunne smalltalke og få snakket folk til ro. Det er noget, jeg har gjort meget i banken,” siger han og forklarer, at det kommer ham til gode nu, hvor der ofte er lang kørevej til hospitalet med en bekymret patient i bårerummet.

”Man skal ikke blive i sit job, fordi man ikke har råd til andet.”
- Ole Ahle Steffensen, redderelev og tidligere bankrådgiver

Han understreger også flere gange, at han ikke var træt af at arbejde i banken.

Tværtimod var han glad for jobbet, og det er også en af grundene til, at han ikke har søgt væk tidligere. Han har dog ingen planer om at skulle tilbage til banken.

”Det er det her, jeg skal resten af livet. Ikke fordi jeg er træt af banken, men fordi det er det, der skal have min opmærksomhed,” siger han.

En helt anden løn

Den nye hverdag har også betydet et farvel til den gode løn, han fik i banken. I stedet får han nu elevløn, og han griner lidt på spørgsmålet om, hvad han selv ville have sagt til en kunde, der kom til ham med samme idé om at gå så meget ned i løn.

”Vi har gjort os mange tanker herhjemme. Det er selvfølgelig en helt anden løn, og jeg har da siddet med mit regneark og set på, hvordan vi kunne få det til at passe. Men vi har altid passet godt på vores penge, og vi var enige om, at lige meget hvad skulle vi have det til at lykkes, siger han og slutter af:

”Man skal ikke blive i sit job, fordi man ikke har råd til andet.”

Seneste nyt