Menu luk

Bæredygtig finans bliver topprioritet i 2020

2019 blev året hvor investorer og banker over en bred kam fik øjnene op for bæredygtighed. Ifølge eksperter bliver det endda en topprioritet for bankerne i det kommende år.

6. jan. 2020
3 min

​2019 blev året, hvor investorer og banker for alvor fik øje på begrebet ESG - environmental, social and governance - eller miljø, sociale forhold og selskabsledelse på dansk.

Kort før jul lovede den britiske storbank Standard Chartered at trække sig fra tre kulfyrede kraftvarmeværker og gradvist reducere porteføljen af virksomheder med kul i bagagen frem mod 2030. Næsten samtidig annoncerede amerikanske Goldman Sachs, at man ikke længere vil finansiere byggeri af nye kulfyrede kraftvarmeværker, medmindre de bruger teknologi der reducerer CO2.

Skal man tro nogle eksperter, bliver bæredygtighed ligefrem en topprioritet for bankerne i det kommende år.

"Fokus på bæredygtig finans er virkelig en meget positiv trend. Europæiske banker er meget engagerede i at gøre, hvad de kan, for at hjælpe sektorerne i at omstille sig", siger Laurie Mayers fra kreditvurderingsbureauet Moody's til Financial Timers. 

"At gøre det finansielle system grønnere vil blive en top-emne for banker i 2020", tilføjer

seniorrådgiver Huw van Steenis fra UBS, der - inden han skiftede til den schweiziske velhaverbank - var rådgiver for Mark Carney, den britiske centralbankchef, der ligesom den nye europæiske centralbankchef Christine Lagarde har slået på tromme for at køre klimaforandringer til en central del af debatten om finansielle risici.

I Storbritannien blev der i oktober indført nye regler, der pålægger pensionsfonde at tage ESG-overvejelser i betragtning i forbindelse med deres investeringsbeslutninger.  

EU fører an

På institutionelt plan er det dog uden sammenligning EU, der har taget teten.

Den Europæiske Investeringsbank (EIB), der er ejet af EU-landene og rundt regnet finansierer projekter for en halv billion kroner årligt, har besluttet at man fra næste år ikke længere vil låne til virksomheder, der arbejder med fossile brændstoffer.

Det helt store slagnummer er dog den nye aftale mellem Europa-Parlamentet og EU's medlemslande om at indføre en fælles standard for, hvornår en investering kan kaldes for bæredygtig. Det sker for at i håb om at dæmme op for grønvask, altså at virksomheder og investeringsfonde forsøger at fremstille sig selv som mere grønne end de i virkeligheden er.

Skrap tidsfrist

Denne EU's såkaldte 'taksonomi-forordning' ventes at træde gradvist i kraft fra slutningen af 2021, men mange af de afgørende detaljer vil blive forhandlet på plads i løbet af i 2020 og 2021. Der er nemlig ikke tale om nogen hensigtserklæring, men en obligatorisk standard, som diverse finansielle virksomheder skal involvere deres revisorer i.

"Jeg forventer at med de årsrapporter vi skal udarbejde om to år vedrørende hvad vi har lavet i 2021, da vil det være på basis af et nyt regelsæt", siger Torben Möger Pedersen, administrerende direktør i PensionDanmark, til Nyhedsbrevet Finans.

"Det er en skrap tidsfrist. Så der skal også arbejdes frisk for at de revisorisk-tekniske standarder når at komme på plads, så selskaberne kan indrette sig derefter. Derfor har vi peget på, at de her udkast til standarder bør være klar til høring allerede i marts-april i år", siger Möger Pedersen, der også er formand for finanssektorens klimapartnerskab med regeringen.

Pres fra ultra-rige i USA

Researchdirektør Thierry Philipponnat fra NGO'en Finance Watch fortæller til Nyhedsbrevet Finans, at især kinesiske - men også canadiske - myndigheder arbejder på at indføre egne 'taksonomier' for at undgå grønvask. 

Derimod er der indtil videre er der dog ikke nogen tegn i sol og måne på, at idéen med at indføre sådanne obligatorisk standarder er på vej til USA. Her er der dog også røre i andedammen.

Ifølge Financial Times vokser ESG-presset gevaldigt på Wall Street fra især tre grupper: kvinder, millennials og rige, ikke mindst de 'ultra-velhavende'.

De vil ikke bare have, at de store amerikanske banker tilbyder ESG-egnede investeringsfonde og lignende til deres kunder. De forlanger, at bankerne selv går ind i sagen og dropper fossile virksomheder - og de velhavende familier er angiveligt ved at organisere sig for at lægge kollektivt pres på bankerne.

"Okay, vi er glade for, at I tilbyder os nogle bæredygtige investeringsprodukter", sagde Liesel Pritzker Simmons, hvis familie ligger i toppen af magasinet Forbes' Rich America's Richest Families', i forbindelse med en investeringskonference op til jul. "Men hvorfor finansierer i stadig kulforretninger?"

Læs mere om EU's kommende fælles standard for bæredygtige investeringer i det kommende nummer af Magasinet Finans, der udkommer den 24. januar. 

Seneste nyt