Unge vil fagforeningen – de ved det bare ikke

Chokolade, juice, termokopper, gratis medlemskab og rabatordninger på forsikringer. Der diskes op og kræses for de unge, potentielle medlemmer, når fagforeningernes hverveteam møder op på uddannelsesinstitutioner for at fortælle kort og fængende om fordelene ved at være organiseret.

Det er en nødvendig kombination af charmeoffensiv og oplysningskampagne, for organisationsgraden blandt ledige og beskæftigede lønmodtagere er faldet fra 73 procent i 2000 til knap 65 procent i 2018, viser en analyse fra februar i år fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier. I flere årtier har stadig færre unge meldt sig ind i en fagforening.

Fagbevægelsen deler den udfordring, det er at indfange og især fastholde unge, men det er bestemt ikke, fordi de 16-29-årige ikke vil fællesskabet, siger Laust Høgedahl. Han er arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet og har interesseret sig særligt for unges tilknytning – eller mangel på samme – til fagforeninger.

”Det er fuldstændig en myte, at unge skulle være egoistiske og uinteresserede i fællesskab. Der er intet forskningsmæssigt, der giver belæg for, at det har været tilfældet på noget tidspunkt. Tværtimod viser blandt andet deres engagement i frivilligt arbejde, at de rigtigt gerne vil fællesskaber og solidaritet”.

Lydhøre unge

Det oplever chefanalytiker i Danske Bank Tommy Rosenlind også. Han har som områdetillidsrepræsentant mange års praktisk erfaring med at tage kontakt til nyansatte, potentielle medlemmer:

”Min oplevelse er, at unge i de senere år igen er blevet mere modtagelige for de klassiske værdier, der ligger i fagforeninger. Jeg tror, det hænger sammen med det fokus, der er på det bæredygtige og den solidaritet og styrke, der ligger i at gøre ting sammen – både når det gælder affaldssortering, og når det gælder fagligt fællesskab”.

Tommy Rosenlind har gode erfaringer med at hverve de unge, og han er meget bevidst om, hvordan det skal gøres.

”De unge kender ofte ikke historien om fagbevægelsen og ved ikke, hvilken rolle den har spillet i opbyggelsen og bevarelsen af vores fine velfærdssamfund. Når jeg fortæller om det i korte træk, møder jeg lydhørhed og interesse”, siger områdetillidsrepræsentanten, der som søn af håndværkere voksede op med, at fagforening er noget helt basalt og naturligt.

”Da jeg selv blev bankelev for mange år siden, fik jeg en kontrakt og skulle samtidig lige skrive under på at være medlem af fagforeningen. Det er ikke længere lige naturligt for alle, men jeg har aldrig været bange for at sælge medlemskabet ind til nyansatte. Vi har meget at byde på”.

Bugnende hylder

At der er meget godt på hylderne i fagforeningerne, får Tommy Rosenlind ubetinget opbakning til hos arbejdsmarkedsforsker Christian Lyhne Ibsen, Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier.

”Produkterne på hylderne er verdensklasse, og lønmodtageres forhold herhjemme er de bedste i verden. Det skal stå klokkeklart for de unge lønmodtagere, at det ikke er kommet af sig selv, at arbejdsgiverne ikke ville have tilbudt disse forhold, hvis det ikke havde været for forhandlingen med fagforeningerne. Det ved mange unge ikke”.

Samtidig melder mange unge sig ind i en af de såkaldte gule fagforeninger, som typisk ikke indgår overenskomster og ikke har tillidsvalgte.

”Det skyldes formentlig ofte, at de unge ikke skelner mellem de forskellige fagforeninger og ikke ved, at goder og rettigheder på arbejdsmarkedet er sikret af de traditionelle fagforeninger. Derfor vælger de den billigste mulighed. Selv om der naturligvis også kan ligge ideologi og politisk tilhørsforhold bag”, siger arbejdsmarkedsforskeren.

Mangler tilhørsforhold

En anden delforklaring kan være, at unge står over for et andet arbejdsmarked end tidligere generationer og i gennemsnit kan se frem til over 30 forskellige job i løbet af et arbejdsliv. Derfor ser de sig ikke på samme måde knyttet til hverken en enkelt arbejdsplads eller et enkelt fag, og dermed har de heller ikke samme faglige identitet eller klare billede af, hvilken fagforening de tilhører.

Til gengæld viser amerikansk forskning, som arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl står inde for kan overføres til danske forhold, at en tidlig tilknytning til en fagforening meget ofte er lig med en varig tilknytning.

”Derfor er uddannelsesinstitutioner et oplagt sted for nogle fagforeninger at tage kontakt til de unge – som blandt andre Finansforbundet gør. Ikke alle fagforeninger har samme oplagte mulighed, fordi de ikke på tilsvarende måde har koblinger til specifikke uddannelser”.

