Menu luk

Grønt er godt – men ikke godt nok

Bæredygtighed må ikke kun sættes lig med klima. Næstformand i Finansforbundet Michael Budolfsen savner at se flere initiativer i sektoren, også uden fokus på profit.

26. aug. 2019
1 min

​Grønne investeringer giver fine afkast.

Det argument bruges ofte for at hjælpe den klimavenlige omstilling på vej i sektoren og som salgsargument. Men bæredygtighed bør ikke kun handle om, hvad der kan betale sig økonomisk, og om klima, mener finansforbundets næstformand, Michael Budolfsen.

"Klimaomstillingen er en bold, der allerede ruller. Den er meget vigtig, men den er sat i gang for længe siden og kræver ikke længere så meget opmærksomhed".

Han bider mærke i, at stadig flere fremhæver den økonomiske gevinst ved at være grøn, og ønsker større vilje til, at sektorens virksomheder tager andre mere krævende og mindre profitable dele af bæredygtighed op.

Pengene styrer

"Det er stadig penge, der styrer. Hvis grøn omstilling er en økonomisk gevinst, er det jo en gratis omgang. Selvfølgelig skal det være muligt at drive forretning, men jeg savner flere initiativer, der udfordrer sektoren noget mere end bare grøn omstilling. For det er vanskeligt og kræver en indsats at indarbejde", siger Michael Budolfsen.

Eksempelvis handler det første af FN's 17 verdensmål om at stoppe sult. Det er man kommet langt med, men når der skal mættes flere munde, modarbejder det samtidig nogle af de andre verdensmål. På den måde er der mange komplicerede udfordringer forude, og de kræver opmærksomhed.

"Der er forskel på at kunne kalde sig klimavenlig og bæredygtig. Det fordrer en anden og større indsats, og den er der brug for i sektoren, for vi er om nogen et omdrejningspunkt i forhold til bæredygtighed. Vi skal bare have mere fart på og modet til at tage fat i de dele af bæredygtighed, der er svære".

Seneste nyt