Menu luk

Finansforbundet ansøger om medlemskab af FH

Finansforbundets landsmøde har i dag 20. april besluttet at ansøge FH om at veksle det strategiske samarbejde mellem de to organisationer til et egentligt medlemskab. 'Det er simpelthen den rigtige løsning, hvis vi skal varetage vores medlemmers interesser bedst muligt', siger Kent Petersen, formand for Finansforbundet.

20. apr. 2022

167 ud af 190 stemmer fra de delegerede ved Finansforbundets landsmøde var for indstillingen fra forbundets hovedbestyrelse om, at Finansforbundets strategiske samarbejde med Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) bør veksles til et egentligt medlemskab.

’En rigtig stor del af den politiske indflydelse, der er nødvendig for i sidste ende at skabe værdi for vores medlemmer, bliver til i fællesskab og gennem relationer. Det er helt en central del af arbejdet for os i vores organisation, og uanset hvordan man vender og drejer det, har FH på relativt kort tid vist sig som et afgørende og stærkt talerør for lønmodtagerne i Danmark. Derfor har vi løbende styrket det strategiske samarbejde med FH, og det er nu også et naturligt næste skridt at indtræde som medlemmer. Det er jeg glad for, at det repræsentative demokrati i vores organisation står solidt sammen om', siger Kent Petersen, formand for Finansforbundet.

Finansforbundet har i en periode stået uden for en hovedorganisation, men var tidligere medlem af hovedorganisationen FTF.

’Vi har arbejdet strategisk sammen med FH i et stykke tid omkring de mange, fælles politiske dagsordner, der er vigtige for begge organisationer. I et så bredt fællesskab er vi ikke enige om alting, og det har vi naturligvis også diskuteret grundigt, men vi tror også på, at det er bedre at sidde med omkring bordet end at stå uden for døren. FH er en stærk og rigtig relation for os, hvis vi skal gøre en forskel omkring arbejdsmiljø, videre- og efteruddannelse, digitalisering og de mange andre områder, hvor vi skal varetage vores medlemmers interesser bedst muligt. Det er naturligvis det helt afgørende pejlemærke for os’, siger Kent Petersen

Ansøgningen skal behandles af FH’s hovedbestyrelsen før medlemskabet kan blive en realitet.

Kontakt

61 20 42 14

Kristian Lind

Politisk kommunikationsansvarlig

kl@finansforbundet.dk

Hvad skal medlemskabet egentlig bidrage til?

Medlemskabet vil styrke Finansforbundets politiske indflydelse på områder, der har relevans vores medlemmer.

Det gælder lovgivning inden for f.eks. digitalisering og arbejdsmiljø, hvor vi i kan lave aftaler direkte med arbejdsgiverne, men hvor rammerne kommer fra politisk hold nationalt og internationalt.

Finansforbundet har også historisk været medlem af en hovedorganisation, fordi fællesskabet giver gennemslagskraft, når det kommer til at varetage vores medlemmers interesser gennem adgang til politiske indflydelse, viden og samlet indsats på tværs i fagbevægelsen

Hvordan kommer medlemskabet til at berøre medlemmer og tillidsvalgte?

For at varetage vores medlemmers interesser, søger Finansforbundet indflydelsen der, hvor vi kan gøre en forskel.

Der er mange steder, hvor vi mere direkte kan påvirke vilkårene i sektoren, men megen lovgivning handler ikke specifikt om den finansielle sektor, og her er det sværere for os at sætte aftryk.

Derfor kommer medlemskabet til at gøre en forskel på længere sigt - men man kommer som medlem ikke til at mærke det lige nu og her i dagligdagen.

Vi er naturligvis stadig den samme selvstændige organisation med de samme grundlæggende holdninger.

Betyder samarbejdet, at Finansforbundet skal mene det samme som FH?

Nej. Vi er helt vores egen organisation – og det bliver vi ved med at være – også selvom vi træder ind i FH.

På nogle områder vil vi have en større gennemslagskraft, fordi vi via FH kan rejser temaer og sager, som vi kan løfte i fællesskab.

