Milliardregning til britiske banker

​Det ender med at blive endnu dyrere end ventet for britiske banker, at de i årene omkring årtusindskiftet i stor stil solgte ubrugelige låneforsikringer til deres kunder.

Forsikringerne skulle dække kundernes betaling til lån, hvis kunden blev syg eller mistede sit arbejde. Der var bare den hage ved det, at den såkaldte payment protection insurance (PPI) ofte blev solgt til folk, der ikke havde noget lån at forsikre - eller ikke vidste, at de købte en låneforsikring.

Fristen for at klage udløb i slutningen af august, og efter at være blevet væltet over ende af krav om erstatning, har britiske banker nu opjusteret det forventede tab på skandalen til over 400 milliarder kroner.

Dermed er skandalen ikke bare blevet den dyreste i britiske detailbankers historie. Den er også kommet på niveau med, hvad amerikanske banker tabte som følge af deres rolle i finanskrisen.

Succesfuld reklamekampagne

Sidste år iværksætte det britiske finanstilsyn en reklamekampagne - betalt af banker og andre sælgere af PPI - der opfordrede folk til at huske at søge erstatning, hvis man havde købt låneforsikringen uden mulighed for at få det fulde ud af den.

Kampagnen var en dundrende succes, og op til klagefristens udløb fortalte kilder Financial Times, at bankerne modtog vognlæs af erstatningskrav.

"Vi tæller dem ikke længere. Vi vejer dem", sagde en kilde til finansavisen.

Også de britiske myndigheder har henvendt sig for at få erstatning. Embedsmænd fra The Official Receiver, der håndterer personlige konkurser indtruffet mellem 2000 og 2018, indgav titusindvis af erstatningskrav inden deadline. I mange af konkurssagerne tæller kreditorerne det britiske skattevæsen, og der er således mulighed for, at de offentlige kasser uventet kan inddrive en stor bunke gæld. Det gennemsnitlige krav fra alle indsendte klager er nemlig på omkring 17.000 kroner ifølge britiske medier.

Ti gange dyrere

Bankerne har længe været splittet i sagen. I mange år afviste branchen kollektivt kritik og at udbetale erstatning. Efter en Højesteretsdom i 2011, der gik bankerne imod, gik Lloyds dog enegang og begyndte at udbetale erstatning i håb om at lukke sagen.

Men da det så lang tid efter var svært at vide, hvor der rent faktisk havde fået solgt en ubrugelig forsikring, gik man i den anden grøft og udbetalte erstatning til stort set alle, der havde betalt for låneforsikringen.

Dengang troede bankerne, at de kunne slippe med en regning på knap 40 milliarder kroner - i dag er de samlede omkostninger til håndtering af klager og udbetaling af erstatning med mere altså steget til over det tidobbelte.

Men der er naturligvis stadig tale om overslag, for man er kun lige begyndt at håndtere de mange klager, der nåede ind i ugerne op til deadline.

Herunder ikke mindst kravene fra officielt hold.

Mens nogle banker angiveligt har kastet håndklædet i ringen og efterkommer konkursmyndighedernes krav, er andre mere skeptiske. De mener ikke, at The Official Receiver reelt har nogen anelse om, hvorvidt den person, hvis konkursbo de håndterer, fik solgt en forkert forsikring for omkring tyve år siden