Menu luk

Fintech-bølgen vokser sig større

Mindre end to timer fra Danmark er en lang række fintechstartups på få år accelereret fra ingenting til at blive ekspansive neobanker med millioner af unge kunder. En af dem er Coconut, som er stiftet af Sam O’Connor og Adam Goodall.

11. mar. 2019
9 min

​På undergrundsstationen Old Street i London blev jeg for godt to år siden prajet af en ung pige, der med charmerende fransk accent spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at blive "founding member" af deres nye onlinebank, som de kalder "Tide". Banken ville henvende sig til små firmaer, dens app var ganske vist ikke klar endnu, den manglede også finansiering, men hvis jeg gav dem min e-mailadresse, ville jeg blive kontaktet senere, fortalte Vironique. Jeg har siden holdt øje med Tide, og i løbet af det seneste halvandet år har næsten-banken hentet 26 millioner pund fra forskellige investorer, og i midten af januar i år kom det store gennembrud, da man offentliggjorde et nyt strategisk samarbejde med en anden fintechstartup, ClearBank, om investeringer på yderligere 120 millioner pund.

En lignende historie har neobanken Coconut gennemgået. Jeg mødte stifterne Sam O'Connor og Adam Goodall nogenlunde samtidig med Tide. De havde den samme idé, blot var deres fokus ikke små virksomheder, men freelancere uden registreret selskab. Og dem er der over 5 millioner af i Storbritannien. Flere af Finansforbundets medlemmer har faktisk besøgt Coconut i London, og de unge entreprenører har i de forløbne to år videreudviklet deres app, testet deres finansielle servicer, som blandt andet indebærer automatisk bogføring, og i december startede de en finansieringsrunde på crowdfundingsitet Crowdcube. Her hentede de i løbet af blot seks dage 2,2 millioner pund, og deres startup har nu en værdi, der svarer til små 80 millioner kroner.

Lidt interessant: Jeg mødte og skrev om Crowdcubes stifter, Darren Westlake, i 2013, da har fortalte om sin forretningsidé, og siden da er hans site vokset til Europas førende med en halv million investorer og 821 opstartsvirksomheder, som tilsammen har hentet, hvad der svarer til 5 milliarder kroner, i risikovillig kapital.

Coconut begyndte i en inkubator på Finsbury Square i Londons techmiljø, og på den anden side af torvet i en anden inkubator sad den unge hollænder Ivo Weevers og arbejdede på appen Albert, hvis målgruppe stort set var den samme som de to øvrige neobankers: iværksættere i "the gig economy". Ivo Weevers har siden hentet omkring to millioner pund i venturekapital, og i december udsendte han glad en pressemeddelelse om, at Albert nu var overtaget af den spanske storbank Santander for et ukendt beløb.

En ny generation af neobanker for små erhvervsdrivende er med andre ord på 36 måneder gået fra idéstadiet til næsten drift. Hvad det fører til, mangler vi endnu at se, men bag alle tre neobanker står nu stærke venturefonde og selskaber, som normalt brillerer med internationale ambitioner.

Europas førende fintech "unicorn"

Samme ambitioner har investorerne bag den berlinske onlinebank N26, som Magasinet Finans beskrev i en reportage i maj 2017. N26 blev etableret i 2014 af to østrigere, Maximilian Tayenthal og Valentin Stalf, ud fra ideen om at skabe en bank, der var på mobilskærmene i hele EU. Hvis vi har en fælles europæisk valuta, hvorfor har vi så ikke en fælles europæisk bank?

I 2017 modtog N26 de første 50 millioner dollars fra henholdsvis Horizons Ventures i Hongkong og superentreprenøren Peter Thiel fra Silicon Valley. Med ny kapital på speederen rykkede N26 lynhurtigt ud i 16 eurolande og fik de første 300.000 kunder.

Siden har N26 modtaget 160 millioner dollars fra Allianz i München og 300 millioner dollars fra en af verdens største teknologivirksomheder – nemlig kinesiske Tencent – og nu er man på rekordtid udkommet i 24 europæiske lande, har tre millioner brugere, og næste mål er USA. N26 er rykket op som Europas førende fintech-"unicorn" med en værdiansættelse på 2,7 milliarder dollars – hvilket begynder at nærme sig markedsværdien af Jyske Bank.

