Sig ja til forfremmelser, kvinder

​Cigarkassen. Sådan kaldes et eksklusivt og maskulint rum, hvor eg med udskæringer dækker både vægge og loft, i direktionsafdelingen i Danske Banks historiske hovedsæde. Det er ikke svært at forestille sig velaflagte herrer med havannesere, urkæder og veste befolke rummet i fordums tid. Selv om de i dag er anderledes sporty og sjældent ryger, er noget, som det altid har været: Det er stadig mænd, der står i spidsen for banken.

Undtagelsen er bankdirektør Berit Behring, som vi finder ved skrivebordet tæt på Cigarkassen i et noget mere nedtonet og funktionelt kontor – som dog har spejl i guldramme, oliemaleri og udsigt gennem høje, sprossede vinduer over Holmens Kanal og Nationalbanken.

Som kun anden kvinde i bankens næsten halvanden hundrede år lange historie indtog hun i september en plads i direktionen efter 13 år i banken, senest som dens landechef i Sverige.

Den første kvinde var, som mange vil huske, HR-direktøren Henriette Fenger Ellekrog, der forlod banken i februar. I juni slog bestyrelsesformand Karsten Dybvad fast i medierne, at der manglede flere kvinder i bankens ledelse, men hvornår der ville ske noget, kunne han ikke sige.

Tre måneder senere blev Berit Behring så udnævnt til chef for bankens Wealth Management-afdeling og fik sæde i direktionen.

"Jeg var klar over, at jeg måske ville blive spurgt, før det skete. Men på en eller anden måde kan du ikke forberede dig helt på svaret, før du får spørgsmålet", siger den 53-årige svensker, der er opsat på ikke at være eneste kvinde i bankens øverste ledelse på den lange bane.

Nye vinkler

Da administrerende direktør Chris Vogelzang stillede hende det afgørende spørgsmål ved et møde mellem de to, skulle hun ikke svare omgående, men hendes "ja" krævede faktisk ikke betænkningstid.

Og allerede nu har hun sat sit aftryk på direktionsmøderne, har han konstateret. Tingene bliver drøftet på en lidt anden måde, fra flere indfaldsvinkler.

"Hvad det præcis er, jeg bidrager med i kraft af mit køn, er jeg ikke bevidst om, det er jo svært at skille ud fra mig som menneske. Men jeg ved, at det giver udbytte, at alle ikke er ens. Måske er det umiddelbart nemmere, hvis personer er ens, men man går glip af givtige diskussioner".

Med alle de forandringer, vi oplever, er det desuden vigtigere end nogensinde at have diversitet også i ledelsen, er Berit Behrings overbevisning. Hun tager hænderne til hjælp og gestikulerer, mens hun engageret fortæller om forskning, der viser, at kun én enkelt gang ud af tyve er det en fordel at løse problemer i en gruppe, hvor medlemmerne er hinanden lig.

"De 19 andre gange er det en fordel med forskellighed i gruppen".

Nødvendigt arbejde

Havde man taget emnet kvinder og ledelse op med hende tidligere i karrieren, ville hun muligvis være blevet lidt irriteret over at blive afkrævet en holdning, alene fordi hun er kvindelig leder. Måske ville hun i stedet have foretrukket at tale om sin primære rolle med at genvinde de velhavende kunders tillid og sat flere ord på vigtigheden af, at medarbejderne også genvinder tillid til og stolthed over banken.

"Nu, hvor jeg har passeret de 50 år, ser jeg anderledes på det. Jeg kan se, at der er behov for at gøre noget, og jeg vil gerne hjælpe til at få flere kvinder frem. Ligesom i Sverige uddanner danske kvinder sig mere end mænd. Tænk, at samfundet bruger så mange midler og lader så mange ressourcer forblive uudnyttede".

Sig ja!

Hun ser ikke sig selv som rollemodel, for hun har ikke altid gjort det, hun råder andre kvinder til. Eksempelvis understreger hun værdien af at bygge sig et netværk, og det var ikke noget, hun selv var alt for god til før i tiden:

"Mænd er generelt bedre til at bruge tiden til at netværke, også efter arbejde. Kvinder kan have en tendens til at undervurdere værdien af det og synes, at det er svært og krævende. Men man kan begynde i det små. Danne netværk med en mindre gruppe og sørge for, at man har nogle både internt på sin arbejdsplads og eksternt at sparre med".

På samme måde opfordrer hun kvinder til at tro på sig selv og sige ja til de muligheder, der åbner sig for dem på arbejde i form af forfremmelser og lignende. Hun sagde selv nej tak flere gange, da hun tidligere i sin karriere blev opfordret af sin daværende chef til at tage et job med mere ansvar.

"Først da han spurgte mig tredje gang, sagde jeg ja. Jeg spurgte ham, om han ville have spurgt en mand tre gange, og han svarede, at det ville han aldrig have gjort. Men han kunne se, at jeg kunne performe, på trods af at jeg ikke følte mig overbevist om, at jeg havde de rigtige kvalifikationer".

