Menu luk

Nominerede til ny pris: ”Vi blev nysgerrige på, hvorfor det hele virkede meget ens”

Der er få kvinder i ledelserne i finans. I Jyske Bank har et online netværk været med til at starte en debat om det. De tre kvinder bag netværket er nu nomineret til en pris.

For bare tre år siden var der ikke den store interesse for at tale om diversitet i Jyske Bank. Selvom det for mange var åbenlyst, at ledelsen manglede mangfoldighed. I dag er det helt anderledes.

”Det var ikke ond vilje, at ledelsen ikke anerkendte det som en udfordring. De så det bare ikke,” siger Marianne Lillevang, formand for Finansforbundet, Jyske Bank Kreds.

Den forskel hun og kollegerne Pia Sund Bundgaard og Stine Odgaard Ranum har gjort for at skubbe til kulturen i Jyske Bank, er så stor, at de er nominerede som Årets Medarbejdere til Danish Diversity Awards.

En pris, der uddeles af Goodtalks i samarbejde med Dansk Industri torsdag 10. juni.  

Læs mere om prisen her.

De tre nominerede har blandt andet taget initiativ til den interne kanal ’Mangfoldighed i Jyske Bank’, hvor mere end 10 procent af medarbejderne i dag er medlem. Samtidig har ledelsen helt op på direktionsniveau taget behovet for ændringer af kulturen til sig, og det er ikke længere tabu blandt medarbejdere.

”Vi er sindssygt stolte over nomineringen. Det viser, at det nytter. Og så er det også en stor anerkendelse af Jyske Bank, som i den grad er fortjent,” siger Pia Sund Bundgaard.

Kvinderne mener, at fokus på mangfoldighed er helt afgørende for bundlinjen. Især i de kommende år, hvor mange medarbejdere i banken går på pension, og udviklingen i finanssektoren er i rivende hast.

Stine Odgaard Ranum, Pia Sund Bundgaard og Marianne Lillevang er nominerede til Årets Medarbejdere ved Danish Diversity Awards

 ”Vores virksomhed er i en vild digital udvikling, og det handler om at sikre, at vi også fremover i Jyske Bank kan tiltrække forskellige profiler og have de kompetencer, der skal til, for at træffe de rigtige beslutninger og drive god bank og realkredit i morgen,” siger Stine Odgaard Ranum.

Stillinger blev ikke slået op

De tre mødte hinanden i 2017. Marianne Lillevang havde været i banken i mange år, mens Pia Sund Bundgaard og Stine Odgaard Ranum de seneste år havde arbejdet sammen i afdelingen Effektivisering, hvor de blandt andet arbejdede med forbedringskultur.  

”Vi fandt hurtigt hinanden i en fælles undren over, hvorfor det var så svært at tale om den helt åbenlyse mangel på mangfoldighed i ledelseslagene. Vi blev nysgerrige på, hvorfor det hele virkede meget ens,” siger Stine Odgaard Ranum.

Marianne Lillevang have tidligere drøftet det med ledelsen.

”På det tidspunkt var der slet ikke sat ord på det. Det blev sagt, at kvinder har lige så store muligheder som mænd, og når de ikke blev valgt, var det udelukkende på baggrund af kvalifikationer,” siger hun.

”Der var også noget med, at mange stillinger ikke blev slået op især over et vist ledelseslag. Det var naturligt at efterfølgeren til en lederstilling blev valgt af forgængeren. Og så er der risiko for, at man ubevidst vurderer den bedst mulige kandidat til at være én, der ligner en selv”, siger Pia Sund Bundgaard.

Vi tænkte: ”Det kan ikke passe”

Men Marianne Lillevang er også medarbejdervalgt i bestyrelsen, og der kunne hun mærke, at der begyndte at komme en forståelse for synspunktet om at øge diversiteten blandt medarbejdere og i ledelsen.  

Pia Sund Bundgaard og Stine Odgaard Ranum er i dag begge Scrum Masters og arbejder med forretningsudvikling og forbedringer og er vant til at arbejde kreativt for at opnå ændringer. Så de besluttede sig for at forsøge at ”få dialogen til at vokse nede fra og op”. De åbnede en kanal på Teams med titlen ’Mangfoldighed i Jyske Bank’.

”Vi ville have dialogen frem i lyset. Vi tænkte: Det kan ikke passe, at der ikke sidder flere derude og tænker det samme som os. Det vidste vi jo, at der gjorde. Men det var med lidt bæven, at vi trykkede på ’send’ på det indslag på intranettet med indbydelsen til at deltage i netværket,” siger Pia Sund Bundgaard.

"Det er et mega konkurrenceparameter. For hvad går vi glip af som virksomhed, hvis vi ikke får de rigtige kompetencer ind til at træffe de rigtige beslutninger".
- Marianne Lillevang, kredsformand for Finansforbundet, Jyske Bank Kreds

Gruppen fik hurtigt 300 medlemmer og har siden fået endnu flere. Medlemmerne spænder bredt fra den lokale tømrer til et medlem af direktionen.

Interview med bestyrelsesformanden

Det har været en stor styrke, at netværket har været en græsrodsbevægelse, og netop har favnet så mange forskellige medlemmer, mener de. Det har ikke været svært at finde relevante emner til de virtuelle udsendelser på kanalen.

Pia og Stine holdt blandt andet et webinar, hvor de interviewede Kurt Bligaard. Ikke i hans rolle som bestyrelsesformand, men ud fra hans egne positive erfaringer med mangfoldighed - også fra hans erfaring fra udenlandske virksomheder.

De afholdt også et webinar med det siddende direktionsmedlem Peter Schleidt, hvor de havde en snak om, hvad der optager direktionen indenfor mangfoldighedsagendaen, og om hvordan vi sammen kan styrke arbejdspladsen med flere perspektiver.

Et andet initiativ var et besøg af en fra konsulent fra Finansforbundet, der fortalte om udviklingen i sektoren, og medarbejderne blev inspireret med viden om fremtidens kompetencer i den finansielle sektor.

Meget mere end flere kvinder i ledelsen

Jyske Bank har gennem bankens offentlige profil på LinkedIn bakket op om de kvindernes nominering, og for Marianne Lillevang er det vigtigt, at det er endt med en fælles sag, der handler om bankens udvikling.

”Det er et mega konkurrenceparameter. For hvad går vi glip af som virksomhed, hvis vi ikke får de rigtige kompetencer ind til at træffe de rigtige beslutninger,” siger hun.

De tre kvinder har både arbejdet med input fra teams-kanalen og fra kredsens medlemsmøder rundt i landet.

De oplever, at de har haft gode debatter om mangfoldighed på mange niveauer.

Både om hvordan banken bliver mere attraktiv for unge, hvordan man ser på erfarne medarbejderes muligheder for fleksibilitet, og hvordan man sammen kan favne medarbejdere med andre sprog end dansk eller med helt nye kompetencer.

”De lavthængende frugter er flere kvinder i ledelse, men det stopper ikke der. Alle skal opleve at kunne bidrage med det, de nu er gode til. Når alt det spiller sammen, så afspejler det sig på bundlinjen,” siger Marianne Lillevang.

Seneste nyt