Menu luk

Dansk fintech har hårdt brug for talenter

Der er vækst i fintech, men skal den fortsætte, kræver det endnu bedre betingelser for at tiltrække talent og de rigtige kompetencer til at understøtte den fortsatte udvikling i virksomhederne. Copenhagen Fintech Policy, som Dansk Industri, Finansforbundet, Finans Danmark, Forsikring & Pension og Copenhagen Fintech står bag, lancerer derfor 9 anbefalinger om styrket adgang til talent for fintech i Danmark.

28. maj 2021

Pressemeddelelse fra Copenhagen Fintech, Dansk Industri, Finansforbundet, Finans Danmark og Forsikring & Pension:

Skal potentialet for yderligere vækst og jobskabelse inden for fintech i Danmark for alvor realiseres, er det helt nødvendigt med en stærk og samlet indsats for at løfte kompetencer og talentadgang i branchen. Derfor har Copenhagen Fintech Policy i samarbejde med otte fintech-virksomheder samlet 9 konkrete anbefalinger til politisk fokus og handling, som sendes videre til Folketinget.

”Finansiel teknologi vedrører alle – både individer og virksomheder. De fleste kender til Mobilepay, som radikalt ændrede danskernes betalingsvaner, men mange har også lært løsninger som Lunar, Spiir og Pleo at kende. Fintech demokratiserer adgangen til finansielle produkter og rådgivning. Skaber øget transparens og konkurrence og sikrer, at stærke lokale danske og nordiske digitale løsninger kan skalere globalt. En helt afgørende forudsætning for dette er adgang til talent. Her er konkurrencen ligeledes global og vi ligger ikke først i feltet på dette område”, siger Thomas Krogh Jensen, CEO, Copenhagen Fintech.

Fintech-branchen i Danmark er nemlig en god historie for et samfund, der gerne vil skabe vækst og vidensarbejdspladser. Siden etableringen af Copenhagen Fintech i 2015, er antallet af danske fintech-virksomheder vokset fra 71 til 280 – og der er skabt mere end 1600 jobs. Finanssektoren og fintech blev i 2020 udpeget som en af de danske styrkepositioner af Erhvervsministeriet, og senest er der etableret en ny arbejdsgiverforening og rammeoverenskomst i branchen.

’Danmark skal forblive at være hjemsted for stærke, digitale finansløsninger, hvor ansvarlighed, sikkerhed og innovation er i fokus. Fintech-virksomhederne kan bidrage til fornyelse på tværs af sektorer både i det private og i det offentlige til gavn for hele vores samfund. Det sker ikke uden adgang til de rette kompetencer. Derfor er der behov for, at man også på Christiansborg ser på denne gode mulighed for at skabe yderligere job og vækst i vores samfund’, siger Rikke Hougaard Zeberg, branchedirektør i DI Digital.

Copenhagen Fintech Policy er en overbygning på samarbejdet i Copenhagen Fintech, som fokuserer på de politiske rammebetingelser for fintech i Danmark. Og budskabet fra partnerkredsen er klart: Det kræver endnu bedre kompetence- og talentfødekæde, hvis vækstpotentialet for fintech skal indfries, og derfor sendes altså nu ni konkrete anbefalinger videre til politikerne på Christiansborg.

’Der er jo rigtig meget, der understreger, at fintech kan være med til at skabe arbejdspladser, fremtidig vækst og velfærd i hele landet. Derfor giver det rigtig god mening at skabe de bedste vækstbetingelser for virksomhederne i branchen. Det potentiale afhænger jo - som så mange andre steder - af medarbejderne og deres kompetencer, og der er brug for de rette rammebetingelser på det område’, siger Kent Petersen, formand for Finansforbundet.

Blandt andet lyder en anbefaling, at der skal etableres en forsøgsordning, som gør det muligt for fintech-medarbejdere fra udvalgte lande og deres familier at flytte til Danmark i 90 dage, hvor alt nødvendigt papirarbejde er klaret på forhånd, og hvor familierne kan overveje, om de vil flytte til Danmark og arbejde. En anden anbefaling er et talentudlånsprogram, hvor tech-talenter kan blive udlånt fra større etablerede virksomheder til start-ups i en afgrænset periode, hvilket udover at løse en mangel på arbejdskraft også sikrer en øget vidensdeling og erfaringsudveksling.

Kontakt

61 20 42 14

Kristian Lind

Politisk kommunikationsansvarlig

kl@finansforbundet.dk

Seneste nyt