Også nyansatte unge er ofte meget modtagelige for forslag om medlemskab, siger han:

”Når unge bliver spurgt, om de vil være med i en fagforening – specielt hvis de bliver spurgt af nogen, de har et tilhørsforhold til, som deres kollega eller tillidsmand – vil de ofte gerne. Grunden til, at de unge ikke er organiseret i så høj grad, er primært, at de ikke bliver kontaktet så meget som andre dele af arbejdsmarkedet, blandt andet fordi de ofte skifter job”.

Særlige tilbud

Noget af det, der kan få unge til at melde sig ind, er særlige fordele. Det kan for eksempel være billige forsikringer, som Finansforbundet tilbyder. Som Christian Lyhne Ibsen konstaterer, så giver sådanne rabatter økonomisk mening for dem, fagforeningen ikke kan nå med andre argumenter, og Laust Høgedahl siger:

”Forsikringer er noget af det, de unge bider på – det er noget, de kan forstå, mens fagforeninger som sådan og værdien af at være med i en er noget mere uklart”.

Laust Høgedahl mener, at fagforeningerne har en opgave liggende i form af at formidle deres egen historie og værdi tydeligere. Det er Christian Lyhne Ibsen helt enig i, for selv om fagforeningerne er blevet gode til at få unge i folden med gratis eller billige medlemskaber, er det svært at fastholde dem, når de skal i gang med at betale.

”I hvert fald nogle af de gamle logikker for at stå i fagforening virker ikke på samme måde på de unge. Hvad skal være deres rationale for at tilknytte sig, når de ikke ser sig selv havne i et klassisk overenskomstdækket job? Det kræver en kæmpestor kommunikationsindsats om, hvad fagforeninger gør for samfundet, hvad en overenskomst er, og hvorfor det er vigtigt”.

Ellers er det for nemt at konkludere, at det nok ikke er nødvendigt at være med i en fagforening:

”Der er nogle modsatrettede tendenser i tiden, men i de seneste 40 år har stadig flere arbejdstagere fundet frem til, at de godt kan stå alene. Samtidig kan man jo være gratist, man kan få goderne og er dækket af overenskomsten uden at betale for et medlemskab”.

Nye muligheder

Men unge er faktisk villige til at betale for medlemskab, når de begynder at få en løn, viser Laust Høgedahls forskning:

”Fagbevægelsen kollektivt har det problem, at når unge læser og er mellem uddannelser, er de ikke så interesserede i at bruge penge på fagforening. Men de er absolut villige til at betale, når de får råd, hvis de først er om bord”.

Det kræver en indsats fra fagforeningen at få følelsen af at være om bord til at indfinde sig. For eksempel kan det være oplevelsen af at få god hjælp, når man henvender sig. Fejler fagforeningen i en sådan situation, er det unge medlem tabt, konstaterer Christian Lyhne Ibsen:

”Fagforeninger skal eddermame være skarpe, når de unge henvender sig for at få hjælp første gang, ellers er de ude af butikken igen. Så det er nødvendigt følge meget med og at spørge dem løbende, hvad deres oplevelse er, om de er tilfredse – og hvis ikke, hvad de så savner. De er ikke trofaste”.

Laust Høgedahl tror, at en indsats på tværs af fagforeninger, for eksempel i form af en fælles digital indgangsport med indhold henvendt til unge, kunne vække mere appel:

”Jeg ved godt, det ville være utraditionelt, men et bredere samarbejde kunne være vejen til at få flere unge medlemmer”.

En anden mulighed kunne være at arbejde med at give mere plads til de unge:

”Fagforeninger kunne for eksempel give de unge mulighed for at deltage mere aktivt i projekter og cases, bruge den energi, de også bruger ved frivilligt arbejde. De vil generelt gerne gøre noget godt og engagere sig, men uden at det forpligter for meget, og uden at de først skal igennem en større demokratisk proces, som er typisk for fagforeningers ageren”.

En ny nødvendighed

Selv om stadig flere unge arbejdstagere står uden for en fagforening, er der også tendenser, der kan bære udviklingen i den modsatte retning. De omfatter corona, som sugede normaliteten ud af hverdagen, og den markante bæredygtighedsdagsorden. Hvordan, og om det vil påvirke tilslutningen til fagforeninger, er uvist, siger Christian Lyhne Ibsen, men måske kan det have en positiv effekt på organisationsgraden:

”Det var følelsen af at være udsat og udnyttet, der oprindeligt førte arbejderklassen mod fællesskabet. Hvis de aktuelle kriser – som klimakrise, corona og tendenser til større grad af ulighed – skaber en grundlæggende usikkerhed blandt mange, har fagforeningerne måske muligheden for at levere kollektive svar på udfordringerne – og opleve ny vækst”.