Menu luk

Nordea-ansatte formulerer alternative besparelser

Vi vil gerne gå forrest og pege på, hvordan man også kan tilgå en ny fase i Nordea, siger Dorrit Brandt, formand for Finansforbundet i Nordea. Mere end 100 spareforslag har tillidsvalgte indsamlet og afleveret til bankens ledelse.

28. okt. 2019
1 min

​Finansforbundet i Nordea har sammen med tillidsmænd på få dage indsamlet mere end 100 små og store forslag til, hvordan banken kan gøre mere for kunderne, kundetilfredsheden og forretningen.

"Vi vil gerne gå forrest og pege på, hvordan man også kan tilgå 'a new phase'. Og der er mange flere ideer, hvis ledelsen involverer flere af hverdagens specialister – medarbejderne. Dem, der oplever udfordringerne og ser mulighederne hver dag. Fra Finansforbundet i Nordea (Kreds Nordea) overdrager vi forslagene til Frank Vang-Jensen og Bjørn Bøje Jensen for at vise, at der er et alternativ til besparelserne. Vi har alle et alternativ", siger Dorrit Brandt, formand for Finansforbundet i Nordea og tilføjer, at man ikke skal glemme, at kunderne også har et alternativ til Nordea.

Blandt forslagene er der lavthængende frugter, som kan høstes med det samme, og så er der nogle mere langsigtede forslag, som kan betyde store forbedringer.

"Der er flere helt konkrete bud på, hvor meget tid vi kan spare ved at omlægge processer. Jeg er meget imponeret, og de viser med al ønskelig tydelighed, at der er et alternativ til de besparelser, som banken meldte ud i forbindelse med kvartalsregnskabet i sidste uge", siger Dorrit Brandt.

Seneste nyt