Menu luk

København tiltrækker flere udenlandske virksomheder

Syv udenlandske finansvirksomheder har inden for det seneste års tid besluttet at slå sig ned i København med et stort tocifret antal arbejdspladser til følge. Anders Klinkby, projektdirektør i Copenhagen Financial Hub, håber at flere vil følge efter i den kommende tid. En rapport fra Deloitte placerer København som en mere attraktiv by at drive forretning i end Amsterdam, London, Frankfurt og Paris.

1. jul. 2019
3 min

​Minsheng Financial Leasing fra Kina, Silicon Valley Bank fra USA og tech-virksomheden Airfinity fra London har inden for det seneste års tid åbnet kontorer i København, som følge af det lobbyarbejde Copenhagen Financial Hub sammen med Copenhagen Capacity, Invest in Denmark og Vækstfonden udfører for at gøre København til Nordens finanshovedstad.

"Fire andre virksomheder har sagt, at de i de kommende måneder vil annoncere, at de slår sig ned i København", siger Anders Klinkby, projektdirektør i Copenhagen Financial Hub til Nyhedsbrevet Finans.

" Vi arbejder især på at tiltrække virksomheder inden for kapitalforvaltning, fintech og investment banking, som er nicher, hvor København i forvejen står i en stærk position. Målet er, at vi inden udgangen af 2019 skal have mellem fire og otte virksomheder til at etablere sig i København, og forventningen er, at de i det første år vil beskæftige et tocifret antal medarbejdere, som i år tre vil vokse til et trecifret tal, hvis virksomhederne forretningsplaner holder", forklarer han.

Copenhagen Financial Hub er et offentligt-privat partnerskab, der støttes af blandt andre Finans Danmark, Forsikring & Pension, Nordea-Fonden, Industriens Fond og Erhvervsministeriet. Copenhagen Financial Hub, der blev etableret i 2017, arbejder tæt sammen med Copenhagen Capacity og Invest in Danmark om at tiltrække udenlandske virksomheder til København.

"Vi har en række leads på interesserede virksomheder især i New York, Beijing og London, som jeg sammen med projektets styregruppe har løbende kontakt med. Vi giver dem fakta om eksempelvis fintech scenen, regulering, forretningsmiljøet og den finansielle sektor i Danmark og om København, og dem, der har interesse, vælger så at komme hertil på besøg", siger Anders Klinkby.

Finansforbundets næstformand Steen Lund Olsen glæder sig over, at det er lykkedes at tiltrække udenlandske finansvirksomheder til København.

"Fintech rummer et kæmpe potentiale, som vi skal arbejde målrettet videre med at få udnyttet. Det kræver en fælles indsats på mange fronter, hvis vi skal gøre København og Danmark gældende i en intensiv, global konkurrence, men vi har omvendt et stærkt fundament at stå på i Danmark. Det er også kongstanken bag Copenhagen Fintech og alle de initiativer, vi er med til at drive her, og det gør vi netop fordi en målrettet, samlet indsats omkring fintech-miljøet kan og skal skabe arbejdspladser og vækst til gavn for hele vores samfund", siger Steen Lund Olsen.

Godt internationalt omdømme

Anders Klinkby oplever ikke, at hvidvasksagerne i flere pengeinstitutter generelt afholder udenlandske fintech- og finansvirksomheder fra at søge mod Danmark.

"Historisk har den danske finanssektor haft et godt internationalt omdømme.  I den internationale finanssektor kender folk godt de største spillere i den danske pensionssektor, der ligger nummer 1 på Mercer's årlige indeks over verdens bedste pensionssystemer. Lige nu er der nogle skår i bankernes omdømme, og det har i nogle situationer været et problem for vores arbejde, men man skal huske på at der også er hvidvasksager i andre lande. De folk, vi er i kontakt med, ser ikke hvidvasksagerne i danske banker som udtryk for et systemisk problem i Danmark", påpeger Anders Klinkby.

Copenhagen Financial Hub kan i arbejdet med at tiltrække udenlandske finansaktører til Danmark støtte sig til en undersøgelse fra Deloitte, der placerer København som en af de mest attraktive europæiske byer at drive virksomhed i.

København vurderes samlet set som mere attraktiv end Amsterdam, London, Dublin, Berlin, Stockholm, Luxembourg, Frankfurt og Paris, når der måles og sammenlignes på følgende ni parametre:
Adgang til talent, beskatning, regulering, omkostningsniveau, digital modenhed, livskvalitet, lethed ved at gøre forretninger, politisk og makroøkonomisk stabilitet samt god infrastruktur.

På en skal fra 1-5 hvor 1 er bedst og fem dårligst placeres de ni europæiske byer i denne rækkefølge:

1. København 1,8

2. Amsterdam 2,1

3. London 2,7

4. Dublin 2,8

5. Berlin 3,1

6. Stockholm 3,3

7. Luxembourg 3,3

8. Frankfurt 3,4

9. Paris 4,0

 

Seneste nyt