Menu luk

Nu går de kriminelle efter kunderne

Antallet af bankrøverier er styrtdykket de seneste 20 år, og kriminaliteten er rykket over på internettet. Digital betalingssvindel, hvor offeret selv står for transaktionerne, vinder frem, viser tal fra Finans Danmark.

11. jan. 2022
5 min

I 2001 blev der begået 208 bankrøverier i Danmark.

20 år senere er den form for kriminalitet nærmest forsvundet: I 2021 var der ét bankrøveri, og der hersker endda tvivl om, hvorvidt der var tale om et egentligt røveri – eller en uoverlagt kommentar fra en påvirket person. Til gengæld har forskellige former for digital betalingssvindel været på fremmarch de senere år, viser tal fra Finans Danmark.

Det gælder for eksempel investeringssvindel og kærlighedssvindel, hvor kriminelle lokker med henholdsvis falske investeringsmuligheder og løfter om venskab og kærlighed og får ofrene til at overføre penge til dem.

”Der er sket en kæmpe ændring: I gamle dage gik de kriminelle efter banken. I dag går de efter kunderne”, opsummerer digitaliseringsdirektør Michael Busk-Jepsen fra Finans Danmark.

Han finder det godt og betryggende især for de ansatte i pengeinstitutterne, men også for kunderne, at de ikke længere risikerer at opleve bankrøverier.  

Danmark er langt fremme med digitaliseringen – ikke mindst på betalingsområdet, hvor brugen af kontanter er veget for digitale løsninger. De kriminelles fokus er flyttet med, og den digitale svindel ændrer løbende karakter i takt med at svindelmulighederne begrænses.

Svindel med betalingskort i Danmark er faldet markant de seneste fem år.

”Indførelsen af stærk kundeautentifikation, hvor kortbetalinger på internettet skal godkendes med NemID eller kode, har i 2021 nedbragt misbruget af betalingskort med omkring en tredjedel. Så det er blevet klart bedre”, fremhæver Michael Busk-Jepsen.

Bankernes sikkerhedssystemer, oplysningskampagner og andre tiltag for at nedbringe betalingssvindel afværger en stor del af de forsøg på svindel, som finder sted. I første halvår af 2021 forhindrede pengeinstitutterne 185 millioner kroner i at blive stjålet. Det svarer til 60 procent af de svindelforsøg, som blev indrapporteret til Finans Danmark.

Lokket af falske reklamer

De mindre gode nyheder handler især om kriminalitet, hvor ofrene selv udfører pengetransaktionerne.

I virksomheder er det blandt andet fakturasvindel med falske bankoplysninger og direktørsvindel, hvor bedragere udgiver sig for at være en fremtrædende person i virksomheden, som forlanger overførsler fra virksomhedskontoen.

Betalingssvindel mod private bankkunder rammer vidt forskellige befolkningsgrupper, fortæller Michael Busk-Jepsen

Et eksempel er investeringssvindel, der ofte udspringer af falske reklamer på sociale medier. Det kan være velansete skuespillere og forretningsfolk, som angiveligt har lavet fantastiske forretninger på at investere i kryptovaluta.

”Svindelen starter typisk stille ud med indbetaling af små beløb, som ifølge kurverne på en falsk hjemmeside bare vokser og vokser. Måske får offeret udbetalt en lille sum og aner derfor ikke uråd og overfører større og større beløb. Svindlerne er også behjælpelige med oplysninger om, hvad ofrene skal forklare banken, når der kommer en reaktion på overførslerne til udlandet”, fortæller Michael Busk-Jepsen.

Det er især mænd, som bliver lokket af investeringssvindlere.

Netbank-indbrud tegner sig for omkring 50 millioner kroner om året i tab. Denne form for svindel rammer især ældre kvinder og sårbare borgere, som lokkes til at udlevere personlige oplysninger og passwords til kriminelle – ofte under dække af, at de repræsenterer banken eller politiet.   

”Her udnytter svindlerne, at ofrene typisk er usikre ved it, har respekt for autoriteter og generelt er tillidsfulde”, forklarer digitaliseringsdirektøren.

Tillid er også en del af opskriften bag kærlighedssvindel, hvor kriminelle udgiver sig for at søge venskab og kærlighed. Undervejs i dialogen får de ofrene til at overføre penge eller fortsætte dialogen på et andet datingsite, hvor hver besked koster penge.

”På the dark internet kan man downloade komplette kærlighedssvindel-kits med billeder og forslag til dialog med ofrene”, fortæller Michael Busk-Jepsen.

Han er ikke i tvivl om, at der findes et mørketal for udbredelsen af svindel, der handler om løfterige investeringer, kærlighed og lignende.

”Nogle er flove over at være hoppet på svindelen og holder det derfor for sig selv”.

Britisk krystalkugle

Muldyr er en anden form for kriminalitet, som følger med i kølvandet på den digitale betalingssvindel og er i stigning:

”Her er det især unge, som stiller deres konto til rådighed til hvidvask af penge fra kriminalitet. Nogle gør det med fuldt overlæg. Andre aner ikke, at handlingen, som de opfatter som en mindre vennetjeneste, er ulovlig”, siger Michael Busk-Jepsen.

Han kigger gerne mod Storbritannien for at få et indtryk af, hvad de kriminelle har i støbeskeen.  

”Det er et stort sprogområde, og derfor kommer forskellige former for svindel først her. I øjeblikket er nogle af de samme ting, som vi ser i Danmark, bare på at højere niveau: autoriserede betalinger, hvor offeret selv foretager transaktionen”, siger digitaliseringsdirektøren og anbefaler et kig i den halvårlige svindelrapport ’Fraud - The Facts 2021’ fra interesse­organisa­tionen UK Finance.   

Hvem dækker tabet?

Lidt firkantet sagt vil det typisk være banken, som skal dække størstedelen af tabet i tilfælde af netbank- eller betalingskortsvindel, hvor andre har gennemført betalinger med en kundes betalingsmiddel. Det fremgår af betalingsloven.

Bankkunder, som selv har overført pengene, står svagere i forhold til at få dækket deres tab, oplyser Michael Busk-Jepsen.

”Uanset hvilken form for svindel, man har været udsat for, gælder det dog først og fremmest om at stoppe betalingerne og kontakte banken så hurtigt som muligt”, råder han.

Læs mere om netkriminaliteten her.

Fire råd mod betalingssvindel

  • Del din viden med dit netværk og din familie. Tal om risikoen for at blive svindlet – også med unge og ældre.
  • Kend til forskellige typer af svindel. Vær opmærksom på, at kriminelle hele tiden finder på nye metoder.
  • Brug din sunde fornuft. Hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det som regel også tilfældet.
  • Udlever aldrig dine MitID- eller NemID-oplysninger til andre!

Kilde: Digitaliseringsdirektør Michael Busk-Jepsen, Finans Danmark.

Seneste nyt