Medlemskabet ændrer ikke grundlæggende på, at vi er Finansforbundet, og at vi har de holdninger, vi har.

Påvirker et medlemskab af FH vores ret til at indgå og forhandle overenskomster?

Nej. Ved medlemskab af FH vil vi fortsat bevare vores forhandlingsret over for FA og overenskomstindgåelsen på det finansielle område.

FH forhandler ikke overenskomster for deres medlemsorganisationer. Og et medlemskab vil heller ikke normere eller begrænse Finansforbundets eller kredsenes frie autonomi.

Hvad med den partipolitiske uafhængighed?

Finansforbundet arbejder altid partipolitisk uafhængigt, men søger politisk indflydelse for at gøre en forskel for vores medlemmer.

FH er også partipolitisk uafhængig. I FH’s vedtægter hedder det under ’Formål og værdier’ i § 2:  ’FH samler Danmarks faglige organisationer for at skabe et solidarisk og demokratisk samfund med job og uddannelse til alle, kvalitet i velfærden og et godt arbejdsliv. FH er partipolitisk uafhængig.’

Finansforbundet sagde jo nej til fusionen af FTF og LO for ikke så lang tid siden. Hvad har ændret sig fra dengang og til nu?

I forbindelse med fusionen mellem FTF og LO valgte vi at stå udenfor, fordi vi havde svært ved at se os selv i tegningerne til den fælles hovedorganisation, som den så ud dengang.

Situationen er en anden nu, hvor FH indtager en meget stærk position som den store lønmodtagerorganisation på en lang række områder med stærk politisk indflydelse.

FH ser også i dag anderledes ud, end da den blev skitseret tilbage i 2018.

Hvad er egentlig forskellen på en samarbejdsaftale - som der er nu mellem Finansforbundet og FH - og et medlemskab?

Det strategiske samarbejde i sig selv giver ret til at lytte og tale, men giver dog ingen formel indflydelse på beslutninger.

Aftalen har sikret samarbejde om centrale dagsordener, men altså ikke nogen mere formel, politisk indflydelse i FH. Egentlig politisk indflydelse følger med medlemskabet.

Hvad laver en hovedorganisation egentlig?

FH er en paraplyorganisation for 64 faglige organisationer med samlet ca. 1,3 mio. medlemmer.

Samarbejdet handler grundlæggende om at forbedre arbejdsforhold på de danske arbejdspladser ved bl.a. at understøtte medlemsorganisationer på forskellige områder og repræsentere lønmodtagere i trepartsforhandlinger.  

Derudover sker et løbende politisk arbejde for indflydelse: FH er den absolut stærkeste hovedorganisation med den mest privilegerede adgang til politikere, når det gælder varetagelsen af lønmodtagerinteresser bredt set.

Samme hovedorganisationsstruktur findes på arbejdsgiverside, og hovedorganisationerne spiller en helt afgørende rolle i den danske models virke, organiseringen af det danske arbejdsmarked og de store temaer omkring det.

Hvorfor er hovedorganistionsarbejdet relevant for Finansforbundet og vores medlemmer?

Helt overordnet: Fordi fællesskabet og samarbejdet giver bedre muligheder for at varetage medlemmerne interesser.

Der er mange steder, hvor vi i Finansforbundet har indflydelse på sektorens vilkår, men megen lovgivning handler ikke specifikt om den finansielle sektor, og her er det sværere for os at sætte aftryk.

Når det kommer til f.eks. hjemmearbejde – og den arbejdsmiljølovgivning, der gælder – eller til f.eks. digitalisering, kan vi kun aftale rammevilkår i sektoren et stykke hen ad vejen.

Varetager FH overhovedet interesser og sager, der har relevans for os?

Finansforbundet arbejder for at varetage vores medlemmers interesser, herunder også inden for samfundsudfordringer som f.eks. uddannelse, beskæftigelse, digitalisering og trivsel.

FH har øget fokus på digitaliseringen og efter- og videreuddannelse til hele arbejdsmarkedet. Hertil kommer vigtige dagsordner for vores medlemmers mentale trivsel, herunder nye regler for hjemmearbejde og fokus på det psykiske arbejdsmiljø.

Seneste nyt