 

Unge russere bag overbevisende bankydelser

De færreste er klar over, at N26 faktisk er begyndt at hverve danske kunder. Det samme er N26's engelske modstykke og konkurrent, Revolut, der blev etableret af to unge russere, Nikolay Storonsky og Vlad Yatsenko, i London i sommeren 2015, og som på rekordtid har fået stjernestatus.
Jeg mødte russerne lige efter deres start i fintech-acceleratorprogrammet Level39 i det nye finansdistrikt Canary Wharf. De var beskedent finansieret med 10-15 millioner pund – hvis det er beskedent – men for halvandet år siden begyndte de for alvor at accelerere: Først fik de 60 millioner dollars, og i juli sidste år fulgte yderligere 250 millioner fra DST Ventures i Hongkong.

Investeringen var øremærket med henblik på amerikansk ekspansion. Vi taler altså om en pengeindsprøjtning på to milliarder kroner over mindre end to år, som foreløbig har resulteret i tre millioner onlinekunder og en markedsværdi på 1,7 milliarder dollars. Men Revoluts bankydelser er også overbevisende – en almindelig konto giver adgang til 40 forskellige valutaer, og kunderne kan flytte deres penge fra den ene valuta til den anden til interbankrente. Med kontoen følger i øvrigt en rejseforsikring, der slår til og fra styret af mobiltelefonens GPS.

 

Neobanker stormer frem

En tredje af de nye unicorns er TransferWise, som vi har skrevet og talt om de seneste tre år. Forretningsideen bag TransferWise er udlandsoverførsler, som de leverer 83 procent billigere end eksisterende banker. Stifterne er de samme, som står bag Skype, der gjorde telefoni gratis, og nu vil de gøre for udlandsbetalinger, hvad de gjorde for udlandstelefoni.

Fra starten i 2011 har selskabet fået tilført næsten en halv milliard dollars i amerikansk venturekapital, som ledelsen har transformeret til fire millioner kunder, der gennemfører månedlige transaktioner på 1,5 milliarder pund. TransferWise opererer nu med overskud og er underleverandør til en lang række af de nye onlinebanker, blandt andet N26 og Monzo. TransferWise er også tilgængelig på det nordiske marked og har netop indgået samarbejde med Frankrigs næststørste bank, Groupe BPCE. Endelig er TransferWise også begyndt at tilbyde sine forretningskunder samme oplevelse som de andre neobanker, og de første danske TransferWise-kunder har allerede modtaget deres plastikkort.

Og de allerede nævnte neobanker er ikke enlige svaler. I Storbritannien slås omkring 10 online-neobanker eller såkaldte "challenger banks" om især de unges opmærksomhed. En nylig analyse viste, at man finder et kulørt neobankplastikkort i tegnebogen hos hver fjerde unge brite under 37 år, og 75 procent af resten af millennialsgruppen forventer at anskaffe sig en konto i en challengerbank inden for de kommende 3 år.

Det nye mønster for bankmarkedet

Fremkomsten af de nye banker repræsenterer et helt nyt mønster i forhold til de etablerede banker. De er alle online og født til mobiltelefoner, deres banksystemer ligger i "skyen", det vil sige på servere, som bankerne ikke selv ejer. Det centrale banksystem for neobanken Starling er for eksempel på Amazons servere i Dublin, i øvrigt ved siden af Netflix. Det reducerer etableringsomkostningerne radikalt og gør de nye banker utroligt konkurrencedygtige.
 

De nye banker er desuden modulopbygget. De udvikler ikke selv alle deres ydelser, men integrerer sig med underleverandører. Som nævnt tager TransferWise sig af udlandsbetalinger for flere af de nye banker. Finansieringen er også anderledes. En stor del er vokset ud af venturekapital, og resten hentes via crowdfunding. Både Revolut, Monzo, Coconut og Tandem har alle hentet tocifrede millionbeløb på de to britiske crowdfundingsites Crowdcube og Seedrs. Tandem skulle bruge pengene til blandt andet at købe den hæderkronede Harrods Bank for et år siden. Her var det en neobank, som opslugte en gammel fysisk bank – ikke omvendt – og man havde opbakning fra 11.000 investorer.

