Fra banken til banen: Med Peter Straarup i røret til træning

I 2011 forlod Brøndbys træner Niels Frederiksen et job som underdirektør i Danske Banks HR-afdeling for at hellige sig jobbet som fuldtidstræner i Superligaen. Kunne han have lyst til at vende tilbage til bankverdenen?

Han tænker sig kort om.

”Det har jeg da helt sikkert tænkt nogle gange. Jeg vil heller ikke udelukke, at jeg på et tidspunkt siger ”nu har jeg egentlig prøvet det med fodbolden. Nu vil jeg prøve at bruge de andre kompetencer, jeg har”. Måske kunne jeg også bruge noget af det, jeg har herfra og fra tidligere og se, om det kan sættes sammen og bruges til noget?” siger Niels Frederiksen.

Vi sidder over for hinanden, nedsunket i hver vores sortpolstrede, meget kasseformede, lænestol i et hjørne af foyeren på Brøndby Stadion, hvor han de seneste tre og et halvt år har haft titel af cheftræner med et dansk mesterskab til følge.

En lukket dør få meter fra stolene gør, hvad den kan for at holde basrytmerne fra spillernes fitnessrum tilbage. Det lykkes ikke særlig godt.

Træneren er iført en grå Hummel-hoodie med ”NF” på højre bryst og et Brøndby IF-logo på venstre, sorte træningsbukser og sorte crocks. Der er ikke meget Danske Bank-underdirektør over ham eller omgivelserne lige dér.

Det er fredag eftermiddag, den 11. november.

Om to dage taber Brøndby 0-2 til Viborg i årets sidste superligakamp.

Om tre dage meddeler Brøndby, at samarbejdet med Niels Frederiksen stopper. Måske vidste han det allerede den fredag eftermiddag. Men i det, der blev hans sidste større interview som Brøndbytræner, gav han ikke indtryk af det.

Fra talknuser til HR-chef

Frederiksen er født og opvokset i Odense og spillede som barn og ung fodbold i B1913. Han blev senere ungdomstræner i klubben, da de manglede én, og han alligevel var der tit. Det lå også ret praktisk tæt på universitetet, hvor han læste økonomi, så i stedet for at tage hjem efter undervisning, gik han over i klubben.

”For mig blev det en afveksling i forhold til at have noget andet end bare studiet,” fortæller han.

Det behov for at have ”noget andet” hang ved, så han fortsatte med trænerarbejdet, da han flyttede til København for at arbejde i Danske Bank som analytiker. Renter, inflation, prognoser. Pile op, pile ned. Alt det, som traderne skulle vide for at gøre deres job. Men lysten forsvandt.

”På et tidspunkt interesserede det mig ikke længere så meget, om forbrugerpriserne steg 2,1 procent eller 2,3 procent. I stedet kom jeg til HR, hvor jeg var i en del år. Jeg har altid syntes altid, det var interessant med ledelses- eller talentudviklingsdelen. Hvordan motiverer vi? Havde man rigtige succeser? Og brugte man løn- og bonuskronerne rigtigt? Det var noget, vi arbejdede meget med i HR på det tidspunkt, og vi fulgte op på bankens HR-strategi baseret på data-analyse og evidens. Koblingen fra det datadrevne, som jeg kom fra, og til HR var spændende,” forklarer Niels Frederiksen.

Den tilgang har han med egne ord ”taget med fra finansverdenen”: Alle spillere i Brøndby bliver filmet og målt i alt, hvad de laver til træning og i kampe, hvilket giver en enorm mængde data.

”Jeg kan måle alt på dem. Derfor er det relativt nemt at sætte nogle mål op og evaluere på dem, men der er jo nok ikke nogle bankfolk, der vil synes, at det er særlig interessant med et kamera, der følger med i alt, hvad de laver,” siger Frederiksen.

”En sindssyg periode”

Sideløbende med bankkarrieren fyldte fodbold også mere. Han blev ungdomstræner i B93 og senere talentchef. Allerede her kneb det med at få døgnets 24 timer til at indeholde to job. Han blev U19-træner i Lyngby Boldklub, så talentchef, og da den danske EM92-helt Henrik Larsen i foråret 2009 blev fyret som cheftræner, overtog økonomen sit første seniormandskab på eliteniveau.

De følgende 15 måneder dobbeltjobbede Frederiksen som cheftræner i 1. division og underdirektør i Danske Bank. Da oprykningen til superligaen i 2010 var en realitet, skulle der geares ned.

Niels Frederiksen tog orlov fra banken. Det har indtil nu i hvert fald været historien.

”Jeg bildte alle journalister ind, at jeg tog orlov, men det passede ikke. Det sjove var, at der nogle gange var journalister ude i Lyngby, når vi havde trænet, hvor jeg gik rundt i skjorte og slips. De spurgte, hvor jeg skulle hen? ”Ud og møde nogle sponsorerer”, sagde jeg, men i stedet tog jeg på arbejde i banken,” siger han og forklarer, at det havde virket useriøst med en superligatræner, der også havde et andet job ved siden af.

