Nye barselsregler: Det skal du være opmærksom på
1. juli trådte de nye barselsregler i kraft. Socialrådgiver Michael Dreyer fra Finansforbundet forklarer de mest markante ændringer for finanssektoren.
Et løft til ligestillingen eller upassende statslig indblanding i private forhold?
Ligestillingen mellem forældrene er den mest debatterede ændring, når det gælder den øremærkede barselsorlov.
Uanset hvad man mener om den, så er den nye orlovsmodel indført og gælder for børn, som bliver født 2. august 2022 eller senere.
I princippet er der øremærket 11 uger og 13 ugers overflytbar orlov til hver forælder. Det betyder – stadig i princippet – at de 48 ugers orlov med barselsdagpenge fordeles ligeligt mellem mor og far/medmor med 24 uger til hver.
Mængden af orlov er uændret: 4 ugers graviditetsorlov før termin og 48 ugers orlov efter fødslen.
Øremærkningen betyder, at både mor og far/medmor skal afholde minimum 11 ugers orlov efter fødslen. Gør de ikke det, forsvinder de uger, der ikke afholdes af den pågældende forælder.
Den øremærkede orlov er i langt de fleste tilfælde ikke det store issue for moren. Den var tidligere 14 uger, og nu er den 11 uger. Heraf var og er de to første uger efter fødslen tvungne.
Så det er mere for faren/medmoren, der er sket et lille skred. Der er ikke tale om ’tvungen’ orlov, hvor faren/medmoren ligesom moren i de første to uger skal holde orlov. Der er tale om, at en del af barslen enten tilfalder faren/medmoren eller forsvinder.
Mere viden om barsel for finansansatte
På Finansforbundets hjemmeside kan du få svar på en lang række spørgsmål om barsel for dig i finanssektoren:
Du kan læse om både de gamle og de nye regler på Barselsregler for finansansatte - Finansforbundet.
Over 90 procent af Finansforbundets medlemmer er omfattet en overenskomst, hvor faren/medmoren har ret til løn i 14 eller 16 uger efter fødslen.
I alle disse tilfælde vil faren/medmoren kunne bruge al sin øremærkede og noget af sine overførbare orlov til at opfylde sin lønret, så der vil ikke nødvendigvis være et økonomisk tab for familien.
Op til 26 uger med løn i Nykredit
Moren har derimod 26 ugers ret til løn efter fødslen for medlemmer på Standardoverenskomst (STOK) og Virksomhedsoverenskomst (VOK).
Så for at få opfyldt hele sin lønret, må moren få overført 2 uger af farens/medmorens overførbare orlov. Hvis begge forældre er ansat i sektoren, så vil faren/medmoren altså kunne holde 16 uger med løn, moren 26 uger med løn og der vil være 6 uger tilbage med barselsdagpenge, som de frit kan fordele mellem sig.
Nykredit har taget skridtet videre og besluttet, at både mor og far/medmor kan få op til 26 uger med løn.
Hvis faren eller medmoren er ansat i Nykredit, og moren også er ansat med ret til 26 ugers orlov med løn, betyder det, at der er flere uger med ret til løn, end der er dagpenge til.
Barselsdagpenge som refusion til arbejdsgiver er ufravigeligt en betingelse for løn under barsel, som det ser ud i dag. Derfor skal disse forældre vælge, hvordan de 48 uger med barselsdagpenge skal bruges.
Forlængelse for egen regning
En unik rettighed i Finansforbundets overenskomster er retten til at forlænge orloven med dagpenge ved at ’strække’ hele forældreorloven. Muligheden for at forlænge orloven er der stadig, men med de nye regler vil det være for egen regning.
I den gældende barselslov er der mulighed for at udstrække barselsdagpenge til 40 eller 46 uger under forældreorloven. Finansforbundet har – som eneste organisation – i forbindelse med lønretten fået forhandlet sig frem til, at arbejdsgivere under en forlængelse blot skulle have en lønrefusion på minimum 32/46.
På den måde vil der være (reducerede) barselsdagpenge i hele forlængelsesperiode. Men den mulighed findes ikke i den nye lov.
Du kan læse om både de gamle og de nye regler på Barselsregler for finansansatte - Finansforbundet.