Menu luk

En anfører blæser til samspil og sammenhæng

Ole Nielsen vidste ikke præcis, hvad han gik ind til, da han i sin tid startede som tillidsrepræsentant. I dag har han været aktiv på posten i mere end 12 år og har fået et kæmpe netværk og også fået skærpet evnen til at sige både til og fra.

Før han selv blev tillidsrepræsentant, var han ikke helt klar over, hvad det var for en klub, tillidsrepræsentanterne var en del af.

”Det virkede spændende, og man vidste, at der foregik noget vigtigt på den anden side ad døren, og at det kunne få indvirkning på os alle sammen. Men man vidste ikke rigtigt, hvad det var, ” fortæller Ole Nielsen.

Nysgerrigheden var derfor vakt på forhånd, da nogle kollegaer en dag opfordrede Ole til at stille op. 

”Jeg tror, at kollegaerne tit kan fornemme, hvem de vil have som tillidsrepræsentant. Det kalder på nogle egenskaber, som de ligesom snuser sig frem til og går efter.”

Men hvad er det for egenskaber, privatkunderådgiveren fra Nordjylland selv rummer, og som det er en fordel at besidde i rollen som tillidsrepræsentant?

Ansvaret peger både udad og indad

”For at sige det med ord fra sportens verden, så er anføreren tillidsrepræsentanten, træneren er lederen, og spillerne er medarbejderne. Det kræver, at man som tillidsrepræsentant påtager sig det ansvar, man som anfører har for at sikre samspil og sammenhæng hele vejen rundt.”

Ansvaret over for både kollegaerne og ledelsen følger imidlertid også et andet og lige så vigtigt ansvar. Nemlig det ansvar man har overfor sig selv i forhold til at sortere og sige fra.

”I starten var alles problemer også mine problemer, og intet var for småt. Der har jeg måttet lære at blive bedre til at finde ud af, hvad jeg skal gå ind i, hvad man kan gøre noget ved, og hvad man ikke kan ændre på.”

Og lige præcis dér er det store netværk, man får som tillidsrepræsentant også en uvurderlig fordel.

”Man lærer sin egen organisation meget bedre at kende, men netværket rækker langt uden for ens egen afdeling og virksomhed. Som tillidsrepræsentanter inden for sektoren sparrer vi med hinanden og drager nytte af hinandens erfaringer, og det har stor værdi.”

Om Ole Nielsen

58 år og privatkunderådgiver i Nordjyske Bank i Hjørring, hvor han har været tillidsrepræsentant i 12 år.

Bliv tillidsrepræsentant

Bliv tillidsrepræsentant og gør en forskel for dig selv, dine kolleger og din arbejdsplads. Her kan du blive klogere på rollen, opgaverne og dit udbytte.

Læs mere her

Seneste nyt