Økonomiske teorier skal genopfindes

​Undervejs i menneskehedens dramatiske rejse fra 1 milliard mennesker i 1800 til snart 8 milliarder er de økonomiske teorier opstået og har udviklet sig i forsøg på at forstå og udvikle modeller af samfundet og give et indblik i, hvordan man kan styre det med pengepolitik, finanspolitik og lovgivning.

I det 20. århundrede oplevede Vesten to store økonomiske kriser, som førte til et paradigmeskifte i de økonomiske teorier. Startskuddet til det første var krakket i Wall Street i 1929, som førte til depressionen, der bredte sig til andre lande. I efterfølgende analyser har man hæftet sig særligt ved, at der blev ført en stram penge- og finanspolitik efter krakket, hvor det modsatte var behovet.

Paradigmeskiftet kom i 40'erne med stor skelen til økonomen John Maynard Keynes, som argumenterede, at markedsøkonomier var for langsomme til at korrigere sig selv. Derfor burde regeringer og centralbanker i recessioner bruge ekspansiv finanspolitik.  

Keynes' teorier blev i vidt omfang fundamentet for økonomisk politik i efterkrigstiden. Men mange økonomer så det som noget skidt, at regeringer skulle gribe ind. Blandt andre Milton Friedman, hvis synspunkter blev populære i 1970'erne, da oliekriserne skabte stagflation. Det førte til et nyt paradigme i starten af 80'erne, der sagde, at pengepolitik skal sørge for prisstabilitet, og deregulering og frie markeder skal sørge for, at der er gang i hjulene.

Sådan blev det. Centralbanker fik med høje renter kvalt inflationen, deregulering blev moderne med Reagan og Thatcher som frontløbere, handelsbarrierer blev mindre, kapitalmarkederne liberaliserede på tværs af landegrænser. Globaliseringen skiftede til et højere gear, og fagbevægelserne begyndte at miste magt. Statslig centralstyring blev droppet i Kina og Indien, Berlin-muren faldt, og Sovjetunionen kollapsede. Pludselig var 1,5 milliarder arbejdere blevet indlemmet i den globale arbejdsstyrke.

Ballade på de finansielle markeder

It-boblen punkterede i 2000-2001, og renten blev sat ned for at mildne de økonomiske effekter. Den blev holdt for lav for længe, men begrundelsen var lav inflation. Men der var inflation i boligpriserne – næret af let adgang til kredit, støttet af Kongressen, som mente, at flere skulle have råd til at købe egen bolig. Subprimelån blomstrede op med en lav teaserrente i starten. Lånene blev pakket sammen i indviklede produkter kaldet Collateralized Debt Obligations (CDO) og solgt, som om det var sikre investeringer. Som The Economist skrev på et tidspunkt:

"A proper understanding of a typical collateralised debt obligation (CDO), a structured bundle of debt securities, would have required reading 30,000 pages of documentation".

Det gik som bekendt galt.

Kompleksitet

The Economist konstaterede tørt i 2009, at ikke kun det finansielle system var kollapset – standarden for økonomisk teori var også. Men 10 år efter har vi stadig ikke fået et økonomisk paradigmeskifte. Det står dog klart efter finanskrisen og de mange regionale kriser siden 80'erne, at finanssektoren, finansielle markeder, derivater og gældsætning har spillet en stor rolle i al balladen.

Det står også klart, at klassiske økonomiske teorier har nogle fundamentale svagheder, når der skal udarbejdes modeller af virkeligheden. Langtfra alle økonomer er dog enige i, at de klassiske teorier ikke længere kan bruges til noget. Et eksempel på en effekt er beskrevet af Daniel Kahnemann (psykolog), Nobelprisvinder i økonomi. Han påpeger, at hvis vi er i en situation, hvor vores forståelsesramme eller model ikke passer, så har vi en tendens til at holde fast i det gamle. Logikken synes at være, at det er bedre at have en model, man kender, selv om den ikke virker – frem for at begive sig ud i ukendt territorium og slet ikke have nogen model (se boks om Kenneth Arrow).

