Menu luk

Masser af kapital til danske iværksættere

Mængden af kapital, der kommer i spil for nye virksomheder, vokser år for år, sagde Klavs Hjort, Senior Vice President for Growth & Impact i Danske Bank i et oplæg for Iværksætterkommissionen. Udfordringen er at etablere flere kanaler mellem investorer og iværksættere og blandt andet at få pensionsselskaberne mere på banen, lød det i den efterfølgende debat.

10. jun. 2019
3 min

​Iværksætterkommissionen, der blev lanceret i marts af Akademikerne og Finansforbundet for at styrke Danmarks iværksættermiljø og den danske position på den internationale iværksætterscene, holdt sit andet møde tirsdag den 4. juni over temaet smart kapital og risikovillige investeringer. Klavs Hjort, der er Senior Vice President for Growth & Impact i Danske Bank, holdt indledningsvist et inspirationsoplæg om, hvordan Danske Bank har formået at blive en medspiller for mange iværksættervirksomheder i Norden de seneste år.

"For fire år siden ville vi have været i defensiven hvis vi skulle tale om dette emne, men siden vi i september 2015 fik mandat til at gentænke bankens rolle i forhold til startups, er der sket en masse", sagde Klavs Hjort til de knap 30 mødedeltagere.

I 2016 havde Danske Bank Growth 4 rådgivere, i dag er der 50 fordelt over hele Norden, som rådgiver startupvirksomheder. Hjemmesiden Thehub.dk (se den her: https://thehub.dk/ ) anvendes af 5.500 nordiske startups til lede efter talent og investorer. Der er 330 investorer listet på platformen og den har formidlet 15.000 job indtil videre.

"Hver måned listes godt og vel 700 jobs i iværksættervirksomheder på sites", fortæller Klavs Hjort.

Han refererede en række interessante resultater fra en undersøgelse blandt nordiske startups.

"Det er en myte, at man arbejder meget, og at lønnen er dårlig. I gennemsnit svarer de adspurgte, at de arbejder 44 timer om ugen, og månedslønnen for en senior ansat i starupvirksomheder med 1-10 ansatte er i gennemsnit 35.000 kroner", sagde Klavs Hjort om undersøgelsen, som 655 har deltaget i.

En anden analyse blandt 650 nordiske impact startups viser at kun 14 procent af iværksættervirksomhederne er etableret af kvinder eller ledes af kvinder. Til gengæld tegner de virksomheder, hvor en kvinde står i spidsen, sig for 23 procent af det samlede overskud.

Flere kanaler mellem investorer og iværksættere

I relation til mødets tema slog Klavs Hjort fast, at der ikke mangler kapital til iværksætterne.

"Data viser, at mængden af kapital, der er kommet i spil, vokser år for år. I 2018 blev der investeret tre milliarder kroner i danske iværksætterfirmaer", sagde han.

Deltagerne i Iværksætterkommissionen debatterede derefter i fire grupper, hvordan man kan styrke investeringerne i iværksættervirksomheder. Det blev blandt andet foreslået, at der skal være flere kanaler mellem investorer og iværksættere. Udover banker og Vækstfonden er der brug for, at pensionsselskaberne skal mere ind i kampen. Det blev også påpeget, at der mangler en infrastruktur for mindre investeringer til små virksomheder, da det ikke er alle iværksættere, som har behov for store millionbeløb i kapitalindsprøjtninger.

I forhold til pensionsselskaberne kan en model, hvor den enkelte pensionsopsparer kan vælge at investere en del af sin opsparing i en eller flere iværksættervirksomheder være en mulighed. En af de tilstedeværende iværksættere foreslog også, at iværksættere, som bruger deres egne penge til at investere i deres virksomheder, skal subsidieres af skattesystemet.

Iværksætterkommissionen har planlagt i alt fem møder i 2019. Det næste finder sted den 16. september.

Iværksætterkommissionens faste medlemmer:

Kent Petersen, formand for Finansforbundet

Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne

Mette Reissmann, uddannelses- og forskningsordfører, Socialdemokratiet

Thomas Damkjær Petersen, formand for IDA

Camilla Gregersen, formand for DM

Henrik Funder, formand for Djøf Privat

Peter Toftsøe, formand for Faod

Thomas Krogh Jensen, CEO i Copenhagen Fintech

Jonas S. Iversen, politisk chef i Finansforbundet

Anne Skare Nielsen, stifter af Future Navigator

Louise Mogensen, direktør i Forenet Kredit

Jes Broeng, centerleder for entrepreneurskab i teknologi, DTU

Kim Escherich, Innovationsarkitekt, IBM

Anders Permin, CEO og stifter, Unibrains

Camilla Kerlauge, CEO og stifter, Spenderlog

Caroline Erup Wideriksen, CEO, aPureBase

Emil Fuglsang, COO og medstifter, MatterPension

Mads Lind, CEO og stifter Mystery Makers

Niclas Rønne, CEO og stifter, Nordic Infrastructure Design (NID)

Seneste nyt