De nye finansvirksomheder er med andre ord totalt anderledes end de etablerede banker. De står på tærsklen til Danmark, men er her ikke endnu for alvor, så det bliver spændende at se, hvad der sker, når en ny generation får øje på dem. Det bliver også spændende at se, hvad der sker med de store techselskaber, for de har også bevæget sig ind på finansindustrien de seneste par år.

I 2017 skrev vi om Alipay, der netop havde etableret sig i Europa for at servicere kinesiske turister. Siden har de etableret sig i 30 europæiske lande, men vi kan som for eksempel danskere ikke anvende Alipay, medmindre vi har en konto i en kinesisk bank. Men det kan der også blive lavet om på. Den 14. januar i år fik Alipay en "e-money license" i Luxembourg; det betyder, at der nu reelt er åbnet op for, at europæerne kan komme til at bruge kinesiske Alipay, når de betaler for deres varer. Og Alipay er ingen enlig svale. Inden for de seneste 12 måneder har Apple, Amazon og Google alle skaffet sig en tilsvarende licens.

Alt dette har indtil nu ikke haft den store betydning for danske ansatte i finanssektoren, men hvis de tendenser, vi ser i de store europæiske lande, kommer til Danmark, vil vi opleve en ny generation af banker og kunder, som ikke ligner de gamle. Er det realistisk? Se på musikbranchen – for 20 år siden begyndte Shawn Fanning med Napster er flytte musik over på internettet. Nu ligger musikbranchen i ruiner, og det hele er blevet Spotify.
 

Fakta: Fintech-virksomheder i stærk fremdrift

Tide: Online-bank for små virksomheder. Den blev etableret i 2015 af George Bevis og har siden hentet £20 millioner fra 4 investorer. De har i dag 60,000 erhvervskunder og er netop gået sammen med en anden fintech-startup, ClearBank i en investeringsrunde på £120 millioner. Værdiansættelse ukendt.

Albert: Banking App for selvstændige. Den blev etableret i 2014 af den hollandske designer Ivo Weevers og har siden modtaget £2 millioner i investeringer blandt andet fra samme investorer, som står bag Skype. Blev i december 2018 overtaget af storbanken Santander for et ukendt beløb.

Coconut: Online-bank for freelancers. Etableret i 2016 af revisorerne Sam O'Connor & Adam Goodall. Banken hentede £1,9 millioner i december 2018 på Crowdcube, den har omkring 7.000 kontohavere og en værdiansættelse på £10 millioner.

Crowdcube: Equity Crowdfunding (aktie-baseret) etableret i 2011 af briten Darren Westlake. Har hentet £627 millioner fra 695.000 investorer til 821 opstartsvirksomheder. Crowdcube har i dag en markedspris på £75 millioner med venture investeringer på £37 millioner

N26: Online-bank stiftet i 2014 af østrigerne Maximilian Tayenthal og Valentin Stalf. Banken har hentet £400 millioner i venture kapital og har en værdiansættelse på $2,7 milliarder (18 mia. kroner). Den opererer i 24 lande og har tre millioner kunder.

Revolut: Online-bank stiftet i 2015 af russerne Nikolay Storonsky og Vlad Yatsenko . Den har hentet £260 i venture kapital og har over 3,7 millioner brugere med en værdiansættelse på $1,7 milliarder (11 mia. kroner). Opererer i 28 lande og er på vej til Asien og USA.

TransferWise: Online-bank for udlandsbetalinger stiftet af esterne Kristo Kaarmann og Taavet Hinrikus i 2011. De har hentet £397 millioner fra venture fonde og har en værdi på $1,6 milliarder (10 mia. kroner) Det har fire millioner brugere og opererer i 40 forskellige valutaer over hele verden.

Monzo: Online-bank tableret i 2015 af den 33-årige super-entreprenører Tom Blomfield, som den britiske dronning netop har hædret med et OBE. Banken har modtaget £211 millioner i venture kapital og er prissat til $1,3 mia (8,5 mia. kroner). Monzo har over en million kunder. Opererer foreløbig kun i Storbritannien.

Starling Bank: Online-bank etableret af Anne Boden i 2015 med £75 millioner i investeringer fra venture fonde. Banken har 500.000 kunder og er formentlig halvvejs til status som Unicorn. Har en voksende omsætning som white label bank for både nye og etablerede banker.

Seneste nyt