Menu luk

Huslån og bilkøb fra børneværelset

Det er udfordrende at arbejde fra privaten, men privatrådgiver Heino Olesen fra Vestjysk Bank får det til at fungere og har foreløbig rigeligt i sin kalender.

23. mar. 2020
3 min

​Computeren ville ikke rigtig, som Heino Olesen ville, da han blev sendt hjem fra sin vante plads i VestjyskBank i Holstebro og skulle arbejde hjemmefra som konsekvens af coronakrisen.

"Der var mange bankansatte, der ikke plejer at arbejde hjemme, som på en gang skulle have adgang og nye password til BEC – Bankernes EDB Central – så det tog et par dage at få computeren op at køre", fortæller privatrådgiveren, der nu har indrettet sig i et børneværelse. Uden børn, de er i resten af huset, mens han arbejder.

"Min kone, der er lærer, og vores tre børn, som går i 0.-5. klasse, er også hjemme. Det er udfordrende at få det til at fungere. Børnene har svært ved at forstå, at de skal lave lektier i så mange timer, når de er hjemme, og min kone har også undervisning af sine elever at passe".

Når det hele strammer lidt til, tager de voksne på skift en løbetur, men familien har været meget påpasselige med at efterleve de officielle råd og holder sig for sig selv i huset og haven i Holstebro i disse dage.

Ikke desto mindre har Heino Olesen fået arbejdet til at glide. Han kunne allerede få dage efter hjemsendelsen sende sine kolleger en glad besked om, at en kundes huskøb var faldet på plads, og han har også haft bilkøb og diverse andre henvendelser at tage sig af.

"Nogle af forretningerne er sat i gang før corona ramte og blev så genoptaget, da kunderne lige have sundet sig nogle dage. Men nogle af mine kolleger har også allerede haft henvendelse i forbindelse med huskøb, som først er indledt efter virussen ramte. Så der er stadig gang i tingene hos os, men jeg er nervøs for, hvad det vil betyde for vores samfund".

Forstående kunder

Hvis Heino Olesen og hans kolleger får tid til overs på hjemmearbejdspladserne, er de blevet bedt om række uopfordret ud til kunder og skabe tryghed. Hidtil har han dog ikke haft tid i overskud, og kalenderen ser også fuld ud i denne uge.

"Kunderne er meget forstående i forhold til, at vi ikke kan mødes fysisk. Jeg har ikke haft en eneste dårlig oplevelse", siger privatrådgiveren.

Før hjemsendelsen blev rådgiverne opfordret til at stoppe med at give hånd til kunderne, og Heino Olesen overvejede, hvordan han skulle bære sig ad første gang.

"Vi plejer jo altid at give hånd, så jeg sørgede for at have papirer i den ene hånd og kaffekande i den anden. Så opstod der ikke den akavede situation, hvor kunden stod med en hånd ud i luften. Før jeg satte tingene fra mig, sagde jeg, at jeg håbede, det var ok, at vi ikke gav hånd i denne tid. Og det forstod alle".

Dagligt møde med kollegerne

Heino Olesen er hurtigt kommet til at savne sin hverdag i bankens lokaler i Holstebro, hvor nu kun fire ansatte møder ind, mod normalt 25. Han mødes dog til fælles telefonmøde med den omkring 15 personer store gruppe af rådgivere hver dag, så de kan holde hinanden opdateret.

"Det handler om det faglige, men vi bruger også humor til at holde hinanden oppe og sender sjove billeder til hinanden fra hjemmearbejdspladserne", fortæller han, der også er tillidsmand.

"Jeg har ikke fået mange henvendelser i forbindelse med coronakrisen. Det virker til, at alle er indstillet på, at det er noget, vi må stå igennem. Vores branche har været god til at melde ud og følge trop på de officielle udmeldinger", konstaterer Heino Olesen, der er overbevist om, at han kommer til at arbejde fra børneværelset en rum tid endnu.

Seneste nyt