Menu luk

Planlæg pauser, når du arbejder hjemme

Effektiviteten er skyhøj, når finansansatte arbejder hjemme og ikke udsættes for naturlige forstyrrelser fra kolleger som på kontoret. Men manglende pauser og for lidt bevægelse i løbet af arbejdsdagen kan gå ud over dit helbred, siger seniorkonsulent Jasper Lorentzen fra Finansforbundet.

26. jan. 2021
4 min

Seniorkonsulent Jasper Lorentzen, der er specialist i arbejdsmiljø og ansvarlig for Finanssektorens arbejdsmiljøuddannelse, har de seneste måneder talt med flere medlemmer, der klager over smerter i nakke, skuldre og ryg, i forbindelse med at de arbejder hjemme som følge af coronasituationen.

”Smerterne kan hænge sammen med, at hjemmearbejdspladsen ikke er ergonomisk korrekt. Men de kan også hænge sammen med, at man glemmer at holde pauser i løbet af dagen, hvor man får bevæget sig. Vi ved, at finansansattes effektivitet er meget høj, når de arbejder hjemme, måske delvist fordi de ikke udsættes for naturlige forstyrrelser fra kollegerne som på kontoret”, siger Jasper Lorentzen.

”Problemet er bare, at vi ofte glemmer at holde pause, fordi vi ikke længere har alle de uformelle møder ved kaffemaskinen eller på gangen”, siger han og opfordrer derfor til, at man aktivt planlægger pauser, når man arbejder hjemme.

”Det er vigtigt at restituere, at få bevæget sig – ved at gå en tur eller ved for eksempel at lave nogle elastikøvelser eller løfte håndvægte – og komme væk fra skærmen. Mange undersøgelser viser, at motion i arbejdstiden har en positiv effekt for helbredet”, siger Jasper Lorentzen.

Konditionstræning er godt for hjerte og kredsløb og forebygger nogle af de livsstilssygdomme, der følger med en stillesiddende adfærd, og styrketræning kan reducere smerter, som mange døjer med. Det er selvfølgelig ikke alle, som kan eller gider dyrke målrettet træning i arbejdstiden, men alle de små ting med bevægelse involveret tæller, påpeger Finansforbundets konsulent.

Lederen skal gå forrest

Det er oplagt at planlægge fælles pauser med sit team eller sin afdeling, hvor man sørger for at røre sig fysisk. Der findes mange videoer med øvelser på internettet, og en del arbejdspladser har deres egne tilbud om fysiske øvelser til medarbejderne.

”Problemet med træning på arbejdspladsen er dog, at det ofte står og falder med, at nogle medarbejdere frivilligt påtager sig at organisere det, og så er der en risiko for, at det efter noget tid går i stå. Hvis lederne går forrest og prioriterer bevægelse og fysiske øvelser i forbindelse med nogle faste møder eller tidspunkter og yder en fokuseret indsats og accepterer, at nogle bruger arbejdstid på at koordinere det, så vil det blive stærkere implementeret”, mener Jasper Lorentzen.

Social isolation

På Finanssektorens arbejdsmiljøuddannelse, som Jasper Lorentzen står for, er et af de andre emner blandt arbejdsmiljørepræsentanterne for tiden den ensomhed, som mange finansansatte føler ved at arbejde hjemme og være fysisk afskåret fra deres kolleger.

”Mange savner det sociale samvær, selvom der gøres mange gode tiltag for at være sammen online, og derfor føler de sig ensomme. Hvis man oven i dette glemmer at bevæge sig og at holde pauser i løbet af arbejdsdagen, fordi man er pligtopfyldende og gerne vil gøre sit arbejde godt, kan det ende galt”, siger Jasper Lorentzen.

Arbejdsgiveren er ansvarlig for din hjemmearbejdsplads

I en normalsituation – hvor der fx ikke er corona-pandemi - har arbejdsgiveren ansvaret for, at det nødvendige inventar er til stede, så du kan arbejde hjemme uden at blive udsat for belastninger, der går ud over dit helbred eller din sundhed. Som minimum skal man have et bord, som passer til ens højde, en god kontorstol samt en skærm og et tastatur, som er adskilte, og en computermus. Det duer ikke at sidde og arbejde ved en bærbar pc, hvor der ikke er sluttet en ekstern skærm til. Det vil i længden belaste dine skuldre og nakke voldsomt.
”De præcise krav til inventaret kan man læse om i Arbejdstilsynets bekendtgørelse om skærmterminaler og vejledningen om skærmarbejde”, påpeger Jasper Lorentzen, seniorkonsulent i Finansforbundet.

Nogle medarbejdere efterspørger en printer på deres hjemmearbejdsplads. Den har dog intet med ergonomi at gøre og er derfor i udgangspunktet ikke omfattet af en hjemmearbejdsplads – men hvis man har en arbejdsfunktion, hvor en printer er meget vigtig, og hvor fraværet af en printer kan skabe stress eller mistrivsel, må man forsøge at få arbejdsgiveren til at stille den til rådighed. Ud fra et arbejdsmiljøperspektiv skal arbejdsgiveren blot stille de midler til rådighed, som gør, at man kan løse sit arbejde på en måde, der ikke belaster ens helbred eller sundhed.

Jasper Lorentzen opfordrer til, at arbejdsmiljøorganisationen i virksomheden involveres i dialogen om indretningen af hjemmearbejdspladsen, og at hjemmearbejdspladsen også bliver en del af arbejdspladsvurderingen. Det behøver ikke at omfatte besøg på medarbejdernes hjemmearbejdspladser, men kan ske via et spørgeskema til medarbejderne.

Seneste nyt