Menu luk

Investorer kaster sig over europæisk fintech

2019 er på vej mod at blive et rekordår for den europæiske fintech-branche, der modtager mere risikovillig kapital end nogen anden sektor. Den heldigitale udfordrerbank Starling Bank rejste 1,4 milliarder kroner i første halvår af 2019.

4. nov. 2019
2 min

Risikovillige investorer kaster sig over europæiske startup-virksomheder som aldrig før. Alene i løbet af årets første ni måneder har de investeret 179 milliarder kroner i europæisk startup - og står dermed til at overgå 2018, hvor tælleren nåede op på 209 milliarder kroner.

Og det er især fintech-branchen, som de risikovillige investorer er interesserede i. Det viser tal fra et nyt studie udført af dataanalyse-virksomheden Dealroom og Venturekapital-virksomheden Finch Capital.

Siden 2017 har fintech modtaget investeringer for 20 procent af den samlede risikovillige kapital, der er tilflydt europæiske startup-virksomheder i perioden. En højere andel end nogen anden sektor, konkluderer Dealroom og Finch Capital.

Stor efterspørgsel fra forbrugere

Det er især fintech-virksomheder i Storbritannien, der - Brexit til trods - har oplevet en enorm stigning i investeringer både i 2018, og igen i 2019. De såkaldt heldigitale udfordrerbanker Monzo og Starling Bank rejste således henholdsvis 1 milliard og 1,4 milliard kroner i første halvdel af 2019, mens pengeoverførsels-virksomhederne TransferWise og WorldRemit rejste henholdsvis 2 og 1,2 millard kroner.

Men også fintech-branchen i Tyskland, Frankrig og Sverige står til at få et rekordår. Det gælder eksempelvis banken N26, der fra hovedkvarteret i Berlin har rejst 2,2 milliard kroner, og den svenske betalingsfirma Klarna, der rejste 3,1 milliard kroner til at ekspandere i USA.

Mange af de europæiske fintech-virksomheder har desuden allerede rejst store summer ved tidligere finansieringsrunder.

"Der har været stor interesse og efterspørgsel fra forbrugere for nye fintech-tilbud, især i Storbritannien og andre steder i Europa, hvilket hjælper med at forklare det store spring i investeringer der", lyder det fra Julian Skan, senior-direktør i konsulentbureauet Accenture Financial Services.

18 europæiske enhjørninger

Første halvår 2019 var også første gang, at investorerne kastede flere penge i europæisk fintech end asiatisk. Det sker efter kinesiske Ant Financial, der står bag verdens største online-betalingsplatform AliPay, rejste hele 93 milliarder kroner sidste år.

Hvis man regner på, hvad investorerne har betalt for deres andele, tæller Europa ifølge den franske fintechanalyse-virksomhed INVYO Insights 18 såkaldte fintech-'enhjørninger' - virksomheder der blev værdisat til mindst 1 milliard dollar eller 6,71 milliarder kroner med den nuværende kurs.

De tre mest værdifulde er ifølge Invyo insights alle primært betalingsfirmaer: Adyen fra Holland, Nexi fra Italien og Klarna fra Sverige. De to første blev børsnoteret i henholdsvis 2018 og 2019. Adyen er i dag 143 milliarder kroner værd, altså målt på den samlede børsværdi.

Ifølge Sky News har den britisk baserede bank Revolut hyret JP Morgan til at lede endnu en finansieringsrunde, hvor man angiveligt vil forsøge at rejse hele 10 milliarder kroner fra risikovillige investorer.

Det sker efter Revolut har offentliggjort en aftale med Visa, der vil gøre det muligt at ekspandere i yderligere 24 lande over hele verden og opgradere antallet af medarbejdere fra 1.500 til 5.000.

Revolut har ikke kommenteret oplysningerne fra Sky News.

Magasinet Finans har tidligere interviewet topcheferne for både N26 og WorldRemit om deres forretningsmodeller.

Læs artiklen 'Europæisk mobilbank på vej til Danmark' (N26) her.

Læs artiklen 'Stor konkurrence om pengeoverførsler' (WorldRemit) her.

Seneste nyt