Der er ikke desto mindre stadig flere økonomer rundtom i verden, som arbejder med nye teorier. Fra University of Oxford og LSE til Santa Fe Institute og Institut Pour la Complexité. Flere centralbanker gør det også, heriblandt ECB, Federal Reserve og Bank of England. Og OECD har oprettet et særligt forum, New Approaches to Economic Challenges (NAEC), som jævnligt afholder seminarer med deltagelse af nytænkende økonomer fra hele verden.

Ingen har løsningen, og der er et væld af nye teorier og holdninger i spil. Der er dog enighed om, at der skal radikal nytænkning til. For det handler om komplekse systemer, der er karakteriseret af mange ikkelineære sammenhænge med uigennemskuelige interaktioner, feedbackloops og kaskadeeffekter.

Et af kritikpunkterne i forhold til de gamle modeller er antagelsen om, at vi er rationelle med fokus på kun at optimere vores egen situation, og derfor har økonomerne haft en antagelse om den fornuftige gennemsnitsborger, der repræsenterer en hel befolkning. Men i virkeligheden er vi hverken rationelle eller rent egoistiske – vi hjælper og påvirker også hinanden, og disse interaktioner er vigtigere end nogensinde at tage højde for i en verden, hvor vi er så tæt forbundet via internet og sociale medier.

Et andet kritikpunkt går på antagelsen om, at markedsøkonomierne af sig selv finder en ligevægt. Men der er ikke nogen ligevægt. Alene den hastige teknologiske udvikling ændrer billedet hele tiden, men der er også mange andre forhold, der gør, at det ikke længere giver mening at tale om ligevægt og "normal".

Et tredje kritikpunkt går på, at de økonomiske teorier og modeller har været for snævre opfattelser af virkeligheden. Vi har for eksempel siden 50'erne holdt fast i bruttonationalproduktet (BNP) som et afgørende pejlemærke for økonomien, men tallet udelader meget – især i den digitale tidsalder, hvor mange ting er gratis og svære at måle.

Miljøbelastningen og ressourceproblemer er andre forhold, som heller ikke indgår i den traditionelle måling af økonomisk aktivitet. Jorden er så stor, så fyldt med ressourcer og med en så enestående evne til at genoprette sig selv, at vi ikke behøver at have det med, når vi skal beregne, hvor godt det går. At den tilgang har været forkert, viser sig nu på mange fronter.

Blot nogle få: Global massedød af insekter. Plastic i oceanerne. Global opvarmning. Halvering af verdens økosystemer siden 1970. To milliarder mennesker mere frem mod 2050 vil i takt med indkomststigning kræve 60 procent mere mad (meget kød). Vandforbruget vil stige med 20-30 procent, og allerede i dag er der enorme problemer med vandknaphed og forurening, som rammer flere milliarder mennesker. Et hav af trusler, som har konfliktende løsninger.

De mange systemiske trusler gør (se flere i WEF Global Risks 2019), at de nytænkende økonomer agiterer for, at økonomer skal samarbejde med andre videnskabsgrene, hvis det skal kunne lade sig gøre at forstå, hvordan den komplekse, globaliserede verden fungerer, og hvordan vi klarer de globale udfordringer. Det i sig selv er nytænkning. Økonomer er de akademikere, som i mindst omfang citerer forskning fra andre videnskabsgrene, viser en analyse i Nature fra 2015 af Richard Van Noorden.

Det finansielle system er i sig selv også blevet et problem, hvilket finanskrisen illustrerede. Det endelige slag var kollapset af Lehman Brothers, som havde en million modparter og viste sig som det, man i epidemiologien kalder en superspreder. Kollapset virkede som en global infektion i finanssystemet.

Det fik Andy Haldane, i dag Bank of Englands cheføkonom, til i 2009 at se på ligheder mellem finanssystemet og biologiens verden. Ifølge CDC smittede SARS-virus i 2002-2003 8.096 mennesker – og 774 døde fordelt på 29 lande over hele verden. Billigt sluppet med en så dødelig virus, og det skyldtes blandt andet et hidtil uset samarbejde mellem sundhedseksperter fra hele verden, men i høj grad også, at folk "gemte sig" for sygdommen, og flyveforbud blev indført flere steder.

