Menu luk

Festival for retten til at være, hvem du er

Copenhagen Pride vokser støt år for år, og Finansforbundets næstformand Steen Lund Olsen går nu med i optoget på lørdag den 17. august, som blandt andre har Danske Bank, Nykredit og Nordea som sponsorer.

12. aug. 2019
1 min

​"Det vigtigste er de 364 andre dage i året."

Finansforbundet deltager i år for første gang sammen med Nordeas del af optoget i Copenhagen Pride, og næstformand Steen Lund Olsen ser frem til at være med.

Finansforbundet har i år nedsat en arbejdsgruppe, som har fokus på LGBT+ – lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner med flere - her drøftes, hvilke initiativer man kan tage for at fremme inklusion og plads til mangfoldighed i sektoren.

"Jeg håber, at vi i forbindelse med Priden kan komme tættere på en forståelse af, hvad vi kan gøre for at bakke op i hverdagen. For det er ikke bare noget, vi er interesseret i at sætte flueben ved gennem deltagelse i festivalen en gang årligt."

Festivalen begyndte i går, mandag, og kulminerer med paraden på lørdag 17. august. Med i paraden er langt over hundrede deltagere fra Nordea, der også er sponsor.

Det samme gælder Danske Bank, som deltager under sloganet 'Free to be me' og har opfordret medarbejderne til at deltage i optoget med hele familien. Desuden inviterer banken til oplæg i forbindelse med Priden og markerer den i blandt andet hovedsædekantiner.

I øvrigt er Finansforbundet undervejs med et fyraftensarrangement om det at være LGBT+ person i den finansielle sektor. Mere info følger på hjemmesiden, når programmet og datoen er fastlagt.

Seneste nyt