Whistleblower på bistandshjælp

​Hvis man lider af den vildfarelse, at europæiske myndigheder tager lige så godt hånd om whistleblowere som USA, bør man sammenligne amerikanske Bradley Birkenfelds og franske Stéphanie Gibauds skæbner.

De har begge arbejdet for UBS. De har begge hjulpet deres hjemlande med at afsløre, hvordan den schweiziske velhaverbank aktivt hjalp udlændinge med at snyde i skat. Og det er i begge tilfælde endt med enorme bøder: I USA indgik UBS forlig på 5,2 milliarder kroner. I Frankrig udstedte byretten i Paris i marts en bøde på 34 milliarder kroner.

Men så hører ligheden op.

For mens Bradley Birkenfeld i dag lever i sus og dus på Malta takket være en belønning fra de amerikanske skattemyndigheder på 104 millioner amerikanske dollar, lever Stéphanie Gibaud på bistandshjælp på landet i Frankrig. Hun er blevet tilkendt 3.000 euro.

"Mine børn har ikke længere bopæl hos mig. Min eksmand overtog børnene, da jeg måtte fraflytte min lejlighed i Paris", forklarer hun i et interview med Magasinet Finans.

Organiserede skattesvindel i operaen

Som marketingdirektør i UBS France var det Stéphanie Gibauds job at organisere eksklusive events for potentielle kunder ved tennisturneringen French Open, hestevæddeløb eller i operaen. Her blev de præsenteret for schweiziske bankfolk fra hovedkvarteret i UBS med forslag til at skjule formuen for de franske skattemyndigheder i Alpelandet.

"Mellem 100 og 120 bankfolk fra Schweiz kom til Frankrig i årevis", fortæller 53-årige Stéphanie Gibaud.

Tog bevismateriale med hjem

I juni 2008 blev direktøren for UBS Frances kontor i Paris ransaget af politiet. Panikken bredte sig, og Stéphanie Gibaud fortæller, at hun fik ordre om at destruere kundekartotekerne.

"I 2008 bad man mig om at smide det hele ud. Vi havde enorme skraldespande som i højhuse. Men i stedet tog jeg det med hjem – der var nok til at fylde et helt værelse", siger den spinkle dame og breder armene ud.

Som medarbejderrepræsentant klagede hun til ledelsen over destruktionen af dokumenter og den ulovlige tilstedeværelse af schweiziske bankfolk i Frankrig. Det kom der ikke noget ud af. Eller rettere: Det gjorde der. Bare ikke det, hun havde håbet på: I 2009 forsøgte UBS at fyre hende i forbindelse med en sparerunde, men arbejdstilsynet stak en kæp i hjulet, idet hun var arbejdsmiljørepræsentant.

Som familiehemmeligheder

I december samme år gik hun så til det franske politi og fortalte, hvad hun vidste.

"Hos UBS i Genève var etagerne organiseret efter lande. Der var et fransk flag på bordet hos den franske afdeling, den danske afdeling havde et dansk flag og så videre. Det var lidt FN hos UBS", som hun formulerer det.

Der var også en særlig afdeling for "politisk eksponerede personer" – klienter, hvis skattesnyd man skulle være ekstra varsom med at organisere. Som den franske budgetminister Jérôme Cahuzac, der i 2013 måtte gå af, da hans hemmelige konto hos UBS blev afsløret.

"Det var skjult og organiseret. Det er lidt det samme som familiehemmeligheder. Hvis ikke nogen indefra fortæller det, så forstår man det ikke", siger Stéphanie Gibaud.

Spion i statens tjeneste

I første omgang kom der ikke meget ud af hendes henvendelse til de franske myndigheder. Men en forårsdag i 2011 pressede civilklædte franske politifolk hende til at lukke dem ind i UBS' loge under French Open, så de kunne skygge de inviterede. Og det gik endnu videre.

"Jeg blev bedt om at hente oplysninger fra bankens servere. De bad mig agere spion mod min arbejdsgiver. Forestil dig den risiko, jeg løb", siger hun.

Året efter blev hun fyret efter først at være blevet degraderet og udsat for chikane – hvilket UBS senere måtte betale hende 30.000 euro i erstatning for. Den franske stat derimod nægtede at betale så meget som en euro, men en domstol i Paris tilkendte hende kompensation – dog ikke for tab af job, men kun for den "stress", hendes spionarbejde havde påført hende. Erkendelsen lød på 3.000 euro.

Flere Whistleblowere på den sorte liste

Som ansat i Banco Desio opdagede Enrico Ceci som 21-årig en "computerfejl", der gjorde det muligt at fuske med regnskabet over bankens valutareserver. Efter at han rapporterede fejlen, blev han bedt om at flytte afdeling og fyret, da han nægtede. Senere blev han ansat i Cassa di Risparmio di Cesena, hvorfra han også blev fyret efter at have afsløret ulovligheder. Chefer og revisorer i begge banker fik millioner af kroner i bøde, men Enrico Ceci fik ikke sine job tilbage – trods flere retssager.
"Det var noget af et chok for mig, men viste mig perfekt, hvor problemet ligger: manglen på beskyttelse", fortæller han til Magasinet Finans.
"Det er langtfra let at finde arbejde for mig her i Italien. Virksomheder ser mig mere som en potentiel trussel, der kan afsløre deres 'mørke side', end værdifuld hjælp til at finde rådne æbler og mulige funktionsfejl, der kan bruges til ulovlige formål".

Rudolf Elmer var chef for schweiziske Julius Bärs operationer i Caribien og lækkede i 2008 dokumenter om skattesvindel. Han har tilbragt seks måneder i isolationsfængsel, men Schweiz' højesteret frikendte ham sidste efterår for brud på den schweiziske bankhemmelighed, fordi han var ansat på lokalkontrakt i Caribien.
"Jeg har været gennem finansiel, professionel og social død. Jeg har søgt job flere steder, men på grund af de igangværende retssager blev jeg afvist konstant. I dag er jeg hjemmegående husfar, der tager sig af familiesager som rengøring, vask, at passe min datter og følge hende til ridning. Min kone går på arbejde og tjener penge", fortæller han til Magasinet Finans.
"Jeg var gudfar til en bankmands barn. Han sagde, det var en risiko, og at vi måtte annullere gudfaderskabet. Min bror er politimand, og jeg kunne ikke tale til ham i årevis, da hans job var i fare, fordi han er min bror".