Menu luk

Nye værktøjer skal styrke lederes trivsel – deltagere søges til at teste dem i praksis 

Lederes trivsel - eller mangel på samme - smitter af på alle niveauer i en virksomhed. Nyt projekt med afsæt i finanssektoren skal styrke lederes trivsel og resultater. Ledere på forskellige niveauer har nu mulighed for at afprøve prototyper på nye digitale værktøjer til formålet.

23. aug. 2022
4 min

Ledere, som trives, fungerer bedre og kan bedre støtte deres medarbejdere. Alligevel er der ofte kun begrænset fokus på, hvordan ledere har det.

Men det er et stort projekt med afsæt i finansielle arbejdspladser godt i gang med at ændre på.

Nu søger projektet ledere på forskellige niveauer til at teste tre forskellige digitale værktøjer til at styrke lederes trivsel, dialog, samarbejde og resultater.    

I projektet er der indsamlet viden og erfaringer fra ledere, medarbejdere og eksperter i den finansielle sektor.

"Deres input har vi brugt til at udvikle prototyper på digitale værktøjer, som ledere kan bruge til at styrke deres personlige trivsel og trivslen i ledergruppen og i organisationen som helhed. Nu skal vi i gang med at teste værktøjerne i praksis”, fortæller ledelseskonsulent Jan Heiberg Johansen fra Heiberg - ledelse, læring og analyse.

Han står i spidsen for det toårige projekt, som er et samarbejde mellem Velliv Foreningen, Finansforbundet og Finanssektorens Arbejdsgiverforening.

Som deltager i testen skal man afprøve et enkelt værktøj, da der er forskellige værktøjer til ledere på forskellige niveauer.

Værktøjerne giver på en enkel måde viden og guidning til bl.a. at skabe en tydelig ramme og retning for ledelsesrummet og et fokuseret sparringsrum, hvor ledere kan håndtere udfordringer i arbejdet.    

Tidsmæssigt er der et par par onlinemøder i efteråret og et kort forløb på arbejdspladsen.

Læs mere om projektet og mulighederne for at teste værktøjerne på www.lederestrivsel.dk

Krydspres på godt og ondt

”Ledere i den finansielle sektor oplever et krydspres mellem hensynet til medarbejdere, lederkollegaer og topledelsen. Krydspresset kan både virke motiverende og hæmmende på ledernes muligheder for at udøve god ledelse. Derfor er det vigtigt at arbejde med de faktorer, som påvirker krydspresset positivt”, uddyber Jan Heiberg Johansen om projektet.

Forandringer er et eksempel på forhold, som er med til at skabe krydspres på godt og ondt.

Det gælder mindre ændringer som for eksempel en ny lokaleplan og store strategiske transformationer.

”Forandringer er gunstige, fordi de er en anledning til at bringe lederens faglighed, viden og gejst i spil og en mulighed for at få indflydelse, hvilket er vigtigt for lederes trivsel. Men forandringer kan også være opslidende og svære at være i, fordi de kan være uforudsigelige og skabe uklarhed omkring lederrollen”, forklarer Jan Heiberg Johansen.

Andre krydspres-fremkaldende forhold er uklare forventninger, manglende prioriteringer, modstridende krav og håndtering af mange forskellige aktører og forventninger.

Styrk din trivsel – og få hjælp til det af din leder

Værktøjerne, som projektet nu søger ledere på forskellige niveauer til at teste, handler om at styrke dialogen med nærmeste leder, styrke samarbejdet i ledelsesgruppen og bruge ledertrivsel til at styrke hele organisationen:

”Hvis du passer på dig selv, passer du samtidig bedre på dine kollegaer, din opgave og forretningen. Alligevel glemmer mange ledere ofte sig selv og har ikke fokus på, at deres egen trivsel er afgørende for at lykkes godt”, siger Jan Heiberg Johansen.

Han fremhæver en række fokuspunkter, der er vigtige for at tage vare på sin egen trivsel. Det handler blandt andet om:

Løbende at afstemme forventninger om sine mål og sin opgave, især med den nærmeste leder.

At tage ansvar for sin trivsel og bidrage til rimelige rammer for sit arbejdsliv. Ingen vinder ved, at man f.eks. konstant står til rådighed for opgaver.

At forstå, hvad der er vigtigt for en selv for at trives og lykkes med sin ledelsesopgave - og bidrage til at forstærke det.

At være i stand til at spørge om hjælp, så man kan få støtte og sparring fra nærmeste leder, kollegaer og ’en god ven’ i eller uden for organisationen.

Styrk samarbejdet i ledergruppen

Ledelsesgruppen er et vigtigt forum for at styrke lederes trivsel og resultater. Men man kan ikke tage tillid og godt samarbejde for givet. Der vil ofte være udfordringer og opstå gnidninger i en gruppe af ledere, der er afhængige af hinanden. Det kan bl.a. skyldes delvist modstridende mål mellem forskellige dele af forretningen.

Forskning viser, at evnen til at være professionelt uenige er et vigtigt element i at finde skarpe løsninger.

”Det er vigtigt at skabe et rum, hvor lederne kan støtte hinanden og få sparring. Et rum, hvor der vel at mærke er en samtale om ledelse og ikke kun om sager og drift”, understreger Jan Heiberg Johansen.

Værktøjerne i trivselsprojektet kan hjælpe ledergrupper med at skabe en kultur, hvor lederne er trygge ved at tale om fejl og lære af fejlene. En kultur, hvor man spiller hinanden gode. Det handler bl.a. om at indkredse nøglespørgsmål om samarbejde og resultater i ledergruppen, udarbejde klare aftaler og træne dialoger med høj kvalitet.

”Hellere indgå nogle få, men væsentlige aftaler, som bliver holdt, end mange aftaler, som der ikke bliver fulgt op på”, pointerer Jan Heiberg Johansen.

Samme tilgang går igen, når den øverste ledelse skal arbejde med en plan for ledertrivsel som vejen til at lykkes godt med at indfri strategier og forretningsmål.

På dette niveau skal værktøjerne fra projektet bl.a. bruges til at klarlægge og kvalificere vigtige nøgletemaer i virksomheden og udgive actioncards, der beskriver, hvem der gør hvad i forskellige situationer - for eksempel når organisationen modtager nye ledere.   

 ”Topledere fungerer som rollemodeller for andre ledere. Hvad de gør – og ikke gør – for at passe på sig selv og andre, viser vejen”, slutter Jan Heiberg Johansen.

De færdigudviklede værktøjer til at styrke lederes trivsel og resultater vil være tilgængelige online fra foråret 2023.

”Hvis du passer på dig selv, passer du samtidig bedre på dine kollegaer, din opgave og forretningen. Alligevel glemmer mange ledere ofte sig selv og har ikke fokus på, at deres egen trivsel er afgørende for at lykkes godt".
- Jan Heiberg Johansen

Seneste nyt