Menu luk

Bæredygtig rådgivning sættes på dagsordenen

Omkring 100 erhvervsrådgivere tager hul på fremtiden med et nyt kursus, hvor de skal rustes til at tage dialogen med kunderne om bæredygtighed. ”Det bliver centralt i fremtiden”, forudser Finansforbundets formand, Kent Petersen.

7. sep 2021
3 min
Af Birgitte Aabo
baa@finansforbundet.dk

”Den finansielle sektor og erhvervsrådgiverne er nøglepersoner i den omstilling til det bæredygtige, vi ser lige nu. Det er et fremtidigtig forretningsområde med mange nye jobmuligheder”.

Finansforbundets formand, Kent Petersen, kalder det på den baggrund ”rettidig omhu”, at tilbyde uddannelse på feltet. Finansforbundet har derfor taget initiativ til netop det med et kursus, der skal opgradere erhvervsrådgiveres viden og gør dem klar til at tage dialogen med kunderne – ikke mindst de små og mellemstore virksomheder, som kæmper med at få styr på bæredygtigheden.

”Det er erhvervsrådgiverne, der kender de enkelte virksomheder og har kontakten med dem. De er sparringspartnere og kan inspirere til dialog om de nye forretningsmuligheder og risici, der åbnes med bæredygtighed. Det kan være guld værd for virksomhederne”.

Indtil videre er der åbnet for, at omkring 100 erhvervsrådgivere kan få betalt uddannelsen via Finanskompetencepuljen på fire forløb, der er fastlagt senere på året.

”Vi begynder med det. Men jeg er ret overbevist om, at det om tre-fire år bliver et must do for erhvervsrådgivere”, siger formanden.

Spørg om det rigtige

Camilla Lund, der er souschef i Jutlander Bank, er blandt de deltagere fra 12 forskellige pengeinstitutter, der har deltaget i pilotprojektet forud for den endelige uddannelse. Hun siger om sit afsæt for at deltage, at hun ønsker redskaber til at tage dialogen som sparringspartner for virksomhederne:

”Så vi spørger til de rigtige ting og skaber værdi for erhvervskunderne uanset, om de er langt i arbejdet med bæredygtighed, eller det er helt nyt for dem”.

Når erhvervsrådgiverne skal tale bæredygtighed med kunderne, kan det fx handle om ny regulering, energieffektivisering, nye standarder for produktionen, krav til værdikæden, mulighed for støtteordninger og grønne puljer. Og meget andet. For bæredygtighed er omfattende, konstaterer Søren Laursen, administrerende direktør på Finanssektorens Uddannelsescenter, der faciliterer uddannelsen.

”Der er uendelig mange områder, man kan arbejde med. Vi har haft fokus på at finde en balance. På den ene side skal erhvervsrådgiveren være klædt ordentligt på til dialogen – på den anden side skal de ikke sætte sig ind i alting på én gang, for så mister de overblikket”.

Bag pilotprojektet og det nye kursusudbud står ud over Finansforbundet, Finanssektorens Uddannelsescenter og Finanssektorens Arbejdsgiverforening, med opbakning fra Finans Danmark og Lokale Pengeinstitutter.

Læs mere om kurset her.

Fakta om kurset

På forløbet ”Bæredygtig kundedialog - erhverv” får erhvervsrådgiveren:

- En grundlæggende viden om bæredygtighed og kompetencer til at anvende den viden i kundedialogerne.

- Praktiske redskaber og modeller, som kan bruges til rådgivning af SMV’er.

- Mulighed for at træne de nye færdigheder i praksis.

Forløbet klæder erhvervsrådgiveren på til at stille spørgsmål, starte dialoger og give rådgivning til SMV’er om forskellige aspekter af bæredygtighed – fx klima- og ESG-rapportering, verdensmål og cirkulær økonomi.

Forløbet er en del af Finanskompetencepuljen, hvilket betyder, at hovedparten af finanssektorens medarbejdere kan deltage gratis.

Pt. er der planlagt fire hold. De første to hold starter 8. november i Jylland og 17. november på Sjælland.