Menu luk

Nordea eksperimenterer med ’Kollega to go’

Anders Boll og Jane Pedersen fra Pension & Savings i Nordea har taget hul på en af de gåture, som medarbejdere i teamet skal gennemføre sammen med en tilfældigt udvalgt kollega en halv time om ugen for at skabe samhørighed. Projektet er en del af Future Work Lab, der undersøger nye veje til mental sundhed.

25. maj 2021
5 min

”Jeg glæder mig til at få mere kontakt til kollegerne igen, og gåturene skulle gerne hjælpe os på vej”.

Jane Pedersen arbejder i Pension & Savings i Taastrup og var en af de ansatte, der havde meget svært ved at give slip på hverdagen på kontoret, da coronaen tvang hende hjem.

Derfor passer det hende rigtig godt, at hun er med i et af to team, der nu er i gang med at afprøve en model for, hvordan samhørigheden med arbejdspladen og kollegerne kan genopbygges og forstærkes med eksperimentet ”Kollega to go”.

Det er udarbejdet af Future Work Lab, som finanssektorens parter og Velliv Foreningen står bag. En stribe forskere er tilknyttet, og formålet er sammen med virksomheder at gennemføre eksperimenter, der kan forbedre den mentale sundhed i fremtidens digitale arbejdsliv. Indtil videre er otte forskellige eksperimenter i gang eller undervejs, fortæller Signe Bjørg Lyck, projektleder for Future Work Lab:

”Når vi lytter til, hvad medarbejdere og ledere har brug for, er det faktisk ikke store og vilde forandringer, det handler om, men tværtimod mikroforandringer. Små forandringer i arbejdshverdagen, som til gengæld kan gøre en stor forskel for trivsel og motivation”.

I Nordea er omdrejningspunktet for eksperimentet altså ”Belonging”, og Jane Pedersen – som vi talte med kort før kickoffmøde for hele afdelingen – tror, at det vil have god effekt på den følelse at komme ud at gå med kollegerne.

Planen er, at medarbejderne skal gå to og to sammen en halv time en gang om ugen.

”Jeg plejer selv at gå ture med kolleger i frokostpausen indimellem, men det bliver jo let de samme kolleger, og det er heller ikke struktureret, som det bliver nu. Så jeg ser frem til at komme i gang med turene, det gør altid godt at komme ud, få en pause, frisk luft og en snak”, siger Jane Pedersen.

Hun har været med til at udarbejde forslag til ture i lokalområdet omkring kontoret, som kollegerne modtog i en pakke forud for eksperimentet sammen med en termokop og snacks til turene. Plus samtalekort, som er ment som en hjælp, hvis man har brug for inspiration til at få samtalen i gang.

Foto fra turen

Hendes teamleder, Anders Boll, fortæller, at man også vil opfordre til, at medarbejderne efter gåturen tager et billede sammen og lægger det op på det fælles teamsite. Sammen med en lille fortælling om turen, og hvad man fik ud af den.

At man skal lægge et foto op, er ikke en tilfældighed, forklarer Signe Bjørg Lyck:

”Når man skal vise det frem for de øvrige kolleger, tilfører det turen noget andet, end hvis man alene skal gå en tur. Billederne giver også mulighed for at snakke om turene blandt resten af kollegerne og dele oplevelser og erfaringer på tværs”.

Anders Boll glæder sig til at se, hvad der kommer på teamsitet fra turene:

”Jeg synes, det er en fed ide, at medarbejderne skal gå sammen. De bliver sat tilfældigt sammen to og to, så man kommer tættere på hinanden på tværs af teamet, får et pusterum og får mulighed for at tale lidt sammen om hvad som helst. Det må også være arbejde, men skal ikke være det”, siger han.

”Pandemien har gjort noget ved trivslen. Man kan ikke sige, at den er dårlig, og nogle synes, det er dejligt at være mere hjemme – men det kan ikke undgå at påvirke teamspirit, når man ikke ses eller ses meget mindre fysisk. Det samspil, der ellers er på kontoret, er også et savn for mig. At man lige nikker anerkendende eller veksler en hurtig bemærkning. Det er svært at erstatte digitalt”.

Langsomme konklusioner

Trine Thorn, der er Head of Group Workplace Management & Physical Security i Nordea, er også spændt på, hvad der kommer ud af projektet.

”Det er enormt interessant at udforske, hvordan vi i højere grad kan bruge uderummet. Jeg synes, det er spændende, at det er dér, fokus sættes af Future Work Lab. Jeg var ikke så bevidst om, at det kunne spille så stor en rolle i forhold til Belonging, som er den ramme, vi fra Nordeas side har sat for projektet”.

”Man kan indvende, at vi i forvejen kender mødeformen walk & talk, men forskellen er, at det her bliver meget struktureret. Vi giver uderummet en ny vægt, på samme måde som vi også havde virtuelle arbejdspladser tidligere, men har givet det en anden vægt med corona”.

I stedet for at skynde sig at konkludere lyder Trine Thorns opfordring:

”Vi skal være modige og nysgerrige i vores søgen på at bruge uderummet på en ny måde. Hvad kan den enkelte bruge det til – og hvad kan lederen bruge det til? Jeg glæder mig meget til at blive klogere på, hvad det kan bidrage med”.

Det samme gør Signe Bjørg Lyck, ligesom hun er spændt på, hvordan de øvrige eksperimenter falder ud – blandt andet er de i Topdanmark i gang med at afprøve forskellige modeller for digitale kaffepauser, og Danske Bank tager også snart hul på sit eksperiment.

”Selv små forandringer, som eksperimenterne indebærer, kræver grundig forberedelse for at kunne fungere. Vores håb er, at de forskellige metoder og værktøjer til øget mental sundhed vil have så god effekt, at virksomheder og medarbejdere har lyst til også at bruge dem, efter at eksperimenterne slutter”.

Future Work Lab

Formålet med Future Work Lab-projektet er at skabe værktøjer og viden om, hvordan den mentale sundhed i fremtidens digitale arbejdsliv styrkes. Projektet er skabt i et samarbejde mellem Forsikringsforbundet, Finansforbundet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening og Velliv Foreningen.
Projektet kører i to år.

Seneste nyt