Få en god chef

En god chef skal man blandt andet derfor sørge for at få, siger hun, og selv har hun også haft stor støtte i sin ægtefælle, der altid har opfordret hende til at sige ja.

"Når jeg har haft overvejelser, har han sagt: 'Gør det! Vi løser det'. Tidligere har vi haft au-pair igennem 11 år – jeg siger ikke, det fungerer for alle, men for os gjorde det. Vi stod dengang i en situation, hvor vi diskuterede, om en af os skulle skrue ned for ambitionerne, og han sagde: 'Jeg gør det ikke'. Og noget i mig reagerede, og jeg besluttede mig for, at det ville jeg heller ikke".

En del af prisen for at forfølge mulighederne er nu weekendpendling mellem Stockholm, hvor Berit Behring bor med mand og teenagedøtre, og København, hvor hun indtil årsskiftet var alle hverdage. I år vil hun opdele arbejdsugen i fire dage i Danmark og en i Sverige.

At det har været en anstrengende indkøringsfase, lægger hun ikke skjul på.

"Når det er hårdt, ved jeg samtidig, at det betyder, at jeg er inde i en stejl læringskurve, som også er udbytterig. Det er altid kun for en periode, så falder tingene på plads".

Hellere uden kvoter

Undersøgelser viser, at mange kvinder har tendens til at undervurdere eller underspille egne evner, og det gjaldt altså også Berit Behring, selv om hun altid har været omgivet af mænd og fungerer godt i den kultur, det indebærer:

"Jeg skænker det aldrig en tanke, når jeg er eneste kvinde til et møde eller i andre arbejdssammenhænge, for sådan har det næsten altid været. Jeg kan lide at arbejde med professionelle mennesker, og i finansverdenen har det mest været mænd".

Men det kan der laves om på, tror hun på. Kvoter vil hun helst undgå:

"Egentlig går jeg ind for det, der kan få tingene til at forandre sig. Alligevel vil jeg helst undgå kvoter, for reelt har vi haft kvoter i mændenes favør i over hundrede år, og jeg synes ikke, at modsvaret skal være det samme i kvindernes favør".

I stedet skal der arbejdes med en række parametre for at få kvinder helt op i de øverste ledelseslag. Det er komplekst og har dybe rødder i vores kultur. Hun peger på, at der ubevidst gøres forskel både under skolegang og i opdragelsen.

"Jeg er glad for, at jeg har to piger, og ingen drenge – så kan jeg i hvert fald ikke gøre forskel på mine børn ud fra deres køn. For jeg tror, det er meget svært at undgå, det er noget, der sker helt ubevidst".

Under sin opvækst mærkede hun heller ikke forskelsbehandling på baggrund af køn. På slægtsgården omkring hundrede kilometer syd for Stockholm bestod søskendeflokken nemlig af tre piger. Ingen af dem var interesserede i at køre landbruget videre, og de blev opfordret til at følge deres interesser.

Hendes var at læse økonomi, men hun havde ikke nogen fast forestilling om, hvad det skulle føre til. Hun lod sig lede ind i bankverdenen af en studiekammeret, der anbefalede det. Her trivedes Berit Behring og blev efter udstationeringer i London og New York teamleder, uden at hun egentlig havde haft overvejelser om, at hun ville gå ledelsesvejen.

"Det skete bare, og jeg kunne lide udfordringerne".

Bankledelse med kvindetække

Det sker bare ikke for tilstrækkelig mange kvinder. Et vigtigt sted at sætte ind er i forbindelse med rekruttering, både direkte til banken og til de studier, der føder ind til en mulig lederfremtid i finanssektoren, påpeger Berit Behring. Hun er blandt andet inspireret af statistik på ingeniørstudier, der har mangedoblet antallet af kvindelige ansøgere alene ved at ændre den måde, studierne beskrives på.

På samme måde vil flere kvinder være interesserede i finanssektoren, hvis de får fortællingen om den serveret på den rigtige måde, er hendes vurdering:

"Hvis kvinder får mere viden om, hvilke muligheder der faktisk gemmer sig i vores sektor, er jeg sikker på, at de gerne vil os i større antal. Det kan heller ikke nytte noget, at vi kun sender unge mænd med slips ud for at repræsentere os på universiteterne. Tekster i jobannoncer, den måde, vi kommunikerer på i banken. Der er meget at tage fat på, som kan have betydning".

Selv om bankdirektøren ser mange greb at skrue på for at hjælpe forandringen undervejs og sikre kvinder flere lederposter, viser al erfaring foreløbig, at det bliver et sejt træk at få det til at ske, erkender hun:

"Nogle dage er jeg optimistisk, andre dage synes jeg ikke, det rokker sig ud af stedet".