Menu luk

Kasper Hjulmand: Ledelse er mere end at vinde

Ledere skal udvide definitionen af, hvad der er holdet, og kaste lys på de skjulte helte, mener landstræneren.

”Hvis man skal presse nogen til at gøre det bedste, de kan, så skal de vide, at de er elskede.”

Sådan lyder det fra Kasper Hjulmand om den enorme opbakning, der skyllede ind over herrelandsholdet efter Christian Eriksens hjertestop ved EM-slutrunden i 2021.

Fodboldtræneren fortæller om sin ledelse til omkring 300 finansansatte på Hotel Scandic i København – plus op mod 1.000 via streaming.

Han trækker flere paralleller til arbejdsmarkedet, når han fortæller om den genrejsning af landsholdsfodbold i Danmark, som han har stået i spidsen for:

”Vi ved, at meget arbejde er væk om 10 år. Jeg har skiftet arbejde mange gange, og mine børn kommer også til at gøre det. Så hvorfor er vores børn blevet bange for at fejle?” spørger han.

”Man kan ikke blive bedre, hvis ikke man prøver at fejle. Man skal øve sig for at dygtiggøre sig.”

”Vi har som ledere en vigtig opgave i at kaste lys på de ”skjulte helte.” Dem som måske ikke får så meget opmærksomhed, men som knokler og gør en forskel.” 
- Kasper Hjulmand, træner for Landsholdet

For at understrege sin pointe lister han navne på verdensberømte idrætsfolk op: Michael Jordan, Zinedine Zidane, Poul Scholes og Andres Iniesta. Hvad de har til fælles? De har alle prøvet at blive valgt fra.

Kokken er en del af landsholdet

Kasper Hjulmand citerer både Aristoteles, Mark Twain og Albert Einstein og taler ind i større samfundstendenser, når han sætter ord på sin ledelsesstil. Hvordan lederen definerer, hvad der er holdet, er afgørende, mener han:

”Vi har som ledere en vigtig opgave i at kaste lys på de ”skjulte helte.” Dem som måske ikke får så meget opmærksomhed, men som knokler og gør en forskel.” 

Ifølge landstræneren er analytikeren, kokken og spillere, der aldrig kommer på banen under en turnering, vigtige. Så når der er gaver til herrelandsholdet, er det ikke kun til de 26 spillere – men til alle 52 på holdet.

Vi er ikke i nærheden af vores potentiale

Kasper Hjulmand brugte et helt år på research, analyse og samtaler, før han havde noget med spillerne at gøre som ny landstræner. Her kommer flere af hans ledelsesmæssige pointer fra.

Han opdagede for eksempel, at spillerne på landsholdet alle kommer fra den samme håndfuld byer, og at ingen spillere er født i årets sidste kvartal.

Fakta: Kasper Hjulmand

  • 2020-: Landstræner for Danmark
  • 2016-2019: FC Nordsjælland, cheftræner
  • 2014-2015: Mainz 05, cheftræner
  • 2011-2014: FC Nordsjælland, cheftræner
  • 2008-2011: FC Nordsjælland, first team coach
  • 2006-2008: Lyngby, cheftræner
  • 2003-2006: Lyngby, ITU-træner
  • 1999-2003: Lyngby (U18)

Bachelor i idræt fra Københavns Universitet. Studier i sportsmanagement, University of North Florida

Aktiv karriere i Randers FC, Herlev og B93. Stoppede som 26-årig på grund af skader.

Født i 1972. Bosat i Lillerød og gift med Vibeke. Parret har tre børn.

Jo tidligere på året barnet er født, des mere udviklet er det rent fysisk. På den måde var talentudviklingen en selvopfyldende profeti, hvor de ældste børn havde en fordel.

Men kronologisk alder er ikke det samme som biologisk alder, understreger Kasper Hjulmand:

”Dem, der er født i årets sidste kvartal, og som udmærker sig på banen, bliver virkelig gode. Fordi de kompenserer for deres mindre fysik med bedre teknik.”

Erhvervslivet skal på samme måde passe på med ikke at se for snævert, når de ansætter nye medarbejdere.

Researchen viste også, at forældre forstærker følelsen af, at fodbold handler om at vinde: Når man beder børn prioriterer, hvor vigtigt ”at vinde” er for deres lyst til at spille fodbold, bliver det placeret på en 13. plads – mens forældrene placerer ”vinde” på en 3. plads.

Pointen er, at du som leder går glip af skjulte helte og talenter, hvis du fokuserer for meget på resultater. Fordi du dræber lysten til at dygtiggøre sig. 

”Guldet skabes i hverdagen – i den daglige træning. Erhvervslivet skal træne noget mere,” siger Kasper Hjulmand.

En del af noget større

Kasper Hjulmands ledelsesmæssige udgangspunkt stammer fra 2015, da han stoppede i den tyske bundesligaklub Mainz 05 – tidligere end forventet.

Kasper Hjulmand holdt foredrag for medlemmer og kolleger. Arrangementet var et tilbud fra Finansforbundet.

Find arrangementer og kurser

Du kan få ny viden og inspiration på et morgenmøde, gå-hjem-møde, webinar, udviklingsforløb og meget mere.

Se listen over arrangementer og kurser for dig, som er ansat i den finansielle sektor. 

”Jeg var desillusioneret. Og endte med at sige til mig selv: Jeg kommer aldrig til at gå på kompromis med at vinde. Men hvordan kan jeg gøre noget godt for andre?”

Så da Kasper Hjulmand vendte tilbage til jobbet som cheftræner i FC Nordsjælland, blev spillerne pludselig mødt med spørgsmålet: ”Hvad spiller du for? Altså, ud over at vinde.”

Projektet med at få genrejse landsholdsfodbold greb han an på samme måde: Ud over at vinde skulle landsholdet samle og inspirere nationen. Og vejen dertil var opbygningen af en ny identitet med udgangspunkt i, hvad der kendetegner Danmark.

I erhvervslivet ville man kalde det for ”rebranding af virksomheden.” For DBU handlede det om at genskabe kontakten til befolkningen, kunderne.

Alle virksomheder kan lære af landsholdsfodboldsproces, mener Kasper Hjulmand:

”I fodbold kalder vi det bare for en spillestil. Når vi ved, hvem vi er, hvordan vi er, hvordan vi leder og så videre – så bliver det let at afgøre, hvem der hører til på holdet. Så skal vi bare give det tid til at virke.”

Seneste nyt