”Jeg gik tit rundt på træningsbanen med mobilen i lommen. En dag ringede Peter Straarup midt i det hele. Jeg havde et notat, som skulle i bestyrelsen, og jeg vidste, han ville ringe for at give en tilbagemelding, og så rendte jeg rundt på en fodboldbane med ham i røret. Det var lidt surrealistisk og ikke optimalt for nogle parter,” smågriner Niels Frederiksen om det år, han kalder ”en sindssyg periode”.

Efter det første superliga-år gjorde han regnebrættet op og nåede efter frem til, at trænervejen trods ”virkelig god behandling i banken” skulle have en chance. Han nåede også at komme forbi Esbjerg, inden han efter fire år som dansk U21-landstræner i sommeren 2019 tiltrådte som cheftræner i Brøndby.

Høje tinder og dybe dale

Der er åbenlyse forskelle på at være leder i banken og på banen, forklarer han. Den største er, at bankverdenen er rationel, hvor man tænker langsigtet, og beslutninger er baseret på rationelle overvejelser og analyser. I fodboldverden kan man ikke styre præstationerne. Mange beslutninger er meget kortsigtede, og følelser spiller en rolle, selv om data i høj grad fylder mere.

Det giver nogle kulturforskelle.

” Fodbold er som at aflægge kvartalsregnskab hver weekend, men det er marginaler, der gør forskellen på succes og fiasko. Når jeg gik til et møde i banken, var det sjældent, at det gik helt galt, men på fodboldbanen kan jeg gøre alt rigtigt op til en kamp og alligevel tabe 1-0, fordi der er så mange tilfældigheder involveret. På den måde er det at være fodboldtræner ledelse i tiende potens, fordi det hele bliver sat på spidsen. Vi forstår at fejre her-og-nu-succeserne i fodbold, og jeg tror aldrig, jeg er gået hjem fra banken i så glad en stemning, som jeg gør herude fra, når vi har vundet en kamp. Men jeg er heller aldrig gået hjem fra banken i så trist en stemning, som jeg gør, når vi har tabt,” siger han og peger på presset, der følger med begge job men på forskellige måder.”

”Noget af det, der pressede mig i banken, var, at jeg aldrig syntes, jeg blev helt færdig med en opgave. Vi kunne altid lige bruge lidt ekstra tid på de. Vi talte om, at vi skulle blive bedre til at sige ”nu er det, som det er, og det bliver ikke bedre”. Vi skulle blive bedre til at være tilfredse og stoppe, for den lille marginal, du forbedrer det med i forhold til den tid, du bruger, er ikke det værd. Herude har vi en deadline hver søndag. Der er fokus på resultatet, og når kampen begynder, kan jeg ikke gøre mere. Så skal der eksekveres,” forklarer Niels Frederiksen.

Der er en tredje markant forskel: Tonen blandt konkurrencemennesker.  

”Der kan altså blive råbt så højt i omklædningsrummet, at de kommer ud med midterskilning. Det vil man nok ikke gøre på et personalemøde inde i banken,” lyder vurderingen fra HR-chefen.

Tilbage til banken?

Livet som fodboldtræner kan dog alligevel noget, selv om der er mange ulemper, der følger med. Presset på ham fra fans og medier er de seneste måneder taget til, fordi Brøndby i tabellen er langt fra toppen, men i point reelt kun en sejr eller to derfra. En del vil gerne have ham fyret. Det har han bemærket.

Fan-reaktioner vænner man sig til, men det kan godt blive for dumt til hans temperament, siger han.  

”Jeg har det virkelig, virkelig svært med inkompetence, og når alle mandagstrænerne gør sig kloge på ting, de faktisk ikke aner en skid om. I modgangstiderne er der jo ikke grænser for, hvor dumme vi alle sammen er, men jeg har endnu ikke læst noget, som vi ikke har overvejet 10.000 gange,” siger Niels Frederiksen.

Af samme grund har han på opfordring fra klubbens kommunikationsafdeling ikke brugt sin Twitter-profil, siden han begyndte i Brøndby. ”Det var gået amok”, mener han. Men med alt det pres og kritik, hvorfor gider man så overhovedet være træner i en af landets mest eksponerede klubber?

”Pulsen. Alt det, der sker. At det går stærkt. At der er noget på spil. Vi skal eksekvere hver weekend. Adrenalinen pumper. Fansenes og spillernes følelser. Journalisternes sindssyge spørgsmål. Men på et eller andet tidspunkt kan du også få nok af det, hvis ikke du finder glæden ved udviklingen af spillerne og holdet og det, der sker, når vi kæmper om point. Så for mig er det den balancegang, som jeg ikke ved, hvornår lukker ned, og hvor jeg siger: Så er det nok. Stop.”

Mandag den 14. november blev der sagt stop. Om det atter bliver banken eller banen, må tiden vise.