Menu luk

De store spørgsmål forbigået i valgkampen

Bankbashing er udeblevet i valgkampen denne gang. Til gengæld har formand for Finansforbundet, Kent Petersen, savnet fokus på dansk erhvervslivs vilkår.

31. okt. 2022
2 min

Når danskerne i dag sætter deres kryds, har de været vidner til en valgkamp, der på mange måder mangler substans. Det mener Kent Petersen, formand for Finansforbundet.

”De store spørgsmål, som presser sig på i kraft af verdenen omkring os, har stort set ingen opmærksomhed fået. Tv-debatterne har mest handlet om, hvem der er mulig statsminister”.

Erhvervslivet negligeret

Især synes han, det er påfaldende, at debatten om erhvervslivets vilkår har været fraværende:

”Det kan være fornuftigt nok at drøfte sundhedsvæsenet. Alle kan se, at der er en udfordring. Men for mig at se har det været lidt letkøbt at forsøge at vinde vælgere på det tema – og faktisk er sundhed mest regional- og kommunalpolitik”.

Hans vurdering er, at medierne også i høj grad har styret temaerne ved at søge ind i de spændinger og konflikter, der ligger omkring sundhedsvæsenet.

”Efter min bedste overbevisning burde vi også have talt mere sikkerheds- og forsvarspolitik i den nuværende situation”.

”Selvfølgelig er det rart, at vi ikke har set udskamning af finanssektoren, bankbashing, som ved foregående valg.”
- Kent Petersen, formand for Finansforbundet

Hvis han kunne have valgt et tema, ville han blandt andet gerne have haft fokus på den skatte- og afgiftspolitik, som dansk erhvervsliv kæmper med.

”Rammerne for erhvervslivet er jo fundamentet for både vækst og velfærd i fremtiden. Verden udvikler sig udenfor Danmarks grænser, og vi er nødt til at forholde os konstruktivt til det, hvis vi vil bevare og udvikle det samfund, vi har”.

Et andet tema, han gerne havde set behandlet meget mere indgående, er digitalisering:

”Der er mange udfordringer på det felt, som påvirker hele vores samfund, og hvor finanssektoren også har en vigtig rolle. Digitalisering og data kommer kun til at fylde mere, og der er masser af elementer, som vi er nødt til at få en oplyst debat om, fordi de påvirker stort set alle dele af vores liv”.

Blandt andet mener formanden, at vi herhjemme er nødt til at forholde os til det digitale univers ‘Metaverset’.

Det beskrives som den næste generation af internettet, såkaldt web 3, og forudsiges at få en stor plads i fremtidens finansielle økosystem.

”Det har potentiale til at skabe en kæmpe forandring, hvor danske virksomheder kan komme til at kæmpe med Metaverset om arbejdskraften. Derfor skal vi forholde os til det allerede nu”.

Forandret syn på finanssektoren

Selv om der således var mange emner, der fik for lidt opmærksomhed i formandens optik, er der også plusser:

”Selvfølgelig er det rart, at vi ikke har set udskamning af finanssektoren, bankbashing, som ved foregående valg. Opfattelsen af den finansielle sektor er tydeligvis under forandring til det bedre i al almindelighed”, vurderer Kent Petersen.

Det kan øge muligheden for at komme igennem med sektorens synspunkter og holdninger på den anden side af regeringsdannelsen:

”Vi er ved at skabe os en bedre plads til som branche at give til kende, hvad vi mener, og hvordan vi bidrager til samfundet. Det er en langt, sejt træk, for det komplicerede er ikke at råbe op, men at få nogen til at lytte”.

Seneste nyt