Kampen mod hvidvask koster milliarder
Mere end 5.500 af de knap 39.000 medarbejdere i pengeinstitutter i Danmark arbejder i dag fuldtids med at bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering. I 2020 sender de cirka 52.000 underretninger om mistænkelige transaktioner til Hvidvasksekretariatet, hvis bemanding er øget fra 28 til 30 årsværk.
14 procent af de ansatte i pengeinstitutterne er i 2020 udelukkende beskæftiget med at bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering. Ifølge Finans Danmark vil de i år sende cirka 52.000 underretninger om mistænkelige transaktioner til Hvidvasksekretariatet ud af de cirka 740.000 alarmer, der har været i de pengetransaktioner, som pengeinstitutternes overvågningssystemer har opsnappet.
Både antallet af medarbejdere og underretninger til myndighederne er steget. I 2019 var 4.268 ansatte i pengeinstitutterne fuldtidsbeskæftiget med hvidvaskbekæmpelse og compliance – omkring 1.300 færre end i år. I 2019 udgjorde lønsummen 3,38 milliarder kroner for de pågældende medarbejdere.
Antallet af underretninger sidste år var 41.000 – cirka 11.000 færre end i år.
1.600 Nordea-ansatte beskæftiget med hvidvaskbekæmpelse
Pengeinstitutternes oprustning mod hvidvask de senere år blev konkret beskrevet af Henrik Koch, Head of TM and Sanctions Developments and Solutions i Nordea, i et indlæg på Finans Danmarks virtuelle hvidvaskkonference tirsdag 15. december.
Siden Nordea i 2015 af de svenske myndigheder fik en millionbøde for utilstrækkelige procedurer for hvidvaskbekæmpelse har banken brugt 6 milliarder kroner på at forbedre sin hvidvaskbekæmpelse. I dag er 1.600 medarbejdere i Nordea udelukkende beskæftiget med hvidvaskbekæmpelse, 12.000 kundemedarbejdere er blevet trænet i ”Kend din kunde”- reglerne, og 29.000 medarbejdere er blevet trænet i at bekæmpe hvidvask. Alene sidste år blev der benyttet 110.000 træningstimer.
Sektor og medarbejdere fortjener anerkendelse
Finansforbundets næstformand Michael Budolfsen mener, at både sektoren og medarbejderne fortjener stor anerkendelse for den enorme indsats, der leveres mod hvidvask, og han savner, at der tales om, hvor kompliceret hvidvask-området er:
” Jeg synes ikke, man kan underdrive finanssektorens rolle i bekæmpelse af økonomisk kriminalitet her. 5.500 ansatte, der ALENE arbejder med det, burde virkelig få stor anerkendelse både i medier og på Christiansborg. Man skal tænke på, at der dertil kommer rigtig mange ansatte, både rådgivere og i backoffice, der bruger en god del af deres tid på compliance” siger Michael Budolfsen og tilføjer:
”Det er et ganske betragteligt samfundsansvar, som finanssektoren løfter her”.
Knap hver tredje underretning fører til en sag
På Hvidvaskkonferencen udtrykte folketingsmedlemmerne Karina Lorentzen (SF) og Torsten Schack Pedersen (V) bekymring for, om der blev fulgt godt nok op fra myndighedernes side på det store antal underretninger om mistænkelige transaktioner, som pengeinstitutterne afleverer til Hvidvasksekretariatet. Her er bemandingen øget fra 28 til 30 fuldtidsårsværk det seneste år.
Jørgen Andersen, leder af Hvidvasksekretariatet, SØIK, fortalte, at man i 2019 analyserede og videregav 12.000 underretninger til andre myndigheder (politi, Skat, kommuner og PET), hvilket svarer til 22 procent af alle de underretninger (også fra andre end pengeinstitutterne), sekretariatet modtog.
”I 2020 har vi til dags dato modtaget i alt 70.000 underretninger, og her er videregivelsesprocenten på 32. Eksempelvis havde vi i november underretninger med mulighed for beslaglæggelse af 47 millioner kroner i alt”, sagde Jørgen Andersen på den virtuelle hvidvaskkonference.
Læs også artiklen "Nu øges indsatsen mod økonomisk kriminalitet"
Eksplosiv stigning i underretninger
Antallet af underretninger om mistænkelige transaktioner fra pengeinstitutterne til Hvidvasksekretariatet stiger markant.
2020: forventet 52.000
2019: ca. 41.000
2018. 26.403
2017: 18.463
2016: 13.377
2015: 9.124
2014: 4.973
2013: 3.423
2012: 2.803
2011: 1.620
2010: 966
2009: 753
(Kilde: Hvidvasksekretariatet og Finans Danmark)