Menu luk

Højere løn og mere fokus på trivsel

Finansforbundets formand Kent Petersen glæder sig over, at der natten til mandag blev indgået en ny overenskomst, som giver finansansatte en reallønsstigning. ”Det er en overenskomst, der baserer sig på sund fornuft og med en lønstigning, som ligger lige, hvor den skal," siger han.

17. feb. 2020
2 min

​Lønnen stiger med seks procent over tre år, hvoraf en del skal forhandles endelig på plads via puljesystemet i virksomhedsoverenskomsterne. Arbejdsgivernes pensionsbidrag forhøjes med 0,65 procent i perioden. Finanskompetencepuljen med gratis kurser forbedres. Den populære tandforsikring, der blev indført som forsøgsordning i 2017, gøres permanent, og så gennemføres der en række fælles initiativer mellem Finansforbundet og FA (Finanssektorens Arbejdsgiverforening) for at forbedre trivslen.

Sådan ser en række af overskrifterne for den nye overenskomst for 43.000 finansansatte ud. Hvis et flertal stemmer ja til aftalen ved urafstemningen i marts, træder aftalen i kraft 1. april.

Finansforbundets formand Kent Petersen er tilfreds med resultatet, der blev landet efter mange timers forhandling fra søndag eftermiddag til tidlig mandag morgen.

"Det er en overenskomst, der baserer sig på sund fornuft og med en lønstigning, som ligger lige hvor den skal", siger han med henvisning til de udfordringer finansielle virksomheder har med minusrenter og øget regulering, som forventes at presse indtjeningen i de kommende år.

"I forhold til den forventede inflation er der tale om en rigtig fin reallønsstigning for finansansatte", påpeger han.

Fælles trivselsudvalg

Kent Petersen glæder sig over, at det er lykkedes at få konkrete tiltag for bedre trivsel ind i overenskomsten. Udover løn var trivsel det højest prioriterede ønske fra Finansforbundets medlemmer til den nye overenskomst.

"Jeg er meget tilfreds med, at arbejdsgiverne også anerkender, at det er nødvendigt at styrke trivslen på arbejdspladserne. Nu nedsætter vi et fælles trivselsudvalg, som blandt andet skal formulere anbefalinger for god trivsel til implementering i virksomhederne. Desuden er der afsat midler til etablering af et korps af trivselsvejledere, som virksomheder og medarbejdere kan trække på", siger Kent Petersen.

Finansforbundets Repræsentantskab tager stilling til overenskomsten mandag den 2. marts. Hvis Repræsentantskabet godkender resultatet, sendes overenskomsten til elektronisk urafstemning blandt medlemmerne, og i den forbindelse vil forbundet kommunikere mere detaljeret om indholdet i aftalen.

Se hovedoverskrifterne i overenskomstaftalen her.
 

Seneste nyt