Lehman Brothers' kollaps havde nærmest den modsatte effekt. Det skabte mistillid i banksystemet, så bankerne "flygtede" fra hinanden, holdt på pengene og solgte ud af "giftige" aktiver – reaktioner, som spredte infektionen. Haldane sammenlignede det med reaktionen på gul feber-epidemien i Nordamerika i det 19. århundrede, som blandt andet medførte, at halvdelen af befolkningen i Memphis flygtede i 1878 og spredte sygdommen hastigt. En rationel, men katastrofal respons på en infektion i begge tilfælde.

Set i bakspejlet var der ikke så meget, man kunne have gjort, for finanskrisen var kulminationen på en udvikling, der var kørt i den gale retning gennem mange år. Kreditgivningen var løbet løbsk, omfanget af derivater var eksploderet, og det samme var de finansielle institutioners forbundethed og antallet af "too big to fail"-institutioner (potentielle superspredere). Og banksystemet var blevet både for komplekst og for homogent. Over de foregående 20 år havde næsten alle store globale banker spredt deres investeringer og risici ved i stigende grad at bevæge sig ind i komplekse og uigennemsigtige derivater. Uheldigvis for systemets stabilitet havde bankerne alle spredt deres risici på samme måde og var på den måde blevet indbyrdes afhængige, påpegede Haldane.

Hvor bliver de nye modeller af?

Der er strammet op på kravene til banker, især de systemisk vigtige, men ingen er trygge ved de ekstremt lave og ofte negative renter. Men hvad er egentlig status på de nye økonomiske teorier? Man holder sig stadig i centralbanker rundtomkring og i politisk beslutningstagning til de såkaldte DSGE-modeller (Dynamic Stochastic General Equilibrium) – makromodeller med mikroøkonomiske elementer i sig.

David Vines, økonomiprofessor på University of Oxford, har frustreret efterlyst nye idéer og fik i 2018 en række af verdens førende økonomer – blandt andre Nobelprisvinderne Krugman og Stiglitz – til at komme med refleksioner over de økonomiske teorier. 14 artikler i Oxford Review of Economic Policy præsenterede masser af synspunkter, uenigheder og ingen gylden løsning, men dog enighed om, at DSGE-modellerne trænger til en gevaldig overhaling.

Men det kan ikke betale sig, mener nogle af de økonomer, der godt tør give slip på det velkendte. En af dem er Richard Bookstaber, der udgav bogen "The End of Theory" i 2017. Bookstaber mener, at økonomien simpelthen er for kompleks at håndtere for de traditionelle økonomiske modeller, uanset hvor meget man piller ved dem.

For det første sker der hele tiden nye og uforudsigelige ting. For det andet, påpeger Bookstaber – som andre, der har forsket i komplekse systemer – er helheden større end summen af delene. Det totale system har egenskaber, som individer ikke har, og det stammer fra den interaktion, der foregår imellem dem. Og for det tredje så dur det ikke at basere modeller på fortiden. Det kan virke 95 procent af tiden, men det virker ikke, når det virkelig gælder, siger Bookstaber.

Løsningen er derfor at bruge såkaldte agentbaserede modeller, som længe har været anvendt i blandt andet epidemiologi, vejrsystemer, biologi, trafikforskning og sociale videnskaber. Særligt anvendeligt har det været i naturvidenskaberne, men samme succes kan ikke forventes i økonomi, som er baseret på menneskers adfærd, og vi har det med ikke at følge en forudsigelig naturlov.

Men sådanne modeller er det bedste bud, lyder det fra Bookstaber og andre, der forsker i Complexity Economics. Simulationer af virkeligheden. Computerprogrammer, der arbejder med forskellige karakterer, der tager egne beslutninger og reagerer på ændringer i miljø og hinandens adfærd.

Det er dog ikke let at udvikle sådanne modeller, når det handler om at simulere komplekse økonomier. Men mulighederne har aldrig været bedre med computerkraften og Big Data. Skal det være simulationer, der ligger tæt op ad virkeligheden, kræver det imidlertid enorme mængder af data. Bliver det ikke målt, bliver det ikke opdaget.

Verden skal overvåges i realtid.