Udstrækning af retten til barselsdagpenge
Barselsreglerne rummer megen fleksibilitet og mange muligheder for at tilrettelægge orloven efter forældrenes ønsker – men pas på faldgruber.
Som forældre har man blandt andet mulighed for at forlænge forældreorloven på 32 uger med 8 uger eller 14 uger. 14 uger er for medarbejdere i arbejde.
Udstrækker man perioden på denne måde skal forældrene være opmærksomme på at:
- Det skal indgå i varslingen inden 8 uger efter fødslen
- En anmodning om at udstrække perioden har virkning for begge forældre
- Udstrækker man perioden, svarer det samlede dagpengebeløb stadig til 32 uger
- Forældrene kan vælge at dele forlængelsen af orloven mellem sig
- Forældrene skal selv meddele Udbetaling Danmark fra hvilket tidspunkt, dagpengene skal nedsættes. Det samlede dagpengebeløb, der på dette tidspunkt endnu ikke er udbetalt, fordeles ligeligt på de resterende uger inkl. forlængelsen
Især det sidste punkt skal forældrene være meget opmærksomme på, og det er her vi i Finansforbundet har oplevet forældre, der er kommet i klemme.
Det er nemlig sådan, at løn i et ansættelsesforhold alt efter overenskomst kan afhænge af fuld dagpengerefusion til arbejdsgiveren, eller som Finansforbundets standardoverenskomst foreskriver, at løn er betinget af dagpengerefusion svarende til mindst 32/46 af det maksimale dagpengebeløb. Betingelserne for at få løn kan altså være forskellige.
Et eksempel
Her er et eksempel, hvor der stilles forskellige krav til refusion, for at forældrene kan få fuld løn efter deres overenskomsters bestemmelser:
Vi har en mor, der er skolelærer. Efter fødslen ønsker hun at holde orlov med løn i 26 uger. De første 14 uger til mor samt 12 uger af de 32 ugers forældreorlov. Forudsætningen er, at hendes arbejdsgiver kan få fuld dagpengerefusion.
Far er ansat i en bank, der er omfattet at vores standardoverenskomst, hvor løn er betinget af en dagpengerefusion til arbejdsgiver på mindst 32/46 af højeste dagpengebeløb. Far vil gerne holde de sidste 12 uger orlov med løn.
Forældrene vil gerne holde barselsorlov så længe som muligt, hvorfor de i første omgang ønsker at udstrække forældreorloven på 32 uger med 14 uger. Det kan desværre ikke lade sig gøre, fordi mors arbejdsgiver bruger 12 uger af forældreorloven, så arbejdsgiver får fuld dagpengerefusion. Herefter resterer der af forældreorloven 32 uger – 12 uger = 20 uger. Regnestykket ser sådan ud, når dagpengesatsen pr. uge er 4.405 kr :
20 uger x 4.405 kr = 88.100 kr : 34 uger (20 +14) =2.591 kr.
Beløbet er under brøken 32/46 af 4.405 kr = 3.064 kr, hvorfor fars arbejdsgiver ikke får tilstrækkelig i dagpengerefusion til at udbetale løn i hans 12 uger. Deres plan kan ikke lade sig gøre.
Hvis forældrene derimod vil udstrække perioden med 8 uger i den konkrete situation, kan det godt lade sig gøre. Mors arbejdsgiver skal have fuld dagpengerefusion i de 26 uger, hvor hun får løn.
Her vil der igen være en rest på 20 forældreorlovsuger, som skal fordeles over 28 uger. Her ser regnestykket sådan ud:
20 uger x dagpengesatsen 4.405 kr = 88.100 kr : 28 uger = 3.146 kr.
Da dagpengerefusionen er over 3.064 kr som fars arbejdsgiver skal have, for at han kan få løn, kan han holde sine 12 ugers orlov med løn sidst i forløbet.
Planen i dette tilfælde bliver at
Mor holder de første 26 uger med løn. Herefter holder hun 16 uger med nedsatte barselsdagpenge, og sidst i forløbet holder far 12 ugers orlov med løn.
|
*I den konkrete plan kan far ikke gøre brug af muligheden for 4 ugers fædreorlov med løn i forbindelse med fødslen, som han har ret til efter Finansforbundets standardoverenskomst, da det vil indvirke på mors ret til løn.
Som medlem er du velkommen til at sende jeres overvejelser og barselsplaner ind til Finansforbundets socialrådgivere for at få kigget dem igennem.
Man kan læse mere om barselsreglerne på Finansforbundets hjemmeside, og regler og rettigheder om barsel er også i en engelsk udgave på hjemmesiden. Herudover kan det anbefales at læse om barsel på borger.dk.