Menu luk

Flere finansansatte på kandidatlisten til Velliv-repræsentantskab

Bor du vest for Storebælt og er du medlem af Velliv Foreningen ligesom 370.000 andre pensionskunder? Så kan du stemme til Velliv Foreningens repræsentantskab, hvor valget er åbent fra i dag og de næste 14. dage. Flere finansansatte er på kandidatlisten.

28. feb. 2022
1 min

Repræsentantskabet i Velliv Foreningen er øverste myndighed og består af ca. 50 repræsentanter fra hele Danmark. Repræsentantskabet fastlægger rammerne for foreningens arbejde, og der er valg til repræsentantskabet hver andet år på skift i regionerne øst og vest for Storebælt.

Hvis du er medlem – som man automatisk er, hvis man er kunde i Velliv – kan du frem til den 14. marts 2022 stemme til repræsentantskabet i Velliv Foreningen. Kandidaterne er med til at beslutte, hvordan foreningen skal udvikle sig de næste fire år, for det er repræsentantskabet, der sætter rammerne for ejerskabet af Vellivs, fremtidige medlemsaktiviteter, som f.eks. bonusudbetalinger og almennyttige aktiviteter, der fremmer mental sundhed.

Både i Region Nordjylland, Midtjylland og Sydanrmark er der finansansatte kandidater til repræsentantskabet. Det glæder Finansforbundets formand Kent Petersen, der selv som repræsentantskabsmedlem og nuværende næstformand har været med i etableringen af Velliv Foreningen i 2015.

’Jeg vil klart anbefale, at man som medlem af Velliv bruger sin demokratiske ret til at tage stilling til de kandidater, der stiller op til repræsentantskabet for at gøre en forskel for Velliv Foreningen, for medlemmerne og for vores samfund. Jeg vil også gerne anbefale, at man kigger efter gode kolleger i sektoren blandt kandidaterne, for det glæder mig, at flere finansansatte gerne vil ind og gøre en demokratisk forskel for deres kolleger igennem repræsentantskabet’, siger Kent Petersen.

Du kan læse mere om valget her: https://www.vellivforeningen.dk/for-medlemmer/valg-2022/ og som stemmeberettiget får du også direkte besked.

Seneste nyt