Menu luk

Kunstig intelligens kræver etisk fokus

Der er behov for etiske retningslinjer for brug af kunstig intelligens, mener Artificial Artist Cecilie Falkenstrøm, der deltager i Dataetisk Topmøde, som Finansforbundet inviterer til på Folkemødet på Bornholm fredag den 14. juni.

3. jun. 2019
4 min

​Kunstig intelligens kan for mange være svært at forholde sig til – nogle kan endda opleve en afmagt i mødet med dem. Det er alligevel nødvendigt at tage stilling til, hvad mennesker vil med teknologien og debattere de etiske dilemmaer, den medfører, mener Cecilie Falkenstrøm, Artificial Artist fra Royal College of art.

"Mange har svært ved at forstå kunstig intelligens og føler sig handlingslammet i mødet med det. Jeg har en oplevelse af, at folk føler det er noget, som ligger nede i EU, i Silicon Valley eller hos de store tech-giganter. Men alle kan og skal involvere sig. Det handler om at gøre de etiske dilemmaer nærværende for den enkelte og få dilemmaerne til offentlig debat", siger Cecilie Falkenstrøm.

Sammen med Finansforbundets næstformand, Steen Lund Olsen, partner og nordic head of NewTech i KPMG Danmark, Bent Dalager og formand for Ingeniørforeningen (IDA), Thomas Damkjær Petersen, skal hun debattere dataetik på Dataetisk Topmøde afholdt af Finansforbundet på Folkemødet fredag den 14. juni kl. 16:30 i Finansteltet.

'Den kunstige intelligens er et kæmpe skridt i hele den teknologiske udvikling, der kommer til at ændre vores hverdag som både som borgere og ikke mindst som finansansatte. Bagved ligger også de enorme mængder personlige data, som for alvor er blevet big business for f.eks. tech-giganter som Google og Facebook. I det farvand er vi nødt til at tage debatten om, hvordan vi etisk forholder os som borgere, virksomheder og samfund til de bevægelser, der er i gang. Og griber vi det rigtigt an, tror jeg faktisk også, at vi kan gøre det til en dansk og europæisk styrkeposition at håndtere de etiske udfordringer, der ligger i digitaliseringen, og som vi alle kommer til at skulle forhold os til', siger Steen Lund Olsen, næstformand i Finansforbundet.

Dilemmaer fordrer retningslinjer

Cecilie Falkenstrøm forklarer, at der eksempelvis opstår et dilemma, hvis en kunde kommunikerer med en teknologi, som kan simulere menneskelighed så godt, at kunden glemmer, at det er teknologi, de kommunikerer med.

"Det kan være fantastisk, at virksomheder kan komme rigtigt tæt på deres kunder, og skabe en mere nær relation, men det kan også være problematisk", siger Cecilie Falkenstrøm.

Hun mener ikke, at der er tale om en ligeværdig kommunikations situation, fordi der er en virksomhed bag teknologien, som har en klar intention om at sælge noget, eller få én til at tage nogle bestemte valg.

"Jeg er synes, kunstig intelligens er super fedt, så jeg er en af fortalerne for, at vi skal have det. Men vi skal være vågne på, at det er teknologi, som kommer til at transformere vores måde at leve og være sammen på. Derfor er det vigtigt, at folk tager stilling til det og kræver, at vores politikere laver nogle retningslinjer for det".

Cecilie Falkenstrøm foreslår blandt andet, at programmører får et løfte, som man kender det fra lægeløftet, og at man på samfunds- og politisk niveau i fællesskab laver nogle etiske retningslinjer for brugen af kunstig intelligens.

Kunst med sin egen agenda

Cecilie Falkenstrøm står bag det, hun selv kalder ARTificiel intelligence. Hun laver sine kunstværker gennem kunstig intelligens teknologi, hvor hun bygger et ekstra lag af fiktion ind i dem. Hun forklarer, at kunsten i højere grad kan simulere bevidsthed, nærvær, og at den kan ville dig noget – præcist som et menneske kan.

"Når du taler med de personlige assistenter Siri og Alexa, så vil de dig ikke noget. Du har ikke fornemmelsen af, at de har en selvbevidsthed. Det, jeg gør, er, at jeg simulerer en form for post-human-being, som har sin egen agenda. Men man skal ikke tro, at det er mennesker. Man skal tro, at det er teknologi, som bare har en selvbevidsthed og kan ville os noget", siger Cecilie Falkenstrøm. 

Det gør hun om andet gennem sit kunstværk FRANK, som hun vil optræde med under debatten på Folkemødet. FRANK er en teknologi, som med en menneskelig stemme, kan have samtaler med folk, som var den et menneske.

"Det er en måde at bringe en potentiel fremtid ind i nuet, så vi emotionelt også kan prøve at relatere os til de emner, som er større, end vi kan begribe. Men det er emner, som er rigtig vigtige, at vi allerede nu begynder at føle en nødvendighed for at finde ud af, hvad det er for en fælles fremtid, vi ønsker med kunstig intelligens", siger hun.

Se programmet for Finansteltet på Folkemødet her.

Seneste nyt