Menu luk

Fintech-folk fra hele verden kommer til København

Copenhagen FinTech Week fra 14. – 20. juni byder på spændende debatter om fintechs indflydelse på finanssektoren og samfundet og mulighed for at netværke mellem de forventede 1.000 deltagere, der kommer fra Kina, Sydkorea, Israel, USA, det meste af Europa og Norden. Nyhedsbrevet Finans udlodder fire billetter til arrangementet.

27. maj 2019
3 min

​Copenhagen FinTech, der så dagens lys den 15. september 2016 på initiativ af blandt andre Finansforbundet. Københavns Kommune og Finans Danmark (dengang Finansrådet), blænder om knap tre uger op for endnu en udgave af Copenhagen FinTech Week, hvor omkring 1.000 deltagere fra det meste af verden mødes for at dele ny viden, debattere udviklingen af fintech og at netværke.

"Vi har inviteret en række hubs fra andre lande, der ligesom os i Copenhagen FinTech arbejder for at fremme fintech, fordi vi tror på, at vi ved at fremme et globalt community af fintechhubs kan udbrede fintech mest muligt og bringe ny innovation til Danmark", siger Anett Falussy, Innovation Catalyst i Copenhagen FinTech og projektleder for Copenhagen FinTech Week.

Repræsentanter fra Sydkoreas og Israels fintechmiljøer har allerede meldt deres ankomst, og på programmet i fintechugen er der blandt andet oplæg om Kinas og Israels fintechmiljø.

Copenhagen Fintech Week tyvstarter traditionen tro med en hackathon, hvor alle interesserede inviteres til på 48 timer at udvikle nye forretningsidéer i teams, der sammensættes på dagen. Det foregår fra fredag den 14. juni kl. 18 til søndag den 16. juni hos Danske Bank. Mandag den 17. juni er afsat til et fintech-symposium på Københavns Universitet, hvor forskere fra danske og udenlandske universiteter fremlægger ny viden om blandt andet kunstig intelligens og blockchain. Tirsdag den 18. og onsdag den 19. juni holdes hovedkonferencen i Kabelhallerne ved Halvandet på Refshaleøen i København. Torsdag den 20. juni er overskriften "Innovation Lab Crawls", og den dækker over, at deltagerne skal besøge udviklingsmiljøer rundt omkring i København og i det hele taget få vist byen frem.

Men spørgsmålet er hvad man som deltager skal prioritere? Anett Falussy gør opmærksom på, at billetterne til fintechugen gælder til arrangementer alle dage.

"Fintech symposium på Københavns Universitet byder på indlæg fra nogle af verdens dygtigste forskere inden for AI og blockchain, blandt deltager professor Silvio Micali fra MIT. Hovedkonferencen tirsdag og onsdag har blandt andet et tema 'Tech for Fin', der fokuserer på startups betydning for udviklingen af finanssektoren og på Bigtechs som blandt andre Amazon, der bevæger sig ind i finanssektoren", siger Anett Falussy.

Et andet spor på hovedkonferencen handler om bæredygtighed og fintechs bidrag til 'Smart Cities'. Et tredje interessant emne, der vil blive debatteret, er nordisk design. Vil Nordens styrkeposition inden for design af eksempelvis møbler også kunne overføres til design inden for fintech?

"Hvis man deltager i fintech ugen, så bliver man opdateret på alle de væsentligste teknologier og tendenser, og man bliver – om ikke ekspert – så opgraderet på ens kompetencer og viden om udviklingen indenfor fintech", understreger Anett Falussy.

Netværks-app

Udover at tilegne sig ny viden om fintechtendenser handler Copenhagen FinTech Week i høj grad også om at møde andre fintech-interesserede. Arrangørerne har således fået udviklet en særlig matchmaking-app, hvor deltagerne selvfølgelig kan se programmet for fintechugen men også listen over andre deltagere, og nok så vigtigt kan man via app'en booke møder med andre deltagere undervejs.

"Vi vil gerne hjælpe deltagerne i Copenhagen FinTech Week med at netværke og måske etablere samarbejder og relationer længere frem i tiden", forklarer Anett Falussy.

Læs mere om programmet og tilmeld dig på Copenhagen Fintech Weeks hjemmeside senest 1. juni.
 

 

Vind billetter til Copenhagen FinTech Week

Nyhedsbrevet Finans er kommet i besiddelse af fire billetter til Copenhagen FinTech Week, som udloddes i en konkurrence blandt medlemmer af Finansforbundet.

Svar rigtigt på det følgende spørgsmål og deltag i lodtrækningen med de øvrige vinder-svar.

Hvor mange deltagere forventer arrangørerne til Copenhagen FinTech Week?

A) ca. 500

B) ca. 1.000
C) ca 1.500

Send dit svar pr. e-mail til cjo@finansforbundet.dk senest mandag den 3. juni kl. 12. Hver udtrukken vinder får 1 billet. Vinderne får direkte besked.

Seneste nyt